Tekst af Axel Boisen

”FN er et idealistisk projekt, som hele verden ønsker, skal lykkes. Samtidig er den også den største supertanker, du kan forestille dig. Den sejler med en meget lav hastighed i den samme retning hele tiden. Og du kan hverken gøre fra eller til,” forklarer Jacob, der har været udsendt til Kosovo, Kashmir, Mali og Afghanistan. Han har således prøvet både at være ude i en varme krig og i ældgamle stridigheder, hvor FN har været til stede i en menneskealder.

”En dag ringer de og siger, at jeg skulle udsendes for FN til en mission i Kashmir. Jeg havde godt hørt noget om Kashmir, men var ikke helt klar over, hvor det var henne. Det var en mission, der havde kørt siden 1947,” siger Jacob og fortæller, hvor deprimerende og frustrerende det af og til kan være at arbejde i så stor en organisation som FN.

I Kashmir er der intet andet end flot natur i Himalayabjergene. Indien og Pakistan strides om landområderne her og sætter deres folk til at bo der mod at få gratis strøm. En gang hver 14. dag sender det ene land granater ind over grænsen til det andet og smadrer en landsby.

Så kommer FN ned og kan se, at de har overtrådt reglerne i den traktat, de selv har underskrevet.”

Looking & Cooking
Det siger sig selv, at granaterne kræver menneskeliv. Menneskeskæbner, der ender som tal i en FN-rapport. Jacob forklarer:

”I gamle dage kaldte man FN-missionerne “Looking & Cooking”- missioner. Man kunne bare konstatere med kikkerten og sige: “Hov, nu skyder de med artilleri igen.” Og så kan man ellers lave noget mad. Man skulle “Observe & Report”,” beretter Jacob. Frustrationen er dog ikke kun hos FN-soldaterne, men også hos lokalbefolkningen.

En dag efter et stort artilleriangreb kommer der en far med sin fire-femårige datter. Død. Han lægger hende på bordet foran mig og siger noget på urdu, som tolken oversætter til, at han spørger mig, hvad han skal gøre nu? Der sidder du som en 32-33-årig med en klump i halsen. For hvad skal man sige? Jeg beklager? Jeg er ked af det? Undskyld? Så bliver man godt nok glad for at bo i Danmark,” slutter Jacob.