Tekst af Ann-Christina Salquist

Hjemmefra hed det sig, at de danske styrker skulle på badeferie. KFOR-missionen havde i årrække adskilt sig fra de andre missioner i 00´erne (Irak og Afghanistan) ved at være stille og rolig, men den 17. marts 2008 var en særlig dag i Mitrovica i Kosovo.

René er udsendt som sanitetsbefalingsmand med kommando over sanitetsdelingen i den danske bataljon. De udsendte FN-styrker havde på daværende tidspunkt til opgave at sikre freden mellem de stridende parter. I næsten 10 år havde deres været styrker i Kosovo for at sikre, at serbere og albanere ikke igen kom op at strides.

Men den 17. marts var det ikke serbere og albanere, men den udsendte FN-politistyrke, der havde en sammenstød med de lokale serbere. Det var et voldsomt sammenstød, og både danske militærpoliti-styrker og nogen af de franske militære tropper måtte undsætte politistyrken.

Urolighederne eskalerer

Urolighederne eskalerede, da Nato-soldater og politifolk fra FN mandag morgen omringede en retsbygning og jog de serbere, som havde holdt huset besat siden fredag, ud. Baggrunden for urolighederne var, at serberne i det nordlige Kosovo ikke anerkendt, at Kosovo provinsens regering i februar måned 2008 erklærede området for selvstændigt og løsrev det fra Serbien. Byen er delt af floden Ibar, hvor der nord for floden bor serbere, syd for bor etniske albanere. (kilde: B.dk)

Der blev både affyret skud og kastet med håndgranater, hvilket resulterede i mange sårede. Da FN-politistyrken ikke som sådan havde deres eget støtte-element til at håndtere sårede og tilskadekomne, traf den danske militærpolitiofficer en hurtig beslutning: Alle sårede skulle sendes til Camp Olaf Rye.

I løbet af den dag endte sanitetsdelingen med at behandle og evakuere 26 sårede – på en enkelt dag.

Og René har kun rosende ord til overs – ikke kun for sin sanitetsdeling, men alle i lejren, der stillede op og uden videre parerede ordre.

”Jeg lavede ikke noget den dag, men det gjorde min deling, og det gjorde lejren. Det var fantastisk,” afslutter René.

For René var turen til Kosovo i 2008 nummer to i rækken til Balkan. Første gang var til Bosnien på SFOR 11. Den tredje og indtil videre sidste var til Afghanistan på ISAF hold 14.

Baggrundshistorie om Kosovokrigen – også kendt som Kosovokonflikten

Konflikten begyndte i starten af 1990’erne, da den daværende jugoslaviske regering under ledelse af Slobodan Milošević strammede tøjlerne om den serbiske provins Kosovos selvstyre. Medlemmer af provinsens albansktalende majoritet protesterede og udråbte i trods den selvstændige stat “Republikken Kosovo”, der blev anerkendt af nabolandet Albanien som den eneste stat. På baggrund af dette svarede den serbiske regering igen ved at afskedige alle offentlige ansatte af albansk afstamning samt udsatte dem for andre former for chikane.

Denne chikane var medvirkende til, at konflikten mellem albanere og serbere eskalerede og endte i flere voldelige sammenstød.

Og op gennem 90´erne og særligt i 1996 blev det tydeligt, at et stigende antal Kosovo-albanere, mente, at tiden var inde til en yde militær modstand. Og det blev grundlaget for guerillahæren UÇK. De begyndte at angribe jugoslaviske, militære mål og den jugoslaviske reaktion var at besætte provinsen Kosovo. I 1999 satte de jugoslaviske styrker gang i en operation, der skulle fordrive hele den albanske befolkning fra Kosovo.

I 1998 forsøgte serberne at undertrykke guerillaerne, bl.a. ved et angreb og en massakre på Jashari-familien 5. marts 1998. Massakren virkede imidlertid modsat og medvirkede til, at UÇK fik en større tilslutning, og til at guerillakrigen blev udvidet hen over sommeren.

I 1990’erne forsøgte det internationale samfund at få de stridende parter til at lægge låg på striden, men først i 1998 lykkedes det den amerikanske diplomat Richard Holbrooke at overbevise Sloboban Milošević om, at Serbien skulle iværksætte en ensidig våbenhvile og trække tropperne tilbage.

Derefter blev der indsat en overvågningsmission fra OSCE. Men i januar 1999 fandt man flere end 40 dræbte albanere uden for landsbyen Racak. Man ved ikke, hvem der dræbte albanerne, eller under hvilke omstændigheder det skete, men OSCE erklærede straks efter, at der måtte være tale om en serbisk massakre på civile.

Massakren førte til forhandlinger i Rambouillet. Forhandlingerne resulterede ikke i en aftale mellem de stridende parter og efter flere forsøg på at bilægge striden, endte det med, at NATO den 24. marts 1999 indledte luftangreb mod udvalgte mål i Jugoslavien.

Serbien gav op i sommeren 1999, og der blev indgået en aftale, der efterfølgende blev tiltrådt af Sikkerhedsrådet med resolution 1244. Derved blev invasionen ikke formelt anerkendt, men det militære resultat blev tydeligvis accepteret. 10. juni fik de jugoslaviske styrker ordre fra Milošević til at forlade Kosovo. Det anslås, at omkring 850.000 albanere og 200.000 serbere blev fordrevet fra deres hjem som følge af denne konflikt.

Straks efter blev der indsat en NATO-ledet militær landstyrke Kosovo Force (KFOR) til at sikre fredens opretholdelse – en fredsbevarende mission – hvor opgaven var bl.a. at sikre, at serberne trak sig ud ad landet og bistå med at afvæbne guerillastyrken UÇK og bidrage til at genetablere et civilt administrationssystem og såvel egne militære og politistyrker.

Da KFOR var på sit højeste, var der 50.000 NATO-styrker i landet fra 39 forskellige lande. Siden 2008 har man gradvist skaleret styrkens størrelse ned og i 2018 var antallet af udenlandske styrker i landet på 4.000. Danmark bidrager i dag med godt og vel 36 personer.