Tekst af Axel Boisen

”Vi kan være venlige eller være vanvittig voldelige,” siger Niels om de danske soldater. Han er forfatter, politiker og har været udsendt som soldat tre gange. Han kender forskellen på vold i Irak og Afghanistan ud fra egne erfaringer. Og han har lært at forstå, hvorfor volden er så central i Mellemøsten.

”Mange i Danmark kan ikke forstå, hvorfor de slår hinanden, eller hvorfor de er så korrupte? Hvorfor er de så religiøse? Hvis du lever i et land, hvor vold er den måde, man interagerer med hinanden på, så duer det ikke at starte et liv, hvor du ikke er i stand til at håndtere vold. Både at give det og modtage det,” forklarer Niels.

Vold som opdragelse

Slag og smerte er en naturlig del af opdragelsen for mange mennesker i lande som Afghanistan og Irak. Denne ”voldens pædagogik” betyder ikke, at alle forældre i de lande ikke elsker deres børn -nøjagtigt så meget som forældre på vores breddegrader. Det er derimod et udtryk for, at forældrene opdrager deres børn til at kunne håndtere volden i hverdagen. Fordi den er langt mere synlig og accepteret end herhjemme.

”Jeg var på vagt engang i Afghanistan oppe i et vagttårn. Nedenfor er der to afghanske grupper – lokalt politi og noget landevejsrøverpoliti. De er oppe og skændes med hinanden. De kommer op og slås og banker hinanden med vekselpiberne til deres maskingevær. Der var også nogle, der fik slået nogle tænder ud. Så er der en, der begynder at skyde ned i jorden. Så holder de op igen. Det tager dem fire-fem timer at accelerere,” beretter Niels.

Den slags sammenstød ville i Danmark have givet et større opbud af politifolk, breaking news på nyhedsmediernes hjemmesider og indslag i TV-avisen. Men i Afghanistan er det hverdag. En hverdag som den danske soldat, Niels, ikke kan forholde sig til og derfor er tæt på et overreagere på.

”I det øjeblik de begynder at skyde, der tager jeg ladegreb på mit maskingevær. Og jeg tænker, at hvis de bare kommer til at skyde i retning af mig, mejer jeg dem allesammen ned. For det er sådan, jeg er trænet. I vores samfund har vi kun to indstillinger: ”Smile and wave”, eller vi kan slå dem allesammen ihjel.” Se eventuelt Niels anden film ”Usårlig”.

Folk står stadig op om morgenen

Irak og Afghanistan er nogle af de lavest-rangerede lande på FN’s liste over, hvor udviklede landene er indenfor demokrati, sikkerhed, tryghed, uddannelse osv. Øverst ligger Norge, Danmark er nummer 11 og nederst ligger de afrikanske lande. Det er de værste steder at vælge forældre. Fødes du her, fødes du med den mindste sandsynlighed for, at du kan udfolde dit talent og få et lykkeligt liv. Det første ikke-afrikanske land på listen er Afghanistan. Og det skyldes korruption, fattigdom, manglende jobs, naturens voldsomhed, manglende ligestilling og så videre.

”Det er svært for os danskere at forestille os at leve i et anarki, hvor du ikke kan ringe efter en myndighed. Hvor der ikke er nogen, der kommer, hvis der har været indbrud. Eller nogen, der overfalder din familie. Og i sådan et samfund, fungerer det alligevel. Folk står op om morgenen og gør deres ting,” siger Niels, og slutter:

”Jeg lærte, at vi nok ikke er så forskellige. Og at mange af de evner, som vi synes, er ret ubrugeligt i vesten eller Danmark, de er nødvendige for at overleve sådanne steder.”