Tekst af Ann-Christina Salquist
Peter er uddannet ortopædkirurg og fungerer til dagligt som ledende overlæge på Herlev Hospital, men også major i forsvaret. Han har været afsted som en del af det danske bidrag til felthospitalet i såvel Irak som Afghanistan.
Denne tur tager os til felthospitalet i Camp Bastion i Afghanistan. Camp Bastion kunne rumme op mod 30.000 soldater – en by på størrelse med Holstebro – og i en ”by” af den størrelse, bør der være et ordentligt hospital, da kan varetage de typer af skader, som kommer frem. Et felthospital, der var så strømlinet, at Peter sammenligner det med den medicinske ækvivalent til et formel-1 pitstop.
Som Peter beskriver skaderne, så er de ikke for børn; ”Hvis man tager et ungt menneske og flækker dem på langs. Og river arme og ben af dem. Og smører dem ind i lort. Så har man en idé om, hvordan nogle af de allerværste patienter kunne være som vi havde. Og det er ganske, ganske grumt”.
Etiske dilemmaer
Det var ikke behandlingen af skaderne, der var svære, men det var de etiske dilemmaer, når de stod overfor en slemt tilskadekommen soldat. Nytter det noget? Hvad sker der med vedkommende bagefter? Her måtte de også tage hensyn til, hvilket liv og hvilke muligheder, der ventede på den anden side af operationsbordet og rehabiliteringsforløbet.
Og som Peter siger, så er det ikke lige at behandle alle ens, for når man tager det samfund, der venter den tilskadekommen i betragtning og bringer ind i regnestykket, så er det måske bedre at amputere benet på en og lade det sidde på en anden…
”Det er ikke godt at have en protese. Men det er bedre at have en protese end et ben, der i sidste ende med at være uanvendeligt. Eller først bliver amputeret efter et år,” afslutter Peter
Statistik for danske soldater
Afghanistan missionen var én af de missioner, som har været meget hårdt ramt, både når det vedrører faldne, sårede og hårdt såret. Mere end 40 soldater har mistet livet i Afghanistan og mere end 200 er blevet såret. Ikke alle har fået amputeret lemmer, men er kommet sig efter deres skader. Dog har vi en mindre gruppe af soldater, der har mistet såvel et som to ben. Vil du kende de helt korrekte tal, kan du læse mere her.
Du kan møde Martin i ”Bomben til mig” og Chris i ”Bombemål og TV-stjerne”, der begge har mistet begge ben i Afghanistan og høre om deres liv efter krigen her.