”Den vigtigste opgave, jeg har haft i Forsvaret”

Et dansk træningshold er på ca. 65 soldater, fortrinsvis befalingsmænd og konstabler, og de har fem uger sammen med ca. 200 ukrainske rekrutter – så skal ukrainerne hjem og mere eller mindre i kamp med det samme.  

”Jeg har været udsendt fire gange før både til Irak og til Afghanistan, men denne opgave har betydet vildt meget både fagligt og personligt. Det har været den vigtigste opgave, jeg har haft i forsvaret,” siger Mads. 

Forsvaret søger bredt ud i værnene efter instruktører: Er der nogen, der har lyst til at deltage? 

Det havde Mads, og ”det var noget nemmere at få familiens accept, end da det drejede sig om Irak og Afghanistan”. 

” Vi var et sammensat hold, fra alle tre værn, faste tjenestegørende, reservepersonel, fra helt unge soldater til de meget erfarne soldater, men alle med samme mål, de skal have den bedste uddannelse vi kan give dem på de fem uger, vi har at gøre med.” 

Det blev også for Mads en tur tilbage til den basale soldatertid. Da han meldte sig, var han ansat i en af Forsvarets ”styrelser”. 

”Jeg var ikke helt skarp på at bruge et kogekar og bygge en bivuak, når vi skulle overnatte i terrænet sammen med rekrutterne, men vi havde en del temmelig dygtige konstabler med på holdet, så de fik mig hurtigt op på beatet igen.” 

Mads har i mange af sine år i Hæren uddannet hundredvis af danske værnepligtige og konstabler, og selv om mange af dem skulle til brændpunkter som Irak og Afghanistan, var det træningen af ukrainerne noget helt specielt.  

For de fleste skal direkte i krig, når de kommer hjem. 

”Nogle gange gør de det. De tager direkte afsted.  De har lige et par dage, hvor de skal ind i en ny enhed, og så tager de videre.  Det er også det, der gør opgaven så vigtig. Det er det tætteste, man kommer på at komme til fronten uden selv at skulle være der.” 

Den danske rekrutuddannelse, f.eks. ”Hærens basisuddannelse”, strækker sig over fire måneder. I Nordengland skulle træningen af ukrainerne gennemføres på fem uger. 

”De skal jo have så meget af den uddannelse, vi kan proppe i dem på fem uger. Det er en stejl læringskurve.” 

De basale og vigtigste færdigheder, som de fem uger skulle give soldaterne, opsummerer Mads således: ”De har et gevær, de kan bruge det, og de kan lappe hinanden sammen.  Og de kan passe på hinanden i felten. Se miner og overleve på kamppladsen. Det er helt grundlæggende militærtjeneste, hvor man kan sige, vi har fjernet alt overflødigt.” 

I den britisk ledede mission har man valgt udelukkende at våbentræne på ”AK-familien” – hvor det mest kendte gevær er AK47. 

Vis og forklar 

Nogle af ukrainerne kan lidt eller noget engelsk, men langt fra alle, så undervisningen foregik med brug af tolke. 

”Vi havde et rigtig godt samarbejde med vores ukrainske tolke, og den ydmyghed, de havde for vores indsats, var meget rørende, og smittede positivt af på vores arbejde.” 

Men tolkning tager tid, og den var knap. 

”Halvdelen af undervisningstiden kan gå tabt, hvis man skal have en tolk til at oversætte alt, så jeg har endnu mere set vigtigheden i princippet ”vis og forklar”, siger Mads. 

”Fordi man er begrænset af en tolk, når vi uddanner.  Jeg kan ikke bare gå rundt og rette, råde og vejlede, for jeg skal have en tolk med hele tiden.  Det vil sige, at det tager enormt lang tid at undervise. ” 

Princippet i vis-og-forklar er, at de danske instruktører fysisk går foran eller sammen med ukrainerne og viser, hvordan bevægelse i terrænet, brug af våben osv. gøres korrekt. 

”Så hvis man har mulighed for at vise med fire danske soldater først: Det her skal I gøre. Vi siger: Kig ud – og så kan man forklare det trinvis bagefter. Det gav dem bare en større forståelse af, hvad de skulle. Det gør det også med danske soldater.” 

De ukrainske rekrutter har et stort aldersspænd. Fra 18-20-årige til folk i 50-års alderen. Der var også store spring i erfaringsniveauet, for nogen havde tidligere været i kamp. 

”Ikke størstedelen, men nogen havde enten en soldatermæssig baggrund, eller havde haft en eller anden form for krigstjeneste før. De ser jo ikke krigen nu, som om den lige er startet i 2022. 

For dem begyndte krigen 2014.  Og det gør de ikke meget ud af at fortælle, men hvis vi siger ’et år i krig’, så vil de sige, at det har været i gang i otte år.” 

Det fører til ”vildt meget motivation.” 

”Topmotivation. Ja, 100%. Den grundlæggende motivation har de for at skulle tilbage og gøre alt hvad der står i deres magt for at vinde den krig.” 

”De har en sag at gå afsted med.  De stiller ikke spørgsmålstegn ved det, vi står og fortæller dem.  Hvis vi beder dem om at grave, så graver de.  Og hvis vi så beder dem om at flytte hullet, så gør de bare det.  Ja, okay. Og hvis de skal kravle i mudder, med snotten helt nede i mudderet, så gør de det.  Der er altså ikke så meget brok der.  For de har en anden motivation.” 

”Jeg tror, det de stillede flest spørgsmålstegn til, det var hvornår de fik lov til at ryge.” 

– Ryger de meget?   

”Ja, det gør de.  Rigtig meget. Hvis man kunne lokke med en rygepause, når der skulle graves et hul, så gik det hurtigere.”