Tekst af Axel Boisen

”Du løser ikke alle konflikter med magt. Man kommer meget længere med forhandling. Du skal kunne forhandle med alle parter, selvom deres ideologier er milevidt fra hinanden,” siger Hans Jørgen, der har været udsendt to gange til Cypern og to gange til Eksjugoslavien.

Politi fra flere lande

I dag er han pensioneret efter et langt liv som politimand både herhjemme og i udlandet. Oplevelserne på Cypern i 70’erne og særligt i Kroatien i 90’erne lærer Hans Jørgen om samarbejdets og forhandlingens fornemme kunst.

”Det var jo politifolk fra 22 forskellige nationer, som skulle samarbejde. Og det var noget nyt for mig,” forklarer Hans Jørgen om tiden i Kroatien.

Her ender han som sektorchef i den nordligste af de fire FN-sektorer i Kroatien, Sektor Nord. Danskerne skal hjælpe til med at afmilitarisere og afvæbne befolkningen, efter at parterne i 1992 har indgået en våbenhvile. Det arbejde bliver ikke nemmere af, at kollegerne fra eksempelvis Polen og Nigeria dels kommer for sent derned og dels taler dårligt engelsk.

”Der var betjente fra Egypten, Nepal, Brasilien og sådan kunne der jo nævnes mange. Ikke fordi vi var de bedste, slet ikke. Men jeg fornemmer, at vi havde nogle kvaliteter, som gjorde, at vi havde nemmere ved at løse opgaven mere professionelt,” siger Hans Jørgen.

Bevæbnet med ord

Jugoslavien går fra at være seks lande samlet i en republik holdt sammen af den stærke leder, præsident Tito, til at være syv forskellige stater. De skal til at ordne alle de administrative opgaver selv uden at diskriminere mellem fjender og venner. Og her er de 40 danske politifolk centrale for ordentligheden. For på trods af bankskandaler og problemerne i Skat, så er Danmark et af de mindst korrupte lande i verden og den danske politistyrke den mest ubestikkelige.

”Vi skulle monitorere, at der ikke skete nogen diskriminationer af befolkningen, at menneskerettighederne blev overholdt og rapportere tilbage i systemet, hvis der var nogen brud på aftalerne,” forklarer Hans Jørgen.

Man kunne tro, at en befolkning, der indtil for ganske nyligt havde slået hinanden ihjel, kun ville have respekt for en stærkt bevæbnet politistyrke, men det er helt omvendt.

”Politiet var en ubevæbnet styrke. Du må mentalt indstille dig på, at sådan er det. I stedet for at eskalere situationen, så få situationen dysset ned. Der opfattede jeg, at vores situation var bedst egnet til det, fordi vi ikke var bevæbnet,” slår Hans Jørgen fast og slutter:

”Jeg tror det ligger i vores DNA – ikke mindst i vores uddannelse. Og den erfaring vi havde med i rygsækken.”