Tekst af Axel Boisen

”I Odense stod jeg af toget. Gik over perronen. Satte mig ind i et andet tog og kørte tilbage. Og ganske rigtigt, da jeg kommer ud på mit skib, sidder skibsledelsen allerede og har fået besked på, at vi skal sejle.”

Sådan oplever Gustav den helt usædvanlige situation, at danske soldater bliver sendt i krig for første gang 150 år. Han er ansat i flåden, hvor han har været halvdelen af sit liv på dette tidspunkt.

”Jeg har sådan en lille radio i toget og hører, at Folketinget har besluttet at udsende en korvet til en koalitionsoperation under FN. Og så var jeg simpelthen bare klar over, at det bliver vores skib, der skal afsted,” erindrer Gustav.

Golfkrigen

Den danske befolkning har på dette tidspunkt ikke rigtigt noget forhold til Forsvaret. Der er en generel antimilitaristisk stemning. Og den danske udenrigspolitik er præget af næsten 150 år med neutralitet, der dog siden indtrædelsen i NATO er blevet blødt noget op. Derfor kommer det som en meget stor overraskelse for ham og hans kolleger, at der er et større opbud, da korvetten Olfert Fischer forlader flådebasen i Københavns havn for at deltage i NATOs indsats i den Arabiske Golf.

Olfert Fischer

Skibet er opkaldt efter den danske chef for flåden, der i 1801 afholder den engelske flåde fra at smadre den danske ved Slaget på Reden uden for København. Historisk set betragtes kampen mod den overlegne engelske flåde, som en halv sejr mod Lord Nelson. Måske den sidste sejr det danske forsvar kan komme op med på dansk jord. Siden da mister vi Norge, det meste af Slesvig, samt Holsten og Lauenborg. Og vi bliver en lille ubetydelig spiller på det europæiske militære landkort. Men det skal i 1991 være slut nu, hvis man skal tro jubelen, der er på kajen.

”På vej ud gennem Københavns havn ser vi hundredevis af små fartøjer. Joller. Robåde. Kajakker og slæbebåde. Som hilser os og som ønsker os god rejse.Over på Amaliekajen og Toldboden og Langelinie står tusindvis af danskere med bannere, og råber hurra, og ønsker os god rejse. Hårene rejser sig på armene af mig, bare jeg taler om det,” fortæller Gustav.

”Det havde vi aldrig troet, vi skulle opleve.”

Forsvaret i nyt lys

Gustav starter i Søværnet, da han er 16 år gammel, i øvrigt ligesom Olfert Fischer i sin tid også gjorde det. Flåden har op igennem firserne trænet i at skulle indgå i forsvaret af Danmark ud fra en trussel fra den gamle fjende Sovjetunionen og Warszawa-pagten i øst. Men siden pagtens og unionens opløsning, er den trussel væk.

”Det der med at gå på gaden og fortælle, at man var ansat i Forsvaret. Eller at tale med sine civile venner og så var bemærkningerne: “Jamen, hvorfor vil du det? I er jo krigsliderlige.” Eller “Der er et eller andet galt med jer.” Man gik ikke på gaden i uniform. Folk kiggede lidt skævt til en,” erindrer Gustav, der i dag har en af de højeste grader i Søværnet som myndighedschef.

Med udsendelsen til Golfen får det danske forsvar muligheden for at vise sig selv, politikerne og udlandet, at vi kan noget. Mens Olfert Fischer er afsted, anerkender Danmark som det første land de tre baltiske landes selvstændighed efter Sovjets opløsning. Og året efter sender Danmark 940 mand til den internationale styrke på Balkan. Men det hele starter med korvetten, som er afsted i over et år.

”Det imponerer ganske mange nationer, også USA, at Danmark er med hele vejen igennem. Vi kom først hjem i september 1991. Hjemme i Danmark forstår man, herunder især Folketinget, at det her kan vi godt. Den opgave kan vi godt påtage os,” slutter Gustav om et afgørende øjeblik i dansk forsvars- og udenrigspolitisk historie.