Tekst af Axel Boisen

”Halvdelen af mig er fra Danmark, den anden halvdel fra Bosnien. Danmark er et trygt land og derfor skulle jeg betale tilbage,” fortæller Adnan, der efter 13 år vender tilbage til sit hjemland med Dannebrog på skulderen som dansk soldat.

I 1995 udvikler krigen mellem serbere, kroatere og muslimer i Eksjugoslavien sig til den værste i Europa siden 2.verdenskrig. Landet er et virvar af trosretninger, forskellige levemåder og traditioner tilsat ældgammelt had, som det internationale samfund med FN i spidsen ikke kan holde nede. I byen Srebrenica i landsdelen Bosnien-Hercegovinia bliver op mod 8.000 bosniske mænd trukket ud af flygtningekøen for øjnene af FN’s soldater. Det viser sig senere, at alle, inklusive drenge på 14-15 år, bliver henrettet, og smidt i massegrave udenfor byen.

På grund af gode venner undslipper Adnan sammen med sin familie og flygter til Danmark, hvor han vokser op som dansker. Hans lands historie præger ham den dag i dag. ”Jeg vil kunne se mig selv i spejlet og sige, at jeg gjorde det godt. Jeg er udlænding og vil aldrig glemme, hvor jeg kommer fra, men jeg skal også yde til det danske samfund,” forklarer Adnan om, hvorfor han valgte at tage tilbage til Kosovo i 2008 som voksen mand i dansk uniform.

Ved møder med lokalbefolkningen kommer Adnans baggrund hans deling til gode, for han kan forstå alt, hvad de lokale siger. ”Jeg fik et nyt navn og gik undercover, så ingen fattede mistanke. Anders Hansen hed jeg. Og så lavede jeg mit sprog om, så jeg lød som en, der havde lært sproget på en skole. Det var en Oscar værdigt,” griner Adnan.

Hans familie mistede mange venner ved massakren i 1995, men der er ikke noget hævnmotiv over at komme tilbage, så han hjælper både serbere, kroater og muslimer. ”Det var helt vildt underligt at være tilbage. Men nu havde jeg muligheden for at hjælpe. Alle skal have lov til at sove trygt uden at frygte for, at der bliver banket på din dør.”