Tekst af Axel Boisen

”Jeg var chef for 145 mand i mit kompagni. Og det er fedt at være konge i eget hus,” fortæller Carsten, der leder en gruppe danske soldater i Eksjugoslavien i 1995.

Hans kompagni bliver klemt inde mellem kroaternes og serbernes dødsensfarlige angreb på hinanden. Det er et par år inde i Balkan-krigene, og de danske Danbat-styrker er en del af FNs fredsbevarende styrker i Eksjugoslavien. Da der ikke er fred, er der ikke noget at bevare, og de danske styrker er meget udsatte. Der hersker forvirring om og frustration over, hvad soldaterne må og FN’s anseelse, respekt og mandat er under pres mere end nogen sinde siden stiftelsen i 1945.

”Kroaterne tog deres land igen, og ved den lejlighed bliver en af mine mænd dræbt. Jeg prøvede at finde en mening i det. At det kun var én mand. Og at det nemt kunne være gået værre, og jeg kunne forsvare mig selv fagligt,” forklarer Carsten. For de danske soldater virker sagen afgjort på forhold. Det er kroaternes land, og de er støttet af amerikanerne og NATO.

”Serberne behandlede os dårligt, og man havde mest lyst til at skyde dem. På den anden side håber jeg altid, at kroaterne taber, når jeg ser dem spille noget i dag. Det var jo dem, der dræbte en af mine folk.”

Stadig klar, stadig chef
Da Carsten kommer hjem, føler han sig efterladt af Forsvaret. Forsvaret var ikke gearet til den slags oplevelser, som soldaterne havde haft. ”Jeg siger ikke, at jeg skulle have været til psykolog, men det havde måske hjulpet. Vi blev ret hurtigt spredt rundt i landet, så vi fik ikke talt oplevelserne igennem. Og Forsvaret gav mig ikke en anerkendelse for det, jeg havde lavet eller de oplevelser, jeg havde haft, så de behandlede mig ikke godt.”

Han var kun på den ene udsendelse, men er fortsat med at være tæt på action, i de jobs han har haft siden. ”Jeg løser opgaver for Danmark, det er mit bidrag. Men jeg søger opgaver, hvor der er spænding og adrenalin hele tiden. Det bryder jeg mig rigtigt godt om. Og jeg er da stadig reserveofficer, så selv om jeg ikke blev behandlet optimalt, er jeg stadig klar,” siger Carsten med et skævt smil.

Som kompagnichef får Carsten en stor betydning for de unge soldaters opfattelse af mange ting. Det er en afgørende tid i de unges liv, og den dag i dag står Carsten, som en altvidende lederskikkelse i sine folks liv.

Han har af og til kontakt med soldater, hvor det handler om psykiske problemer og kontakt til forskellige dele af Forsvarets hjælpemuligheder. Heldigvis er den største kontakt med kompagniet til jubilæer og i deres facebookgruppe, hvor flere end 100 er med – og med rig mulighed for at følge med i hinandens liv.

”Når vi mødes, er vi stadig på efternavn. Og de siger stadig chef. Andet ville føles forkert.”