fbpx

Hold dig i live

Lotte er kaptajn i Kabul og lærer, at vores problemer i Danmark er få og små. Det er farligt at være afghaner og livsfarligt at samarbejde med NATO.

Tekst af Axel Boisen

”At være nødt til at hilse hinanden med et ”hold dig i live” er tankevækkende,” siger Lotte. Hun er udsendt til Afghanistan, hvor hendes opgave er at træne den afghanske hær i blandt andet at læse og skrive og i at inkludere kvinder i forsvaret. Og her får hun et godt forhold til sin tolk, Ahmed.

”Han lærte mig, hvor ydmyg og taknemmelig vi skal være for, hvordan vi har det i Danmark. Afghanistans historie afspejler ikke et supertrygt samfund med orden og ro på,” fortæller Lotte, der er kaptajn i NATOs Training Mission i Kabul. Hun pointerer, at det er ekstra farligt for de lokale tolke at arbejde med NATO-styrkerne. ”Han skulle rejse hjem hver dag fra lejren igennem Kabul, hvor der var daglige angreb med vejsidebomber, magnetbomber, der blev sat på biler og busser, og folk blev overfaldet. Folk vidste, hvem han var, og de truede hans forældre.”

Kuldegys i 40 grader
Når Lotte og Ahmed siger farvel til hinanden efter dagens opgaver, så siger Lotte altid ”have a nice day”. Ahmed siger noget lignende på det lokale sprog dari, og da Lotte har lært sig sproget, kan hun høre, at det i hvert fald ikke handler om resten af dagens beskaffenhed. Kun nødtvunget fortæller Ahmed, hvad det betyder i bogstavelig forstand. Direkte oversat betyder det ”hold dig i live”.

”Jeg stod bare og kiggede på ham og havde kuldegysninger i 40 graders varme. Det kom under huden på mig, for det er et billede på det Afghanistan, jeg var i i syv måneder, og som de skal være i altid. De hilser hinanden med, at du skal holde dig i live. Det skal vi selvfølgelig alle sammen, men det er jo ikke det første jeg tænker på, når jeg kører hjem fra arbejde om eftermiddagen,” slutter Lotte.

Del fortællingen med dit netværk

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk