tekst af Axel Boisen

”Jeg har altid gerne ville ud som sygeplejerske,” fortæller Ingerlise, der har været udsendt tre gang til Kosovo og Afghanistan og som i dag holder foredrag om det. ”Mine udsendelser handler om at gøre noget for andre, men det er ikke fordi, der er sådan noget Florence Nightingale over det. Der er jeg nok en tak for moderne,” siger Ingerlise med henvisning til den berømte engelske sygeplejerske. Hun kom ud af en rig familie og ofrede det gode liv i kampen for patienterne i London i 1800-tallet.

Som udsendt til Afghanistan kommer krigens grusomhed helt tæt på Ingerlise, der arbejder med de sårede – ofte soldater, der er smadrede til ugenkendelighed. ”Da jeg havde været der i fjorten dage, tænkte jeg, hvordan jeg nogensinde skulle komme igennem det. Der havde jeg ikke været med til at lægge en soldat i seng, der havde begge sine ben.”

Ingerlise oplever fællesskabet mellem soldaterne som noget helt utroligt. Det var ligegyldigt, hvor meget en såret havde mistet – alle stod klar til at hjælpe. Man gav aldrig op, fortæller hun: ”Der var en læge til hver ekstremitet, så der var folk nok omkring den sårede. En gang var en soldat så såret, at de britiske læger vurderede, at soldaten ville dø, men så stillede hele lejren op og donerede 168 portioner blod, så han kunne blive opereret. Det ville aldrig ske derhjemme.”

Erhvervsrisiko
Ingerlise har set mange lemlæstede soldater, men det har ikke været det værste for hende. “Med soldaterne lærer man på et tidspunkt at acceptere døden som en erhvervsrisiko. Langt værre var det for lokalbefolkningen,” siger Ingerlise og fortæller om en lille pige, der bliver behandlet og overlever.

”Hun havde brækket benet og havde mistet en masse muskulatur. Hun fik transplanteret hud og muskel og kom i mange uger og fik skiftet sin forbinding. Hvor var det vidunderligt, den dag hun kunne smile til os, og hun var rask. Det betød uendeligt meget,” slutter Ingerlise.