Tekst af Axel Boisen
”Der var mange paramilitærgrupper, og de var bindegale,” fortæller Anders, der var udsendt til Bosnien i 1993. Her går krigen om Bosniens fremtid ind i en ny og meget aggressiv fase. ”Mange af de ældre mennesker var jo flinke nok. Det var mest de unge mennesker, der rendte rundt som en Rambo,” siger Anders og er tydeligt mærket af det psykiske pres, når han mindes den tid og tørrer øjnene. ”Undskyld, jeg kommer til at tude lidt.”

En af de mest populære filmhelte i 90’erne er Sylvester Stallone, der spiller en Vietnam- veteran, der tager sagen i egen hånd med et M60-maskingevær, en jagtkniv og en bue med pile med sprænghoveder. En rigtig mand, som de unge mænd kunne spejle sig i. ”Så har de unge serbere lige fået sig en AK-47, en stor kniv og et Rambo-pandebånd og de kunne ikke lide os. De sigtede på bilen, og lige inden man kørte forbi, løftede de bare og skød op over taget.”

FN går ind i krigen i Bosnien, fordi verdenssamfundet ikke vil finde sig den måde serberne behandler de bosniere, der ønsker en selvstændig nation. En fredsdemonstration i Bosniens hovedstad Sarajevo bliver beskudt af serberne. Senere viser det sig, at serberne har oprettet en koncentrationslejr for de bosniere, der står i vejen for, at Serbien kan skabe et Storserbien. Kroaterne og muslimerne slås i starten sammen mod serberne, men i 1993 kommer de også i krig med hinanden.

”Der var kroatere, der var serbere, der var muslimer. Nogen kan lide hinanden og nogen kan ikke. Så er de gode venner og så slås de mod den tredje part, og så er de uvenner dagen efter. Man vidste aldrig, hvor man havde dem,” fortæller Anders opgivende.

FN i vejen
I alles kamp mod alle er FN i vejen, som den fredsbevarende styrke. De serbiske bosniere får hjælp af Serbien. De kroatiske af Kroatien, og der er en del muslimske militante grupper, der bestemt heller ikke er guds bedste børn. ”De skyder også mortergranater ind over lejren. Anders And-granater som de kaldte dem. Det var ikke, fordi de var ude på at ramme os, det tror jeg sgu ikke. Men man var mere oppe på dupperne, for man vidste aldrig, hvad fanden de fandt på,” siger Anders.

Der er blevet sagt meget om FN-tiden i Eksjugoslavien op til at NATO tager over i 1995, men fælles for beretningerne er frustrationerne om ikke at kunne slå tilbage, men i stedet søge ly i bunkere rundt om i lejren. ”Dem i Irak og Afghanistan, de er i krig. Hvis der er nogen, der skyder på dig, så skyder du sgu bare igen. I FN-regi skal du igennem alt muligt, før man egentlig må skyde igen. Igennem så mange systemer, før man egentlig kunne reagere,” slutter Anders.