Tekst af Axel Boisen 

”På mine bedste dage føler jeg mig simpelthen så ekstremt privilegeret, fordi den deroute fra min oprindelige plan har været en gave,” fortæller Jonas, der er i Afghanistan i 2010. Det er en af de allermest hektiske perioder for det danske forsvar med døde og en del sårede. Alligevel tænker Jonas tilbage på det som en positiv oplevelse.

”Jeg tager rigtig meget med mig fra min tur til Afghanistan. Det er jo et helt ekstremt intenst forløb. Det grundlæggende stressniveau og arbejdspres er så højt hele tiden, så man er hele tiden lidt på kanten. De seks måneder, jeg var afsted, vil godt nok være svære at genskabe i nogen som helst anden setting.”

Alle omkring Jonas ved, at han vil være soldat og bruge det i virkeligheden. Og på dette tidspunkt er det lig med en udsendelse til en varm krig.

”Min kæreste vidste allerede på det tidspunkt, at jeg ville søge i Forsvaret, så det var aldrig rigtig en debat. Jeg tror, der var mange, der stillede spørgsmålstegn ved det, men omvendt kunne de godt se ræsonnementet. At det gav mening at bygge sig selv op færdighedsmæssigt, uddannelsesmæssigt, og så bruge det som springbræt til at komme videre.”

Jonas navnebror dør
Jonas har et armbånd, der skal minde ham om hans delingsfører premierløjtnant Jonas Peter Pløger, der dør i juli 2010, da de går på en improviseret bombe, der ligger gravet ned på den sti, hvor de patruljerer. Jonas Pløger står for mange i hans deling som et forbillede, og hans død kommer som et chok.

”Efter hans død, tror jeg, at det var vigtigt at finde et eller andet fysisk at tage med videre. En af mine gode kammerater, Jakob, flettede et armbånd af de snørebånd, der sad i hans andre støvler. Det er noget, som har været med ude på så mange af de ture, vi har været på. Det er et minde om Jonas, og så er det materialiseret som et armbånd,” forklarer Jonas, der siger, at det blev en syssel for soldaterne at sidder og flette armbånd – ikke kun til minde om en falden.

Hjemme i Danmark igen kan Jonas ikke få oplevelserne ud af hovedet og ender med at få konstateret PTSD og blive sygemeldt fra Forsvaret. Han finder en lindring i fysisk udfoldelse, og sammen med Danmarks Idrætsforbund har han skabt R4R, Ride4Rehab, der drejer sig om at bringe mange veteraner sammen, der har lyst til at dyrke motion. I dag befinder han sig på et godt sted.

”På mine bedste dage føler jeg mig simpelthen så ekstremt privilegeret, fordi den deroute fra min oprindelige plan har været en gave. En gave at blive tvunget til at kigge i nogle retninger, som jeg aldrig ville have kigget i, hvis det ikke var på grund af det her.”