”Uha, jeg har stået og skudt med en Gatlingkanon ud af en amerikansk helikopter ned på nogle biler! Det er det vildeste jeg har prøvet,” fortæller Peter om jobbet som soldat.
Tekst af Randi Egeskov Bødker
Det er bare et job som soldat. Faktisk er det først, da Peter sidder i flyveren på vej ned til missionen, at han sætter de ord på det, der er Peters job de næste seks måneder. Han skal gøre, hvad dem med flere stjerner på skuldrene fortæller ham. Det er det han får sin hyre for. Og han elsker det arbejde!
Peter har været udsendt til Bosnien, Kosovo og er med på Hold 1 i Irak. Han er oprindelig uddannet smed, men har de sidste år været leder af Veteranhjemmet i Brabrand indtil udgangen af 2018.
Peter tilhører den første generation af danske soldater, der siden 2. verdenskrig blev sendt ud i krig og kriser i starten af 1990´erne. Han har stået på Austerlitz-broen i regnen af brosten mellem serbere og albanere, og han har været med i forreste linje mod Saddams styrker. Se Peters film ”Hverdagen er fucking vild”
Børnene fik far til at stoppe
Da Peter får børn, føler han ikke, at han kan forsvare at være væk i halve år ad gangen – og dermed stopper Peter sin militære karriere. ”Ellers var jeg nok blevet i systemet”, fortæller Peter. I filmene ”Forsvaret før familien”, ”Stolt af far” og ”Folk bliver slået ihjel”, får du nogle flere perspektiver på det at have familie og lade sig sende ud.
Peter trækker ikke en kappe på, når han er soldat, eller når han er far eller som leder af veteranhjemmet i Brabrand for at blive et bedre menneske. Peter føler ikke, han skal gøre sig om, for at gå ind i et rum og møde nye mennesker. Peter er Peter, altid.
Men Peter har nogle oplevelser, som måske ikke alle kan relatere sig til – og det kan føles som en stor forskel.
Det vildeste!
Falder snakken i civilt regi på hvilke vilde ting, man har prøvet som person – og folk taler om strandbuggy i klitterne og lignende, ja, så svarer Peter ærligt, når han får spørgsmålet om, hvad det vildeste er, at han har prøvet. ”Uha, jeg har stået og skudt med en Gatlingkanon ud af en amerikansk helikopter ned på nogle biler! Det er det vildeste, jeg har prøvet,” fortæller Peter. Så forstummer snakken en smule – for det er svært at relatere sig til for civile. Men Peter tager oplevelsen med sig – som et fedt minde – ikke som noget, der gør ham til et større og bedre menneske end alle andre.
Peter vil altid kigge tilbage på sin soldatertid med stolthed, og det går op for Peter, hvad han kan sige til sine børn en dag: ”Da jeg var soldat, kan jeg love jer for, at jeg har prøvet nogle vilde ting! ´For Dronning og Fædreland´”.
Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept