Tekst af Ann-Christina Salquist

Det kunne være en helt almindelig dag i TOCCEN (Tactical Operations Center) for Anders, da han er udsendt på sin tredje mission som officer i Hæren. Turen er dog den første til Afghanistan, og det skal vise sig at være en barsk udsendelse.

Det er i 2008 på hold 6. Et hold, hvor det såkaldte danskerheld pludselig slap op.

Som ingeniørofficer sidder Anders med alt omkring vejsidebomber – også kendt som IED´er (Improvised Explosive Device). Ofte er de nedgravet i eller langs vejen og bliver udløst enten via et tryk fra et køretøj eller ved fjernstyring. F.eks. at fjenden ringer til bomben og aktiverer den, når en person eller et køretøj nærmer sig det sted, hvor den improviserede bombe er begravet eller gemt godt af vejen.

Se Martin fortælle om sin udsendelse, hvor han træder på en IED og blæses 20 meter væk i “Bomben til mig“.

Jobbet som ingeniørofficer på ISAF 6 er uden tvivl hårdt. Anders er på vagt i TOCCEN, da det lyder over radioen “Contact IED. Wait out”. 

Episoden sker kun 14 dage efter sidste episode, hvor holdet mistede en soldat. Nu venter de i spænding. Stilheden og ventetiden føles urimelig lang, inden den næste melding tikker ind.

3 omkomne

”Så er det meldingen kommer, at der er, desværre, tre omkomne,” forklarer Anders, og han ved nu pr. erfaring, at han nok står overfor den længste nat i sit liv. Hans opgave er at opsamle viden om det, der er sket og skrive de rapporter, der skal sendes hjem.

”Så får man lige lov til at genleve det hele en gang til,” siger Andes, men understreger også, at det er et vigtigt stykke arbejde. Meldingerne skal hjem til Danmark, da man arbejder mod et eksternt pres, da medierne er gode til at opsnappe nyhederne og gerne vil formidle det videre. Men inden da, er det i alles interesse, at ingen får noget at vide, før de pårørende er underrettet. Og de, der har opgaven med at underrette de pårørende skal være klædt på til at kunne håndtere de mange spørgsmål, som eventuelt måtte komme fra de efterladte.

”Man får tegnet det hele og får skabt det der overblik, som man skal, når man skal have meldingerne hjem til Danmark. Et, fordi at der er nogle medier, der står og presser på, hvad der sker. Men i sidste ende også de pårørende,” fremhæver Anders.

Et hak i tuden

Alle, der har været udsendt, kommer hjem med et mentalt hak i snuden. Nogle et lille hak, mens andre har haft flere eller større oplevelser, som helt naturlig går ind og sætter sig i hukommelsen. Spørgsmålet er blot, hvordan man kommer videre efter de situationer.

Det rammer stadig alt det, der skete tilbage i 2008. ”Jeg kan huske, at jeg fik det virkelig skidt her i december i år, for det er det 10 år siden (2008). Og der kunne jeg mærke, at det rørte mig rigtig, rigtig meget, at de bare var forsvundet”. 

Den eneste årsag til, at Anders lander som menneske efter ISAF hold 6 er hans stabschef. Og det er Peter Nielsen, nuværende chef for sergentskolen, der hiver fat i Anders og siger: ”Psykologerne er her”. En samtale, som Anders både mener han hverken har tid til eller brug for. Men han går derover, og det han tror er en halv times samtale bliver til mere.

”Jeg tror, det bliver til 3 1/2 time”, afslutter Anders.

Selvom det er både svært og hårdt at lægge de traumatiske hændelser bag sig, mener Anders, at det er muligt.

”De dukker stadig op. Og det gør de også nu, og de rammer mig så afsindig hårdt, at de ofrede sig. De vidste, hvad de gik ind til. Jeg ved, hvad jeg går ind til. Men der er nogle efterladte hjemme i Danmark, hvis liv er blevet revet i stykker”.