Tekst af Axel Boisen

”Det er ligesom et amerikansk fængsel. Geværerne peger bare ud af,” griner Hans Peter. Han er 59 år, da han i 2017 bliver udsendt til Afghanistan for at være med til at bygge den afghanske hær op.

Det første, der møder ham, er konsekvenserne af den lange krig – nemlig den beskyttelse som vestlige rådgivere, soldater og civile er nødt til at have hele tiden.

”Man er fuldstændig spærret inde på basen og kan gå rundt i den i en uge, hvis man ikke kommer ud og køre. Og bliver sådan helt mærkelig, for det er inde midt i Kabul. En gammel handelsby igennem 3000 år,” fortæller HP, som han kaldes.

Millionbyen Kabul bliver ikke sjældent udsat for selvmordsbombere, der kræver 100-vis af lokale ofre. Og som vesterlænding er du i fare for at blive kidnappet, hvis du bevæger dig ud i byen. Det har selvfølgelig en direkte betydning for dagligdagen som udsendt.

”Man kører igennem byen i pansrede køretøjer. Kigger ud gennem de beskyttede ruder, næsten med tremmer for. Og kigger på et mylder af folkeliv, hvor der er mennesker overalt. Men du kommer ikke ud og røre ved det. Det måtte vi jo ikke,” beretter Hans Peter.

Det afghanske samfund er fra gammel tid organiseret i en masse stammer, der handler med hinanden og gør hinanden tjenester. Landet har været i krig i 40 år, så hæren er mere end 10 gange større end hele det danske forsvar. Til gengæld er mange af de øverst placerede så gamle, at de er uddannet af den russiske hær. Og deres læringsprincipper handler om, at du kun gør præcis, hvad du får at vide. Meget langt fra den flade og selvstændige struktur, der er kendetegnende for det danske forsvar. Så der er nok at tage fat på. Og nok at vænne sig til.

”Jeg så et hav af projekter, der var gjort i den bedste mening, men som ikke hang sammen. Fordi man skal tage udgangspunkt i, hvad afghanerne har behov for, og som de efterhånden kan overtage og håndtere selv,” vurderer Hans Peter. I dag arbejder han med forsvars- og sikkerhedspolitiske analyser på Center for Militære Studier. 

Ting tager tid

Det handler om det lange seje træk. Om at have tid. Og det har man ikke som udsendt. Man er afsted i 6 måneder, og det betyder, at der konstant er en udskiftning af rådgivere og eksperter, hvilket er frustrerende for alle ikke mindst lokalbefolkningen. De prøver i starten af hælde alle problemerne over på den nye og energiske rådgiver, for måske at få ham til at fixe problemet.

”Man vil gerne gøre en forskel, og så prøver man at hjælpe med at løse problemerne. Så finder man ud af, at det nytter nok ikke, at vi løser problemerne for dem, fordi så flytter de sig jo ikke,” forklarer Hans Peter.

Amerikanerne har været i området siden 2001. Det betyder, at der er en lang række private firmaer, der løser opgaver for det amerikanske udenrigsministerium. Og selv om de kan blive længere på opgaven, så er der også et problem med disse.

”Der er også nogle, som har prøvet at overbevise præsident Trump om, at private contracters kan gøre det meget mere effektivt. Men når man kiggede under overfladen, så var det deres egen interesse, der var fokus,” forklarer Hans Peter og slutter:

”Min største læring er, at man skal arbejde med deres processer og procedurer, men det tager bare tid. For det er ikke noget du ændrer på en formiddag.”