Tekst af Ann-Christina Salquist

Første gang vi hører fra Anders er i forbindelse med hans historie ´Contact IED´ fra hans første mission til Afghanistan i 2008, hvor det desværre går noget anderledes end det gør på hans anden tur i 2013 – og hvor han får fortalt en historie, som han i fem ikke havde kendt fra den vinkel.

Inden Afghanistan var Anders i Bosnien i 1996 og Kosovo i 2003. Så med tre missioner i rygsækken tager Anders i 2013 afsted på sin fjerde mission.

Oprindeligt er Anders uddannet fra Ingeniørregimentet og har om nogen erfaringer med at lave bygge broer i terrænet.

En sjov historie – fem år senere

Og én af opgaverne var bl.a. at tage ud og kigge på et vandløb for at vurdere, om der kunne bygges en bro. Da de er derude for at rekognoscere, venter der en lille overraskelse til dem.

Nedgravede miner var en del af hverdagen i Afghanistan og derfor sender Anders en minesøger frem for at afsøge området, inden de andre går med frem. Der ligger en genstand, som aktiverer minesøgeren, og de vil gerne have ingeniøren op for at kigge på den.

Anders går op og kigger – og ganske rigtigt, der ligger en metalgenstand på broen. Den er god nok.

De beslutter sig for ikke at gøre mere ved den, da de ikke skal over broen den dag, men de vælger at tage nogen billeder.

Fem år senere i 2013, da Anders er tilbage i Afghanistan, fortæller de om ´gode gamle dage´, og der er én, der siger: “den der tur, den kan jeg da godt huske.” og fortæller om, hvad der skete på radioen – et radiosignal, som Anders ikke hørte – men det viser sig, at da Anders var ude for kigge på bomben, kunne de høre, at Taleban meldte ind, at nu skulle de tænde den, nu skulle de tænde den, men de kunne ikke få det til at virke…”.

Et brev skrevet med pen på papir

Anders har oplevet lidt af hvert på sine fire vidt forskellige missioner og indrømmer også, at det har hårdt og har været til at forme ham til den, han er i dag.

Og erfaringerne fra udsendelserne forsøger han at give videre – både til de mennesker, der står overfor at skulle sendes ud for første gang, men også de pårørende, der sender deres bror, søster, søn, datter eller kæreste, mand eller hustru afsted.

For de efterladte derhjemme er det vigtigt, at de støtter op om udsendelsen – uagtet, at det kan være svært at forstå. Noget, som Lene i fortællingen ´super egoistisk´ også er inde på.

De har valgt at gøre tjeneste i Forsvaret, og de har valgt at lade sig udsende.

Og som Anders siger; ”så er det mega hårdt, og I kommer til at savne hinanden, og det bliver en lidelse i de seks måneder, de er afsted. Men bak dem op. Støt dem i deres beslutning. Og glem ikke, at et papirbrev… … fordi det er så meget federe at få et stykke papir end en e-mail”.