fbpx

Band of Brothers

”Det er uheldigt, at udsendte er lig med PTSD,” siger Lars, der har været udsendt til Irak. Derfor søger udsendte samtalen med ligemænd på veteranhjemmet.

Tekst af Axel Boisen

”Det er jo ikke et sygehus eller et rockersted. Det er et sted, hvor folk kan sætte sig ind og få løst verdenssituationen,” forklarer Lars om veterancaféen i Silkeborg. Han startede i Forsvaret i 1987 og har været udsendt til Irak som oberstløjtnant. Han er i dag reserveofficer og chef for lokalforsvarsafsnit syd. Så Forsvaret er en stor del af hans liv gennem de sidste 40 år.

”Det er svært at snakke med konen, selv om hun gerne vil høre om det. Hun har svært ved at sætte sig ind i, hvilke stressfaktorer man er udsat for. Derfor er det nemmere at snakke med en, der har været i Irak, Afghanistan eller Kosovo.”

Lars lever til dagligt af at rådgive og kommunikere i sin egen konsulentvirksomhed efter en række ledende stillinger i tele- og dagligvarebranchen. Men der er et sted, hvor han altid søger hen, hvis han skal have ro og forståelse.

”Et veteranhjem skal være et frikvarter, man skal kunne søge hen. Jeg tror egentlig, det er et band of brothers, vi har, fordi vi har sådan et ubunden bånd imellem hinanden. Det er derfor, at vi har det her veteranhjem og veterancafe. Det er meget simpelt for mig,” forklarer Lars.

På sin udsendelse oplever Lars, hvor grusom verden kan være og hvor stor forskel, der er på danske problemer og dem i Irak. Lige inden han skal hjem fra sin udsendelse, bliver han tilbudt en dreng på seks måneder af drengens mor. Han kunne købe ham for 10 dollars. Han tager direkte fra den oplevelse med flyveren hjem fra Bagdad Airport og står få timer efter på John Bull i Silkeborg og drikker en øl. Her falder han i snak med en ung mand. ”Jeg hører, hvad han slås med, og pludselig blev jeg nødt til at tage hjem. Jeg kunne ikke håndtere den komplekse verden.”

Er du helt rask?
Lars holder foredrag om sin udsendelse og her møder han ofte den klassiske fordom med, at alle udsendte har PTSD – posttraumatisk stress syndrom (disease). ”Folk kigger sådan lidt mærkeligt på mig og siger: Er du så helt rask? Det er uheldigt, at når man taler om udsendte, så taler man straks sygdom. Det er mellem to og otte procent, vi snakker om,” konstaterer Lars fast. Han anerkender dog, at oplevelserne kan sidde fast i sjælen.

”Det er klart, man skal leve med det. Jeg har pakket alle mine oplevelser ned i en dagbog og i billeder, jeg har nede i kælderen. Når jeg går ned og tager min uniform på for at sympatisere ved Flagdagen, så kan jeg mærke, at der sker et eller andet i mig,” slutter Lars.

Del fortællingen med dit netværk

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk