Tekst af Axel Boisen

”De vidste ikke engang, hvordan de kom ind i en bil,” fortæller Hans-Henrik om lokalbefolkningen i Afghanistan. Han har været udsendt syv gange som sygeplejer og kommer derfor helt tæt på de lokale, når det danske forsvar skal udføre ”Hearts & Minds”-missioner. De missioner handler om at vinde lokalbefolkningens tillid, ved at man tilser og behandler skader hos civile i det område, man opererer i.

Uvidende behandling

”En yngre mand i starten af 20’erne kommer ind med sin arm, der var helt rådnet væk. Han havde været på en lokal klinik, for hans arm og ben var brækket. Så havde de lagt en forbinding på, og den var strammet for hårdt. Så armen og benet var fuldstændig rådnet, så han skulle ind og have det amputeret,” fortæller Hans-Henrik.

Det er ikke kun fejlbehandlinger, som de danske læger og sygeplejere tager sig af. De tilser en lang række sygdomme, som ikke findes længere i Danmark, eller som ville være blevet opereret på et meget tidligere stadie.

”Dernede får det jo bare lov til at udvikle sig. Hvis du har en kræfttumor, så vil du måske få fjernet den herhjemme i Danmark. Dernede kan den jo vokse til en kæmpebold,” forklarer Hans-Henrik.

Hvis du vil vide mere om, hvordan det danske forsvar bruger hjælp til lokalbefolkningen i strategisk øjemed, så se også filmen ”Hearts & Minds”, ”Vestjyske afghanere” eller ”4 vestlige jomfruer”.

Pisk eller gulerod

Lige fra første dag af den amerikanske mission i Afghanistan søger man at vinde tilliden hos lokalbefolkningen. I starten smider man mad ned i de områder, hvor krigen foregår. Danmark, der har været med fra starten med amerikanerne, er dels meget aktive i områderne sydpå, hvor de hårdeste kampe er, og dels hjælper de til oppe nordpå, hvor der er så godt som fred. Man bygger skoler, broer og sørger for, at piger kommer i skole, hjælper med landbrugsekspertise og tilser syge og sårede.

De amerikansk-kontrollerede områder som for eksempel Helmand-provinsen, har store udfordringer. Taleban straffer dem, der modtager hjælp. Missionerne blandt de lokale er oplagte mål for Talebans angreb. Og bombetogter og natlige missioner mod terrorceller gør kun stemningen værre for de vestlige styrker. I den tysk-kontrollerede Badakhshan-provins, er det anderledes. Traditionelt deltager de tyske tropper ikke i kamphandlinger. Og arbejdet kan foregå og bære frugt, uden at der er den samme trussel mod dem, der giver og modtager hjælpen. Men der er langt igen, som Hans-Henrik viser:

”Der fik man set det rigtige Afghanistan. Hvordan tingene var.Man skal huske på, at Afghanistan har jo aldrig kendt til andet. Så det var en helt anden verden, de kom til. For eksempel når vi hentede nogle af de dårligt gående i den tyske ambulance, havde de aldrig siddet i en bil.”