Tekst af Ann-Christina Salquist

Den 21. februar 1992 besluttede FN´s sikkerhedsråd at sende fredsbevarende styrker afsted (UNPROFOR). Først til Kroatien for at sikre freden mellem den kroatiske løsrivelseshær og det serbisk besatte Krajina-område, og senere blev dette udvidet til også at dække Bosnien-Herzegovina, Serbien-Montenegro og Makedonien.

Bubby var på Balkan i 1995, hvor den fredsbevarende mission UNPROFOR havde stået på i en årrække.

Over en længere periode forsøgte det internationale samfund at forhandle fred mellem de stridende parter, men det var ikke muligt. De tre parter, bosnier, kroatere og muslimer kæmpede nu alle imod hinanden i den bosniske krig. Og midt i alt det kørte Bubby ud med livsvigtige fornødenheder til lokalbefolkningen.

Convoj af forsyninger

En af de ting, som Bubby kørte rundt med, var drivmidler – diesel til at sikre, at generatorer kunne give varme, strøm og dermed lys til landsbyens huse, byens skoler eller hospitaler. Så når han og de andre kom ud, blev de altid taget godt i mod.

At bevæge sig uden for lejren var ikke kun forbundet med en risiko, men også en overvældelse af at se de store ødelæggelser, som kampene mellem de stridende parter havde medført.

”Jeg vælger selv at tage den første tur. Og se den ødelæggelse. Det er bare… helt vanvittigt oppe i Kostajnica har de sprunget en bro i luften. De har… man kan se, at alle de steder, de har været igennem, der har de simpelthen splittet byerne ad. Der ligger inventar og døde husdyr over alt,” fortæller Bubby.

Fra fredsbevarende til fredsskabende og retur

I midten af 90´erne ændrer FN mandat (Se: Danmark slog i bordet), og med denne noget mere aggressive stil fra NATO´s og det internationale samfunds side var med til at presse de bosniske serbere til forhandlingsbordet, og med underskrivelsen af Dayton-aftalen, d. 14. december 1995 i Paris, var krigen i Bosnien-Herzegovina officielt slut.

Krigen kostede over 100.000 mennesker livet og drev over halvdelen af landets befolkning på flugt, enten som internt fordrevne eller som flygtninge i udlandet. Se Adnans fortælling ”Krudttønden” om at flygte 24 timer før han og hans familie ellers ville ryge i koncentrationslejr.

For at konflikten ikke skulle blusse op igen i det traumatiserede land, oprettede man to internationale missioner til at sikre, at aftalen blev implementeret og landet stabiliseret. Disse blev kendt som IFOR (implementation Force)og SFOR (Stabilization Force).Begge var de ledet af NATO og fik størstedelen af deres bidrag fra NATOs medlemslande.

Link til andre film:

Serberne løj, kroaterne dræbte

Lig i floden