Tekst af Axel Boisen

”Det er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet,” fortæller præsten Jes om den gang i foråret 2008, da de danske soldater skulle tage afsked med Morten. Han blev dræbt tidligt på missionen for Hold 5 i Afghanistan.

”Det var en blue-on-blue, hvilket betyder, at det var en af vores egne, der havde dræbt en kammerat. Når sådan noget sker, understreger det, at det er en rigtig farlig arbejdsplads. Det er farlige maskiner,” fortæller Jes, der har været udsendt til både Irak og Afghanistan. Ved Mortens hjemsendelsesceremoni møder alle soldater op. Kisten, flere tusind soldater og den store Hercules har de tre hovedroller i et sceneri, hvor Morten får sin sidste rejse hjem til fædrelandet.

Jesus, Thor eller Odin
Jes elsker de unge soldater, særligt dem på deres første udsendelse. ”De er så unge, de drenge. De er væk fra mors kødgryder og er ikke så fastlåste i deres meninger. Altid klar på at tale og har deres meningers mod. ”

Jes fortæller, at soldaterne har en meget stærk forståelse af troen, når de er udsendt, og så er det sådan set ligegyldigt for ham, om det er troen på Jesus, Thor eller Odin. Jes blev en central figur i campen. Særligt den sidste bøn i klipklappere, inden de tidligt om morgenen skulle på patrulje, blev en central opgave for Jes. ”Det kunne være et salmevers eller fadervor. ”Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.” Det er altså stærke ord, når du går ud af porten i krig,” fortæller Jes.

Samfundet har PTSD
Han har aldrig selv været i kamp. ”Nej, det har jeg hverken evnen, konditionen eller modet til.” Til gengæld har han stået i desperate situationer i Irak, hvor de danske udsendte ikke kunne gøre noget, mens lokalbefolkningen blev slået ihjel, på samme måde som i starten af krigene i Eksjugoslavien. ”Nu sidder vi der og kan ikke gøre noget. Det er virkelig hårdt,” fortæller han.

Denne afmagt sætter dybe spor, og man stiller eksistentielle spørgsmålstegn ved livet. ”Det værste, du kan gøre ved et menneske, er at gøre det magtesløst. Jeg tror, at mange af de symptomer, vi kalder PTSD, kommer du af, at folk har oplevet noget, hvor livet ikke bare kan gå videre. Og her er det samfundet, der fejler noget. Ikke soldaterne,” fortæller Jes, der i dag stadig er præst i Strib ved Middelfart.