Tekst af Alex Boisen

”Jeg kunne ikke trøste min kone. Jeg kunne ikke trøste min familie. Vi stod der med min svigermor, som skulle begraves, og min kone og mine børn fik det skidt med det,” fortæller Jørgen, der med Beredskabsstyrelsen er udsendt til Sierra Leone i 2014 og 2015. Her er verdenshistoriens største udbrud af den smitsomme sygdom i gang med at slå over 10.000 mennesker ihjel.

Danmark sender beredskabsfolk, læger og sygeplejersker ned til byen Port Loko, hvor de træner lokale og internationale sundhedsmedarbejdere i at håndtere sygdommen. På de ni måneder Danmark er dernede, bliver mere end 5.000 uddannet.

Den usynlige fjende
Beredskabsfolkene lærer hurtigt at omgås hinanden og lokalbefolkningen med stor varsomhed, for sygdommen er en lumsk og synlig fjende, der smitter gennem kropsvæsker. ”Der skal ikke så meget til. En rift og du møder en anden, der har en rift, der sveder – det er nok. Han skal bare have en feber på over 38,6 for at kunne smitte,” siger Jørgen.

Han får selv symptomer, der minder om ebola. Det sker samtidig med, at han står foran at skulle hjem til sin familie, hvor hans kones mor netop er død. Så selv om han er kommet hjem, må han ikke give sine nærmeste et knus før de 21 dages karantæne tid er overstået.

”Det viste sig, at mænd kunne have det i deres sæd i op til tre måneder efter, at de er blevet smittet. Så det var jo ikke bare de 21 dage. Det var rigtig psykisk belastende.” Heldigvis viser det sig, at Jørgen ikke er smittet med ebola. Han er dog så mærket af både frygten og den manglende mulighed for at støtte familien i den svære afsked med svigermoren, at han vælger at opsøge en psykolog.

”Og det endte med, at jeg ville have psykologhjælp. Jeg fik min kone med til behandlingerne, og det skal man ikke anse som et problem eller som svagt. Det er vigtigt at gøre, for en lille brand er nem at slukke, men hvis den får lov til at udvikle sig, så er det noget skidt,” slutter Jørgen.