Tekst af Axel Boisen

Skal jeg stadig være her og sætte mit liv og min familie på spil? Sådan tænkte mange danske soldater i begyndelsen af krigen i Eksjugoslavien i 1992-93. Det fortæller Jens, der er udsendt på de tidligste hold til Balkan. Det er en tid, hvor Muren netop er faldet, og Den Kolde Krig er slut. ”Hele vores selvforståelse var, at vi skulle forsvare Danmark mod Warszawapagten. Lige pludselig var det en helt anden situation, og der var en helt anden efterspørgsel efter, hvad vi kunne levere. Så man skulle igennem en mental omskiftning.” Jens er dog aldrig selv i tvivl. ”For mig var det en overordnet betragtning om at her, er der brug for dig. Det skal jeg. Det vil jeg. Det er derfor, jeg er her.”

Seje far
Jens har allerede været i Forsvaret i 10 år, da han bliver udsendt på Hold 1 til Bosnien. Og i dag, et kvart århundrede senere, er han stadig i dronningens klæ’r. Bag sig har han en af de fineste karrierer i det danske Forsvar med stillinger i Forsvarsministeriet, Hærens Operative Kommando og som fakultets- og senere stabschef på Forsvarsakademiet. Undervejs er det blevet til udsendelser til Kosovo og senest til Liberia i et år i 2013-14. Jens er dog ikke blot soldat, men også mand og far, og særligt udsendelserne har givet nogle udfordringer for familielivet. I første omgang overfor hans egne forældre, da han er den eneste søn i familien. ”Det skulle times, hvornår jeg skulle sige det.”

Som Jens egne børn vokser op, forstår de, at det måske ikke er helt ufarligt, at far tager afsted. Og Jens går til en psykolog for at lære, hvordan han tackler et barns nervøsitet. ”Jeg er vant til at være væk. Det er et naturligt vilkår for alle soldater, men det betyder ikke, at problemerne med det også er væk. Børn reagerer typisk ved at beskytte dig, så det handlede om at få en god snak om det.”

Psykologen forslår, at Jens skal tage ned på skolen og fortælle om det i klassen, så alle klassekammeraterne også ved besked, og så det bliver nemmere at tale om. ”De ville i starten ikke have mig med ned i skolen, men det endte med at blive en kæmpe succes, hvor de kunne mærke på min fragmentationsvest, handsker og beskyttelsesbriller. Så det gik fra at være et problem til en udfordring, vi kunne glæde os over at klare sammen,” slutter Jens.