Tekst af Ann-Christina Salquist

Den 11. september 2001, også kendt som 9/11, kaprede 19 mænd med tilknytning til Al-Qaeda fire passagerfly. To af disse styrer ind i tvillingetårnene i New York, som efter relativ kort tid styrter sammen.

Det sidder chefen for Jægerkorpset, Frank, sammen med nogen andre og ser på fjernsynet. Surrealistiske billeder, som de på daværende tidspunkt ikke havde fantasi til at forestille sig, ville komme til at have nogen betydning for de danske specialstyrker.

Men inden de og resten af verden havde set sig om, havde USA udråbt Osama Bin Laden som den skyldige, og den 7. oktober 2001 indleder amerikanerne sammen med briterne luftangreb på Afghanistan. Den 12. november 2001 falder hovedstaden Kabul, og i løbet af ganske kort tid bliver der indsat en midlertidig regering, som skal være med til at styre landet i en overgangsfase. 

Kampen mod terror

9/11 er blevet skelsættende for tiden før og efter i forhold til kampen mod terror. Den 21. september 2001 gik den daværende amerikanske præsident George W. Bush ud med følgende budskab til verdenssamfundet; “Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with us, or you are with the terrorists.”

Verdens lande skulle beslutte, om de var med eller mod USA, og Danmark valgte at være med.

Og efter Folketingsvalget i november 2001, hvor regeringsmagten skiftede fra den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen over til Venstres Anders Fogh Rasmussen, gik forhandlingerne i Folketinget i gang.

USA havde anmodet Danmark om støtte – og den 14. december stemmer et stort flertal for, at Danmark skal sende sine specialstyrker.

Forberedelse, forberedelse, forberedelse

Og under en måned senere, d. 9. januar 2002, sidder der 108 jægere og frøer og støttepersonel ombord på et tætpakket C-17 transportfly med kurs mod Afghanistan.

Nu var det nu, at de danske specialstyrker skulle vise deres værd. For første gang nogensinde siden deres oprettelse var de sendt udenlands på en skarp mission.

I flyet kort før afgang udtaler chefen for Jægerkorpset, at der er forberedt på alt. ”Vi er spændte, men der er også ro på”. De havde trænet dag og nat for at være klar, og nu var det alvor.

Men da de kommer derned, går der stilstand i den. Amerikanerne gør ikke brug af soldaterne, og Frank er nervøs for, at de bliver sendt hjem – uden at være blevet brugt.

Hvilket efter sigende ville være en politisk fadæse. Og der bliver lagt pres på amerikanerne via den amerikanske ambassade i København.

Mullah K

I løbet af missionen er der løbet nogen efterretninger ind – en højtstående taleban-leder under navnet ”Mullah K”. Og efterretninger viste, at han ville være et af tre steder, når han var nede i området. Og skulle tages ud af spillet – en opgave, som danskerne fik!

De var tilknyttet Taskforce K-bar.

Specialstyrkerne gik i gang med forberedelserne, men en aften sker der noget. Franks operationsofficer kommer ind og spørger, om Frank har hørt noget?

”’Chef, ved du hvad? Amerikanerne, de er ved at forberede en indsættelse mod ham den højtstående Taleban-leder, som egentlig var vores opgave. Har du hørt noget om det?’, men det har Frank ikke.

Og afsted det går til hovedkvarteret, hvor briefingen omkring missionen allerede er i gang.

Situationen ændrer sig hurtigt, Frank bliver testet og de danske specialstyrker bliver testet. Missionen er en succes, og Danmark viser sit værd.

”Den der professionalisme. Parathed til at løse opgaven. Villighed til at løse en opgave med kort tidshorisont. Og den måde den blev løst på, gjorde at vi blev utroligt velanset blandt amerikanerne”, afslutter Frank.