Tekst af Ann-Christina Salquist
I 2003 kort tid efter, at amerikanerne er rykket ind i Irak, følger Danmark efter. Blandt de danske soldater, er også en dansk lægehold. Peter er med som læge.
Til at starte med er det primært de lokale, de behandler, og skaderne er typisk brandsår. Men der går ikke lang tid, før Peter også skal med ud på patrulje, når egne styrker bliver såret.
Han er kun bevæbnet med en pistol og bærer ikke ’lang våben’, men hans sikkerhed afhænger af de personer, som han har med sig ud.
Krigens love
Selv i krig er der regler. Efter 2. verdenskrig gik det internationale samfund sammen og udgav Geneve konventionen, som beskriver reglerne for, hvilke regler der gælder i forbindelse med krig. Kapitel III, artikel 19 beskriver, hvordan sanitetstjenestens enheder, herunder materiel og personel, er fredet i forbindelse med krig.
Men i Irak er det anderledes. Oprørsstyrkerne ved, hvordan de kan nedbryde de allieredes kampmoral – de skal starte med at tage de personer ud, der egentlig er sendt med ud for at lappe dem sammen, hvis der skulle ske noget.
Og Peter og hans kolleger mærker den nervøsitet, når han er ude. Han har med sin pistol kun lige mulighed for at forsvare sig selv, men kan ikke mulighed for at støtte soldaterne, hvis der skulle komme et direkte angreb på dem.
Pris på livet
Som mange andre af de tidligere udsendte, så har Peter gennem sine udsendelser lært at sætte pris på livet og alt det, som han har. Han har på sine udsendelser set, hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Peter er til dagligt ledende ortopædkirurg, men har stadig en tilknytning til Forsvarets sanitetstjeneste. Og hvem ved? Måske tager han afsted igen.
Hør også Peters historie fra Afghanistan.