Hold I
“Og så tænker jeg, hvor er jeg lykkelig over, at jeg bor i det her fantastiske land”, understreger Lasse.
Del fortællingen med dit netværk
Tekst af Ann-Christina Salquist
Da Lasse skulle udsendes igen, sagde han ja på stedet – det var først efter, at han havde sagt, ja, at det gik op for ham, at han skulle afsted på hold I til Afghanistan.
At være udsendt som det første hold til et fremmed missionsområde, hvor russerne i sin tid måtte give fortabt (1979 – 1989), har sine udfordringer. Tilbage i starten af 00´erne var Google Earth og dyre satellitfotos de få forundt. Så Lasse og hans team måtte tage forbi Nordisk Korthandel inde i Studiestræde i København for at finde kort over Afghanistan.
I medierne havde danskerne hørt lidt om Taliban og Tora Bora bjergene, men ellers var kendskabet til Afghanistan meget, meget lille.
Lasse fortæller, at den første reaktion var en række spørgsmål: ”Noget af det første var, er der nogen, der har en globus? Er der nogen der har et kort? Hvor ligger Afghanistan? Hvordan ser det ud overhovedet?”.
Hold I
Hold 1 ankom til Kabul i starten af 2002. Udover at landet næsten kontinuerligt siden 1979 havde befundet sig i en eller anden form for krig, så havde luftbombardementerne mod Taliban i efteråret 2001 også været med til at ødelægge byen.
”En tredjedel af Kabul var ruiner. Men det var fantastisk at se, at da vi kom og lavede sikkerhed, så kunne man mærke på befolkningen, at nu bliver her sikkerhed.
Og så begyndte de at bygge deres huse op”, fortæller Lasse.
Enhver der har været i Afghanistan ved, at det er langt fra Danmark. Både fysisk, men også på såvel det mentale og udviklingsmæssige plan. Et land, der i 1960´erne og 1970´erne rent udviklingsmæssigt i hovedstaden var på samme niveau som vestlige byer, blev frem til 2002 undertrykt og udviklingen gik ikke kun i stå, den gik baglæns. Så det var noget af en opgave, der skulle løses.
Vi har fundet en række billeder fra Afghanistan, der viser, hvordan det engang havde været.
Der er sådan nogle brede grave i byen, hvor vandet kan løbe, når der kommer meget vand.
Der lå skidt og møg i. Der så man, at nu begyndte de at rydde det op. De begyndte at gøre tingene, fordi de havde håbet om, at nu kom freden.
Udover, at man som hold I ikke havde de bedste kort at forholde sig til, så var forholdene under udsendelsen ganske primitive. Toilettet et hul i jorden og et bræt, så man havde lidt at støtte sig til, når man skulle på tønden – og der var intet bad.
Selvom alt var smadret, oplevede hold I en befolkning fuld af håb. Og Lasses egen oplevelse af Afghanerne var utrolig positiv.
”Det, at alt skal opbygges fra grunden af. Det har lært mig at være så utrolig glad for mit eget land,” afslutter Lasse.
Lasse har en lang karriere i forsvaret og blev udsendt til Afghanistan som den første danske chef. Siden har Lasse bl.a. været chef for Livgarden og er i dag chef for Dronningens Adjudantstab.
Lidt om Afghanistan
Krigen i Afghanistan begyndte officielt den 7. oktober som en reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Krigen mod terror begyndte. Formålet med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet, som havde støttet al-Qaeda og givet det et tilflugtssted. Amerikanerne indledte med ni ugers regulær krig og luftbombardementer mod Taliban i Afghanistan. I december 2001 var Taliban officielt fjernet fra magten, og man indsatte en overgangsregering med Hamid Karzai som præsident.
Siden 2002 og frem til juni 2021 bidrog Danmark med styrker i større eller mindre grad. Gennem de tyve år, hvor Danmark var i Afghanistan, sendte vi personel fra såvel politi, hjemmeværn, specialstyrker og forsvar afsted.
Den afsluttende mission i Afghanistan Resulote Support Mission havde til opgave at styrke afghanernes evne til at varetage egen sikkerhed. Der var fokuser på træning, rådgivning og støtte til nationale institutioner, herunder til de afghanske nationale sikkerhedsstyrker. Alle de mange typer af missioner, som fandt sted i løbet af de to årtier havde mandat fra enten NATO eller FN’s sikkerhedsråd.
Du kan læse mere om krigen i Afghanistan her.
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.