Tekst af Axel Boisen

”Jeg føler ikke, at det er mit ansvar, at han er død. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Og det er det, som jeg har prøvet at holde fast i,” siger Carsten, der er befalingsmand i de danske Danbat-styrker, som er en del af FNs fredsbevarende styrker i Krajina i de nuværende Kroatien. Da der ikke er fred, er der ikke noget fred at bevare, og de danske styrker er meget udsatte. Patruljer kører på miner, og da kroaterne vil generobre det land, serberne har taget, foregår det hen over de danske styrker. Hvis du vil se mere om denne tid, så se ”Så døden i øjnene” eller ”Held i blodigt uheld”

Sergent Claus Gamborg bliver dræbt af en kroatisk granat i starten af august 1995 og en måned senere dør de to danske konstabler Robin Bargholz og Michael Madsen ved et serbisk artilleriangreb på den danske base i Dvor. Carsten er helt tæt på disse hændelser.

”Jeg prøvede at finde noget mening i, at det var sket. Vi havde også nogle andre episoder, hvor der kunne være røget 20 mand, hvis et missil var landet få meter anderledes.”

Velkommen hjem og farvel
Carsten kommer hjem fra sin udsendelse med en del ubehagelig ting i baggagen, men det danske Forsvar var ikke vant til, at dets ansatte havde de slags oplevelser med sig hjem. Der var godt nok mulighed for at tage en samtale med en psykolog, men det var ikke koordineret og fik ikke meget opmærksomhed for de hjemsendte soldater.

”Vi pakkede sammen og tog hjem et par uger efter, og så havde man noget fri. Så kom man ned på kasernen og afleverede sit tøj, for de var FN-enheder. Og så havde man sådan en seance nede i auditoriet med, at dem som har brug for psykologhjælp, de lige kan række hånden op, og så kan de gå ned i glasværelset bagefter og snakke,” fortæller Carsten.

Den hurtige opsplitning af de enheder, der har været afsted, er ikke en god idé. Fra 2008 har man holdt enheder sammen i 3 måneder efter hjemkomsten, for at give tid til at få bearbejdet oplevelserne sammen med dem, man havde dem med.

Carsten tager ikke imod tilbuddet og psykologhjælp.

”Jeg sidder heller ikke og siger nu, at jeg skulle have været til psykolog. Det kunne godt være, at det havde hjulpet at få taget toppen, og lige få sat nogle ting på plads. Det havde måske været meget rart.”

Veteranpolitikken
Som årene er gået efter krigene på Balkan, har flere danske udsendte fået psykiske problemer. Nogle har fået diagnosen PTSD og særligt de, der deltog i de første år fra 1992-1995 lider under, at de ikke kunne svare ilden igen. Som en oberst Jørn Jensen for Danbat skriver i et digt i 1995:

Du elske din næste.
Hvordan kan man elske dette folk, når man har set de myrdede børn henslængte i vejsiden?
Hvordan kan man tro på nåden og barmhjertigheden, når man har set serbiske kampvogne
køre hen over flygtningebilen med den lille familie, der med de sidste fattige ejendele forsøgte at undslippe vanviddet?

Det er den slags oplevelser, som betyder, at Forsvaret i 1997 tilbyder alle, der har været udsat for ”traumatiserende hændelser eller har problemer med at tilpasse sig igen efter en udsendelse”, kan få psykologbistand. I 2003 indfører Forsvaret tvungen samtale med en psykolog, når man kommer hjem.

Hvor er anerkendelsen?
Men for Carsten ligger der stadig et behov for anerkendelse fra Forsvarets side.

”Der er egentlig aldrig nogen fra Forsvaret, der har sagt til mig, at det var godt eller du skulle have gjort noget andet. Så tænker jeg, at der er virksomheder der er bedre til at vejlede og tilrettevise deres medarbejdere,” slutter Carsten, der forlader Forsvaret for et job i Brandvæsenet, men som forbliver reserveofficer.

”Selvom firmaet måske ikke håndterede mig eller gjorde det optimalt, så er jeg ikke blevet skræmt af missionen. Og deltage i Gud, Konge og Fædreland – det er stadig en del af mit DNA.”