Tekst af Axel Boisen

”Så det var også en opgave for mig som præst at sige: ”Hov hov! Nu skal vi lige passe på. Nu skal vi ikke gøre det her, vel?!”

John er feltpræst og har været udsendt fem gange til både Kosovo, Afghanistan og Libanon. I Afghanistan kommer han helt tæt på Talebans psykiske påvirkning af sindet, troen og næstekærligheden.

Hævnen kribler i fingrene

19. september 2009 bliver den 23-årige konstabel Steffen Bloch Larsen fra Den Kongelige Livgarde skudt på en patrulje i Green Zone i Helmand-provinsen. Og dette direkte drab bringer naturligvis sindene i kog, forklarer John.

”Hvad tænker soldaterne? Hvad tænker man, når Steffen er blevet slået ihjel? Man tænker jo, at det er uretfærdigt. Hvad tænker man udover det? Man tænker ligesom… – fingrene de kribler. Fordi der er noget, der hedder hævn.”

Steffens kammerater udtrykker stor kærlighed i mindeordene:

”Vores ven, Steffen, var en meget positiv, empatisk og hjælpsom person, der altid drog omsorg for andre før sig selv. En person, der altid gav mere, end hvad han forlangte af andre.” Og med kammeraternes viden om, at hjemme er hans nygifte kone blev gjort til enke, gør ikke situationen mere logisk.

Vrede flytter fokus

John oplever selv vreden. ”På et tidspunkt om morgenen, så står tidligt jeg op. Drikker kaffe. Går op ad en skråning, hvor der kunne holde et køretøj og observere ud over Green Zone. Mens jeg står der med min kaffe i hånden og en smøg i den anden hånd, kommer der en afghaner kørende på en traktor. Så tænker jeg, ja. Hævn,” beretter John ærligt.

Og det er det sidste der må ske for så har Taleban vundet og den afsindige vrede taget over.  

”Hvad sker der, når vi begynder at tænke på hævn? Så sker der det, at vi begynder at flytte fokus. Vi bliver uopmærksomme. Vi begynder at pille vores egen menneskelighed fra hinanden.”

Skråplan

John forklarer, at det ikke giver mening som repræsentanter for et verdenssamfund, der ønsker at hjælpe til større demokrati og menneskelighed at føle og agere på hævnen. For eksempel bare at skyde igen på alt, hvad Taleban gør, og besvare en ild, uden at vide præcis hvor den kommer fra.

”Vi risikerer at slå nogle mennesker ihjel, som er harmløse. Og det er lige præcis det, som Taleban går efter. Vi skal ikke give køb på vores egen menneskelighed. For så har de fået os ned på et sted, hvor de ønsker, at vi også skal være.”

Som kristen skal man ifølge Jesus’ bjergprædiken vende den anden kind til, hvis man får en lussing. Det giver i dag som den gang god mening i et demokratisk samfund ikke bare at eskalere volden, og det var hensigten med den prædiken. Men giver det mening i Afghanistan. Verdens, ifølge FN, værste land at vokse op i? Det kan være svært at afgøre, og derfor har John mange samtaler med soldaterne om netop dette.

”Så gav det jo rigtig god mening at være derude blandt de unge mennesker, som havde brug for at have et andet menneske udenfor systemet. Som kunne hjælpe dem med at få styr på tilværelsen, når den var væltet. Jeg kunne jo også have den funktion, der gik ud på at sige, så nu klapper vi lige hesten. Nu tager vi den lige lidt med ro,” slutter John.

Se eventuelt også filmene ”Serberne løj, Kroaterne dræbte” og ”Bedre end tyskerne?”, der diskuterer kærlighed og tilgivelse fra to andre krige.