Tekst af Axel Boisen  

”Hver gang vi mistede en soldat, blev det diskuteret i offentligheden, om soldaterne skulle hjem, men det var ikke en diskussion blandt soldaterne. Når man er trænet soldat, vil man gerne bevise, at man er en rigtig soldat. Det vil sige en, der kan agere i krig,” fortæller Per, der er generalsekretær i KFUM Soldaterhjem. Per har var udsendt til Afghanistan på Hold 9, og her kommer han helt tæt på de udsendte soldater, idet han sammen med sin kone driver soldaterhjemmet i Camp Bastion.

”Det stereotype billede som for eksempel filmen Armadillo viser af kampsoldater, passer jo slet ikke med den oplevelse, vi havde af de soldater, som sad på vores terrasse og spillede brætspil og Bezzerwizzer. De var kloge, intelligente, reflekterede mennesker med en høj idealisme. Det var jo ikke Rambo-typer,” slår Per fast.

Føling med Taleban
I 2000 bliver Per chef for KFUM Soldaterhjemmene i Danmark, hvor der på årsbasis kommer mellem 300.000 og 400.000 gæster for at få en kop kaffe, spise aftensmad, læse lektier eller overnatte. Hjemmene ligger rundt om i landet i tilknytning til en kaserne, så Per har tæt kontakt til soldaterne, inden og efter de er afsted. I 2009 udsender han sin kone og sig selv og får muligheden for at se om den idealisme, soldaterne har hjemme, også holder i ildkamp. Per fortæller blandt andet: ”Det var folk, der ville noget og som kunne berette om at være udsendt for nogle år siden.

Gereshk by var blevet livlig, og der var tusind butikker, der var åbne. Der var nul, da de var der første gang. Pigerne har aldrig gået i skole under Taleban. Nu gik både drenge og piger i skole. Kvinder stillede op til demokratiske valg uden burka, som ellers var meget almindeligt under Taleban. Det kunne de jo se og de følte, at de havde gjort en forskel,” erindrer Per.

En af de helt centrale ting på dette tidspunkt var opgaven med at komme i direkte kontakt med Taleban. ”Jeg oplevede en stor idealisme. Først når de havde været i føling, altså i skudveksling, med fjenden, ville de gå med Afghanistan-gummibåndet. Først da var de rigtige kampsoldater. Det betød noget at være rigtig soldat,” slutter Per.