Tekst af Axel Boisen

”Jeg kan godt leve med, at andre vil slå mig ihjel, og jeg prøver at slå andre ihjel, hvis der er en mening med det,” fortæller Niels, der har været udsendt til Afghanistan tre gange. ”Og selv om krigene gik, som de gik, så er jeg stadig stolt over at have været soldat i Afghanistan. Men det er meget nedslående at se afghanske mænd slå hinanden ihjel og at se alle de mange penge, vi spildte dernede. Så der er både stolthed og meningsløshed indblandet, når jeg ser tilbage.”

Niels er i dag cand.mag. i krigshistorie og deltager i den offentlige debat omkring den danske indsats i krigen mod terror. ”Soldater er et praktisk folkefærd. De handler mere end de snakker. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der taler vores sag og forklarer, hvordan vi har det. Jeg vil forklare det brede Danmark, hvorfor man kan være stolt over at have forsvaret en bunke klipper. ”

Udsendelserne lærer Niels en masse om en fremmed kultur, hvor danske kompetencer og traditioner ikke er meget værd. Det afghanske samfund er voldeligt, men kun til en vis grænse.

”De lukker en masse damp ud. Råber og skriger og slår løs på hinanden, men det kommer sjældent til egentligt drab. Hos os i vesten er det anderledes. Vi har kun to indstillinger – vi tæsker ikke løs på andre, når vi skal forklare os.”

Niels mener, at bundniveauet hos den danske soldat er tårnhøjt i sammenligning med de britiske og amerikanske soldater, han har arbejdet sammen med. ”Den dummeste danske konstabel er markant bedre end de andre, og det hænger sammen med vores folkeskole, der lærer os nogle grundlæggende medmenneskelige værdier. På den anden side bliver vores opdragelse til at forstå og sætte os i andres sted – vores medmenneskelighed – udnyttet. Vi blev manipuleret mange gange i Helmand,” fortæller Niels.