Tekst af Axel Boisen

”Vi har jo ingen tradition for at sende nogle af vores døde soldater hjem. Så jeg gik op for at kigge, så jeg kunne danne mig et indtryk, hvis vi skulle gøre det, fortæller Allan, der som 53-årig bliver udsendt til Afghanistan på Hold 4 i 2004.

Allan har været i Forsvaret, siden han var 16 år, men det her er han ikke blevet trænet til. På dette tidspunkt i krigen i Afghanistan er der kun faldet en soldat i direkte kamphandlinger, nemlig premierløjtnant Steen Rønn Sørensen fra Danske Artilleriregiment på hold 3. Så holdet ved faktisk ikke, hvordan man skal gebærde sig ved den såkaldte ramp-ceremoni.

”Den nation, som havde mistet soldater og skulle have dem sendt hjem, stod tættest ved flyvemaskinen,” forklarer Allan. ”Første gang jeg kommer derned, kan jeg se, hvordan det foregår, og jeg kan gå hjem og fortælle soldaterne: “Når vi nu kommer op her, så er det sådan og sådan.”

Danskerne tættest på flyvemaskinen

Hurtigt går det op for Allan og hans kolleger, at det er alvor. I september måned mister de danske styrker tre soldater fra Den Kongelige Livgarde. De to konstabler Mikkel Keill Sørensen og Thorbjørn Ole Reese bliver dræbt ved egenbeskydning – det der hedder blue on blue – i september, mens major Anders Johan Stæhr Storrud bliver dræbt tre uger efter i kamp.

”Der skulle de danske soldater stå tættest på flyvemaskinen. Det var meget følelsesbetonet med en feltpræst, så en soldat og så kisterne. De bliver båret hen foran flyvemaskinen. Der er stillet nogle bukke op, hvor kisterne bliver sat. Og så bliver der talt lidt af præsten. Der bliver lyst velsignelsen. Og der, hvor jeg bliver ramt hårdest, mens jeg står derude, er da en trompetist spiller “I Danmark er jeg født”.”

Fit for fight

Inden den anden udsendelse, hvor Allan er 56 år, skal han igennem de samme tilstandsprøver som de unge.

”Vi kom jo ikke afsted, før vi havde bestået Forsvarets tilstandsprøver. Så jeg skulle jo gøre nøjagtig det samme, som de unge knægte. Jeg var simpelthen næsten Stallone igen,” siger Allan og hentyder til den amerikanske filmstjerne Sylvester Stallone, der var en stor helt i 80’erne, dengang Allan var på alder med sine nuværende kolleger.

Allan har været i Forsvaret hele sit voksne liv. Han når at fejre sit 40-års jubilæum, mens han træner op til sin anden udsendelse og det kan have sin fordele.

”Jeg var den ældste. Så har man både en militær erfaring, men også en personlig livserfaring, så ser man tingene fra mere end en side. Og man kan godt se, når de unge mennesker er lidt oppe og køre. Så kan man godt gå hen til dem og sige: “Tag det nu lidt roligt…,” slutter Allan, der i dag er pensioneret efter at have taget en cand.mag. i historie.

”Jeg har haft et helt uforglemmeligt arbejdsliv med mange glæder. Jeg tror ikke, jeg har været ked af at gå på arbejde i to eller tre dage i hele mit liv.”