Tekst af Randi Egeskov Bødker

”Altså man kan vente, til man bliver prikket, eller man kan melde sig selv. Og så fandt jeg et naturskøntsted i verden, som jeg tænkte, at hvis jeg skal afsted nu, så skal det være dér”, fortæller Flemming om det smukkeste hjørne i verden.

Flemming har været i Hæren siden værnepligten og blev første gang udsendt til Kroatien som bare 19-årig. ”Det var en del af oplevelsen at skulle ud og opleve verden. Måske også med en form for ideologi om, at jeg kan gøre en forskel. Det tror jeg måske også lå i det”, erindrer Flemming.

Tæt på

I Kroatien oplever han på tætteste hold et pileskud, der går gennem beskyttelsesbunkeren. Der er flere sårede og to danske soldater dør. Faktisk er det Flemmings værelseskammerater og Flemming må herefter se to tomme senge i sin FAB (beboelses-container). Den yderste konsekvens har været tæt på, men Flemming har håndteret det okay, hvilket han også reflekterer over. ”Jeg har tænkt på, om jeg er en kold skid? Men det synes jeg faktisk ikke jeg er”.

Se også Tom fortælle om samme hændelse i ”Held i blodigt uheld”.

Med NATO til Faizabad

Hjemme igen stifter Flemming familie, mens han uddanner sig på sergentskole og officersskole. 10 år og yderligere to udsendelser til hhv. Bosnien og Irak er gået siden første udsendelse, og han bliver enig med sin hustru om at lade sig udsende, mens børnene er små. For udsendes skal han på et tidspunkt i jobbet som professionel soldat.

Flemming undersøger mulighederne og finder et anderledes hjørne af Afghanistan, hvor opgaven er fredsbevarende. I 2008 udsendes Flemming således til provinsen Badakhshan med hovedbyen Faizabad i det nordøstlige hjørne af Afghanistan. Sammen med en tysk enhed skal de sikre at freden består og understøtte udviklingen af vigtige samfundsstrukturer.

”De kørende patruljer kørte jo ud i det fjerneste hjørne af den her provins for at besøge den næste landsby, og den næste landsby og den næste landsby, for at vise, at vi er tilstede og bevise, at NATO var tilstede i hele Afghanistan”, fortæller Flemming.

Burka, burka ikke – store forskelle i samme land

Dér langt væk fra det meste og alligevel et smukt sted med bjerge og en grænseflod, der skærer igennem landskabet, oplever Flemming dels hvor fattigt og primitivt samfundet er med kvinder i burka og pigebørn, der ikke går i skole, dels hvor forskelligt de små samfund lever.

For tæt på floden og dermed på grænsen til Tajikistan, er der landsbyer, hvor kvinderne ikke bærer burka og alle børn går i skole. Så selvom de bor i Afghanistan, spejler de sig mere i livet nord for floden. Landsbyboerne kan med næsten bare fødder på jorden spejde over floden og se asfaltveje med gadebelysning og små butikker. Floden er bred – og de kan ikke komme over…

Det er svært, når man har børn

Flemming er glad for livet som soldat og stolt af at være udsendt, men samtidig opmærksom på, at hjemme i Danmark tager Flemmings hustru sig af parrets to børn, fuldtidsarbejde og et hus med have – og Flemming konstaterer, at selvom han er betaget af at være i så smuk en del af verden, så er det stadig med en dårlig samvittighed over ikke at være hjemme. Det har været hårdt for hans kone, uden tvivl.

”Det synes jeg er en svær udfordring. Jeg synes ikke det er nemt at være udsendt, når man har børn”, slutter Flemming.

Se også Hans-Henrik fortælle om sine oplevelser som sygeplejer i Faizabad, Afghanistan