Tekst af Axel Boisen

”Det har stort set kostet et forhold hver gang,” fortæller Peter, som har været udsendt tre gange; i Bosnien i 1995, i Kosovo 1999 og i Irak på Hold 1 i 2003. Han ved om nogen, hvad det vil sige at skulle pleje hjemmefronten samtidig med at fokusere på arbejdet som udsendt.

”Nogle gange ville det være nemmere, at de ikke var der. Så kunne man fjerne nogle af de tanker, som man nu går med, når man har været udsendt,” siger Peter, der fortæller, at det handler om, at dem derhjemme savner en. Og det kan man jo i sagens natur ikke gøre noget ved. ”Det bedste er at kunne ringe hjem, og de siger, at det går fantastisk. Og man ikke får at vide “Vi savner dig! Vi er så kede af, at du er afsted!” Men at de i stedet siger, at de har det godt, og at der ikke er noget, der har ændret sig, siden man er taget afsted. Så giver det en ro, så man kan fokusere på sit arbejde.”

Et halvt år er lang tid
Peter bliver udsendt sidste gang på Hold 1 til Irak i 2003. Her skal det danske forsvar for første gang opbygge en lejr i 50 graders varme. Saddam Husseins regime er væltet af en hurtig amerikansk-engelsk krig tidligere på året, og nu skal Danmark som en del af besættelsesstyrken hurtigt genetablere ro og orden og sørge for rent vand og andre fornødenheden for befolkningen. Og det kan være svært, når din krop ikke har vænnet sig til varmen. Så det, sidste Peter har brug for, er problemer derhjemme.

”Det der med kærester er noget forfærdeligt noget at have, når man skal afsted. Jeg tror, at der er rigtig mange, der har svært ved at være afklaret med at være væk i et halvt år. Og hvor lang tid er et halvt år? Det er fandeme lang tid,” understreger Peter.

Pigeskrift
Da Peter bliver udsendt til Bosnien, er han ikke den store brevskriver. Men det halve år giver ham lejligheden til at sende breve hjem med tanker og fortællinger om lejrlivet. ”Da jeg kom hjem, fortalte min far, at han kunne følge, at min håndskrift og stavning blev bedre. I dag giver jeg Bosnien skylden for, at jeg lærte at stave og skrive pænt. Jeg har sådan en pigehåndskrift nu.”

For Peters venner kommer korrespondancen som en overraskelse. Han fortæller, hvordan de efter hans hjemkomst er forundrede over Peters breve i postkassen. ”Hvad fanden?! Der kommer et brev fra Peter? Du tænkte på os, mens du var dernede? Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. I er mine kammerater, jeg forlader jer for at deltage i noget andet.

I har været med mig hele vejen, så selvfølgelig sender jeg breve,” siger Peter, der i dag også tænker på sine kammerater, som daglig leder af Veteranhjemmet i Brabrand udenfor Aarhus.