Tekst af Axel Boisen

”Jeg ved godt, hvem du er,” siger en mand til Flemming en dag i Irak. ”Du hjalp min søster. Du gjorde hende smuk igen.” Flemming har som sygepasser i hæren været udsendt fem gange til Bosnien, Kosovo, Irak, Khandahar i Afghanistan og igen i Kosovo.

Her har han taget sig af de sårede og syge, både danske og lokale. Det er altid en næstekærlig handling at hjælpe folk i nød, men det er også en militær strategi, som skaber et godt image for hæren i lokalbefolkningen. Så bliver soldaterne i mindre grad set som en besættelsesmagt.

De internationale styrker går i midten af 90’erne fra at være fredsbevarende i FN-regi til at være fredsskabende i NATO-regi, og dermed bliver Flemmings arbejde mere centralt. Eksempelvis i Khandahar i Afghanistan, hvor Taleban havde sit hovedkvarter, inden de vestlige koalitionsstyrker rykker ind. Winning hearts and minds, kalder amerikanerne strategien, og det har det danske Forsvar haft tradition for siden hospitalsskibet Jutlandia under Koreakrigen i 50’erne.

”Vi møder hundrede år gamle traditioner, særligt i Irak,” fortæller Flemming, der har ar på sjælen efter at have set børn, der nærmest er blevet kogt. ”Der er et husgeråd om, at hvis man dypper spædbørn med kolik i varmt vand, så hjælper det. At man taber dem ned i gryde med kogende vand, det er så noget andet.”

Den gode røv
Flemming er ud af en vestjysk militærfamilie, hvor faderen er officer. Som barn leger Flemming på det militære område ved Nymindegablejren, så det var helt naturligt at blive ansat i Forsvaret. Hjemme igen bliver Flemming mere og mere ængstelig og overreagerer på blandt andet sine børns leg, råber op, bliver bange for mørke, har svært ved at sove og bevæge sig ud blandt andre.

”Min psykolog spurgte mig, hvordan jeg klarede at gå i gågaden. Jeg måtte indrømme, at min strategi var at fokusere på noget, der fik mig til at tænke på noget andet. Jeg fandt en god røv og håbede så på, at den skulle samme vej,” fortæller Flemming med et skævt smil. I dag har han fået Danmarks første servicehund til PTSD, og har et helt andet liv. ”Hun er min livredder – hun trækker mig op af vandet.”