Tekst af Axel Boisen

”Hvad der sker på vognen, det bli’r på vognen”, lyder valgsproget for Kim, der er kaptajn for kampvognseskadronen i Holstebro. Han er en af de danskere, der har mest erfaring med kampvogne både som overvågning og i kamp. ”At stå i lugen i morgensolen og køre ud med de andre leoparder i morgengry i ørkenen for at beskytte vores folk på patrulje, der kan man godt tænke, at det ikke bliver bedre,” fortæller Kim. Han elsker sit arbejde. ”Og hvis man så kan toppe det med, at dagen er helt rolig, så vi får alle drengene hjem, så er det fantastisk. Men jeg ville da lyve, hvis ikke man også sidder og håber, at man skal bruge sit våben. Der er noget euforisk i at bruge sit professionelle håndværk.”

Kim har været udsendt til Kosovo og Afghanistan og er altid kommet hjem med nye perspektiver på livet. ”Man sidder i sin kampvogn godt beskyttet og ser på små børn gennem optikken. Så bliver vores problemer i Danmark små og få.” Kim fortæller, at han af og til kan blive træt af, at tingene i Danmark kører i unødig tomgang, eksempelvis ved forældremøder i skolen. ”Der er det, at hustruen træder til, lægger en hånd på mit lår og beder mig om at slappe af,” smiler Kim.

Kim står i dag ved en skillevej, hvor den aktive del med øvelser og udsendelser vil stilne af til fordel for jobbet som chef for kampvognene i Holstebro. ”Når folk spørger mig, hvad jeg laver, har jeg altid sagt ”soldat”. Jeg elsker Forsvaret, fordi man skræller alting af og bare har uniform på. Det betyder, at jeg har mødt mange forskellige typer fra miljøer, som jeg ellers aldrig ville have mødt.”

Han skal derfor til at vænne sig til ikke at have sin dagligdag blandt maskinerne. Kampvognen bliver skiftet ud med computeren. ”Det er svært at overdrage sit kongedømme til andre. Når man kommer i en kampvogn, er man meget velset, blandt andet fordi man har et sindssygt potent våbensystem. Så hvor går man hen efter det? Det kapitel skal skrives nu.”