Tekst af Axel Boisen

”Jeg ved, hvordan man passer og malker en ko. Og hvordan man passer planter og får dem til at gro. Det kan en soldat godt læse i en bog, men det er ikke noget, du kan læse dig til,” slår Maria fra Hjemmeværnet fast. Hun har været udsendt tre gange, både som vagt for de danske styrker i Afghanistan og Kosovo og som landbrugsrådgiver i genopbygningen af Afghanistan efter mere end 20 års borgerkrig og krig mod først russere og senere koalitionen med USA i front.

Genopbygning også vigtigt

”Der var rigtig mange poppyplanter, opiumsplanter, i Afghanistan. Og så skal der være noget andet i stedet for. Og det er jo en hel generation, der har oplevet den her krig, så der er gået mange færdigheder tabt,” forklarer Maria.

Maria er formand for Danmarks Veteraner i Thy, Mors og Salling og hun sætter pris på at bliver opfattet som veteran, for det er ikke altid, at Hjemmeværnets kompetencer og indsats bliver set som lige så vigtige som Forsvarets, mener hun. Inden hendes lille hold på tre landbrugskyndige, en tolk og en major tager afsted til Afghanistan i 2013, er der mange, der ikke tror på succesen. Men turen varer i fem en halv måned og måtte gerne være fortsat.

”Vi ville rigtig gerne være blevet der længere. Bare 14 dage længere, bare en dag mere. Vi havde lige fået rigtig gang i det. Og så er det bare ærgerligt, at vi nu skulle hjem.”

Andelstankegangen til Afghanistan

Maria og hendes kolleger viser sig at komme ned og udfylde et rum og en mulighed, som de amerikanske styrker ikke kan navigere i. Danskerne er dårligere udrustede og har færre penge med. Blandt andet kan de ikke betale folk for at møde op til deres kurser, så de er nødt til at levere noget, som afghanerne kan bruge i deres hverdag.

”Jeg plejer at sige, at afghanere er lidt ligesom vestjyder. De er meget pragmatisk anlagte, og hvis de kan få noget fornuft ud af det, skal de nok dukke op. Til forskel fra amerikanerne har vi danskere lidt ydmyghed, og vi spørger lige afghanerne, hvad det egentlig er, de har behov for. Og jeg tror også, at det var derfor, at afghanerne tog rigtig godt imod os,” siger Maria.

Hvis du vil se mere om danske indsatser hos lokalbefolkningen, så kan du blandt andet se filmene ”Krydser aldrig den samme bro”, ”For dansk”, ”Kogte børn”, ”Hearts and minds”, ”Adrenalin og fællesskab”, ”Helvedsår” og ”AK 47 og fulde folk”.

Danmark er et landbrugsland, der rejser sig efter krigen i 1864, hvor vi taber halvdelen af vores bedste landbrugsjord til Preussen. Noget må vi gøre og går sammen om at udnytte det sidste vi har tilbage på bedst mulige måde. Idéen om at gå sammen i andelsbevægelser slår rigtigt igennem og mange tusind små andelsslagterier, andelsmejerier, frysehuse, højskoler og meget andet skyder op. Det hele bliver samlet i ordene ”Hvad ud ad til tabes, skal ind ad til vindes”, et slagord i kampen for et genrejse sig selv og optimere på mulighederne.

Og det er med den baggrund, at Maria og hendes hold vejleder afghanerne, der selv står med et stort potentiale efter den lange krig. ”Vi snakkede meget andelsbevægelse med dem. Det havde ingen gjort, og vi fik lov til at arbejde på en helt anden måde. Vi opfandt lidt selv vores eget arbejde,” beretter Maria.

Imponerer amerikanerne

Amerikanerne har mange penge med til genopbygningen, men svært ved at komme ud blandt lokalbefolkningen. Omvendt har danskerne ingen penge med, så de må satse på det brugbare i deres undervisning.

”Vi fik en enorm anerkendelse af amerikanerne. Både det amerikanske landbrugsministerium og den amerikanske ambassade. De var dybt imponerede over, hvad vi opnåede på et halvt år. Det var mere, end de havde gjort i de fire år, de havde siddet dernede,” slutter Maria.