Tekst af Ann-Christina Salquist

Alexandar har flere udsendelser bag sig. Som ganske ung var han afsted tre gange som en del af den stabiliseringsstyrke, der var indsat i Doboj i Bosnien-Hercegovina. Styrkens opgave var at sikre freden i den tidligere jugoslaviske delrepublik.

Når man er udsendt, er én af de ting, man lærer hjemmefra, at tage ladegreb, når man forlader lejren. Mantraet er, at man skal være klar til at være klar. Men for Alexandar var det anderledes.

Hvor tager en ung mand afsted?

Krigene på Balkan var første gang, hvor NATO for alvor trak i arbejdstøjet og gjorde en aktiv indsats for at sikre freden og den sikkerhedspolitiske situation i medlemslandenes nærområde. For Alexandar, der er vokset op i et hjem, hvor der er brugt meget tid på at se nyheder, læse avis og snakke om, hvad det er, der foregår i nyhederne, var det ikke overraskende for forældrene, at deres søn ville ud og gøre en forskel.

Mine forældre har altid været meget positive over, at jeg har været afsted. På en eller anden måde kan jeg være imponeret over, at mine forældre ikke har taget det værre, end de har.

Og for Alexandar gav det mening at tage ud. ”Jeg føler jo virkelig, at vi har været nede og gøre et godt stykke arbejde”. En af de ting, som Alexandar gjorde til en fast vane, når de var ude og forhandle med de lokale, var at tage magasinet ud af sit våben. ”For ligesom at vise overfor dem, vi er kommet i god ro og fred”, forklarer Alexandar.

Fedt med fred

Selvom man har trænet hjemmefra og er klar til at være klar, så er det ikke det, der tænder Alexandar. ”Det har aldrig rigtig tændt mig, det der med, at vi skal ud for at slå ihjel”. Som han selv forklarer det, så er det sted, hvor han har brugt sit våben mest, skydebanen.

Og derfor valgte han modsat mange andre ikke at tage ladegreb på sit våben, når han kørte ud af lejren. ”Det kan jeg gøre på det tidspunkt, hvor det bliver nødvendigt”. Og han sætter i dag stor pris på, at han ikke har stået i en situation, hvor han skulle vælge mellem sit eller et andet menneskes liv.

”Jeg er ikke skuffet over ikke at have været i kamp. Men glad over netop det her med at have haft muligheden for på en fredelig måde at være med til at genopbygge et land”, slutter Alexandar.