Tekst af Axel Boisen

”Forsvaret var en god arbejdsplads med et rigtigt godt kammeratskab. Arbejde som alt muligt andet. Men så kommer vi pludselig ned i kamphandlinger. Det er en brat opvågnen,” fortæller Tom. Han har været en del år i Forsvaret, før han bliver sendt til Eksjugoslavien i 1995 på et af de første danske hold. Hverdagen i Danmark har været præget af rutiner, og det vildeste, der kunne ske, var en udsendelse til Cypern, som mange så som en ferielejr.

Jugoslavien er på dette tidspunkt i krig med sig selv. Serbere, kroatere og muslimer kæmper en territorialkrig, med hævnaktioner og senere også drab og etnisk udrensning. Den ene del af befolkningen slår simpelthen den anden ihjel på grund af historiske og religiøse tilhørsforhold, der stammer tilbage fra 1500- og 1600-tallet. Tom kommer ned som en del af den danske internationale brigade i FN, hvis fredsbevarende rolle ikke er afklaret, når nu der ikke er fred.

”Det er ekstremt forvirrende. Vi ved ikke, om vi må besvare ild mod os, for vi skal hele tiden kunne bevise, at vi er blevet skudt på med vilje. Og det er jo svært at bevise, om en mand bare skyder dårligt eller er skeløjet.”

FN’s rolle er at indsamle parternes våben, så de ikke kan bekrige hinanden. Ofte sker det, at kroaterne, serberne og muslimerne bryder ind i FN’s lejre og stjæler våben og ammunition. En dag midt i kamphandlinger rundt om Toms lejr, kommer en serbisk soldat til hovedvagten og vil have våben udleveret. ”Det nægter vi selvfølgelig, og han forlader området med ordene ”you will all soon die!” Det næste der sker er, at en i lejren råber, at der står en mand på taget på en bygning tæt ved. Og ligesom i Beverly Hills Cop, slår manden våbnet ud, læser på brugsanvisningen og fyrer det af ned i lejren, hvor han heldigvis kun rammer en vandtank. Så bliver ilden givet fri, og det er det sidste, vi ser til ham,” fortæller Tom, nærmest undskyldende. ”Når du skyder ned mod 200 bevæbnede soldater, så er du jo også selv ude om det.”