Tekst af Axel Boisen

”På et tidspunkt fik min hjerne nok af at se på ørken, for der var ikke noget grønt dernede. Det er nok svært at sætte sig ind i, men jeg havde brug for at se noget skov,” fortæller Nicolai om sin tid som udsendt i Irak. Han kommer nærmest kun ud af lejren, når han sidder i en helikopter. ”Det med bare at se ørken og så de her gosps, som det hed, hvor de brændte naturgas af. Det var helt vildt mærkeligt at sidde og se på om natten.”

Nicolai kommer fra Silkeborg, der er kendt for sin frodighed, sin søer og, som alle andre steder i Danmark, er lige til at gå ud i. ”Jeg har altid været vant til at bevæge mig i skove og ved søer. Så jeg bad faktisk en herhjemme om at gå ud til en bestemt sø og så tage nogle billeder og sende dem ned til mig. Og så sad jeg og gloede med hovedet ind i skærmen og kiggede på de her billeder for at få noget skov,” erkender Nicolai.

Kasser og stringens
Nicolai har været i Forsvaret i en årrække og det, mener han selv, har påvirket hans sind i bestemte retninger.

”Respekt for andre og være et ordentligt menneske overfor andre, det kommer derfra. Og selvfølgelig strukturen. Der er sikkert også nogen, der siger, han putter godt nok tingene meget ind i kasser. Og det er helt sikkert rigtigt. Men mit tøjskab er ikke lige så stringent, som det var engang. Mine kolleger og venner ved dog godt, at hvis der ligger en gaffel forkert, så bliver Nicolai mærkelig i hovedet.”

Nicolai er ikke længere i ansat i Forsvaret, men arbejder for Silkeborg kommune. Her møder han mange forskellige menneskeskæbner og har lært at tackle alle slags mennesker gennem sin baggrund som soldat.

”Folk, der ikke kender mig, kan ikke se det, men jeg har da en stolthed over det, som jeg ikke lægger skjul på. Selv om jeg prøver at lægge det fra mig, så det ikke skinner igennem, så vil nogen af mine kollegaer måske nok sige: ”Nu kommer krigeren!”,” slutter Nicolai med et smil.