Menu
Et Hold 1 er noget ganske særligt
For generalløjtnant Niels Henrik Bundsgaard var det en milepæl i hans soldaterliv at få lov at lede det første kontingent danske soldater i Irak i 2003.
Del fortællingen med dit netværk
Tekst af Peter Skautrup – artiklen er udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2023
Hans kone havde gættet det, inden han fik åbnet munden. ”Du skal til Irak, ikke?”
Jo, brigadechef Niels Henrik Bundsgaard kom lige fra en kæmpeøvelse med 3.000 soldater. Det var afslutningen for et hold værnepligtige, men så havde han også lige været kaldt til kaffe hos chefen for Hæren på vejen hjem og fået den direkte besked: ”Vi skal afsted, og du skal være chef.”
Det var foråret 2003. Saddam Hussein var væltet, Irak besat af den amerikansk ledede koalition, og Folketinget havde 11. april besluttet at sende en styrke på 380 soldater til det sydlige Irak, hvor de skulle samarbejde med briterne om sikkerhed og genopbygning.
Den første opgave var at finde en egnet placering af lejren, så Bundsgaard tog afsted via Kuwait og fløj op til området for at kigge fra en britisk militærhelikopter.
De spottede et åbent område, hvor der havde ligget en kaserne.
”Og det vil sige, at alle vejene var tilbage, men der var ingen bygninger. Og jeg ville jo gerne finde et sted, der var let at bevogte, og som var så sikkert som muligt.”
Det opfyldte placeringen af Camp Eden til fulde, ”fordi man kunne ikke nærme sig det område uden at blive set på mange kilometers afstand.”
Soldaterne på Hold 1 fløj mod Kuwait i dagene 2. til 4. juni, og blev anbragt i en britisk gennemgangslejr, Camp Eagle 3, for at vænne sig til varmen. Det var i den grad nødvendigt. På krigsvidenskab.dk skriver Bundsgaards næstkommanderende Michael Bach Jensen:
”Vi var ankommet til regionen på det tidspunkt af året, som alle tidligere militære planlæggere omhyggeligt havde forsøgt at undgå på grund af den ekstreme varme. Kroppen skulle nu lære at aflede varme ved at svede og det vel at mærke uden at udskille salt. For personellet var det lidt af en ”ud af kroppen-oplevelse” at erfare, hvordan kroppen fysiologisk tilpassede sig. Det var i den periode nødvendigt at indtage 10 – 15 liter vand om dagen, hvoraf noget måtte tilsættes salt og sukker. Det var tydeligt at mærke, at man de første dage udskilte meget salt, idet huden føltes som om, at man lige var stået op af Det Døde Hav.”
Når man kom i underskud for salt, var det ”så ikke længere var muligt at optage den store mængde væske i kroppen, som vi skulle indtage. I stedet løb vandet lige igennem ”systemet”. De op til 55 grader i skyggen i lejren var særdeles belastende og påvirkede vores evne til at lave fysisk arbejde samt til at tænke klart og dermed vores evne til at planlægge de forestående opgaver.”
”Der var jo sindssygt varmt, og vi fik det på den hårde måde” siger Niels Bundsgaard
”Når man går rundt og arbejder, så er kroppen nødt til at slappe lidt af ind imellem. Nogen måtte have drop, og nogle lå i busser med aircondition kørende, eller i kølecontainere – og der var enkelte, der måtte sendes hjem.”
Niels Henrik Bundsgaard husker, at lejrens læge senere riggede en lettere uvidenskabelig vejrstation op, her målte han en dag 67 grader i skyggen.
En lejr bliver bygget
Skibe med over 500 containere og 250 køretøjer ankom også i starten af juni til Kuwait, og 6. juni begyndte forskydningen ind i Irak. Ingeniørsoldater og logistikfolk begyndte sammen med resten af styrken opbygningen af lejren.
”I starten var det superprimitivt. Vi satte sikring ud og måtte sove oven på køretøjerne eller på ladet og hvad de ellers kunne finde, så man kom fri af det værste kryb,” siger Bundsgaard.
”Så begyndte vi at bygge en teltlejr op og hurtigt kom der yderligere faciliteter, f.eks. køkken og bageri, så man kunne få brød og noget almindeligt mad. Senere kom beboelsescontainerne.”
Men varmen hærgede, ”så vores maskiner ikke kunne arbejde midt på dagen. Olien i hydraulikken blev så tynd, at den sivede ud, og de kunne ikke holde tryk. Så man kunne kun arbejde om aftenen og tidlig morgen.”
Når varmen var mest ekstrem, kunne helikopterne dårligt løfte sig fra jorden.
”Men hvis der var nogen, der var såret, så fløj de alligevel, fordi så tog de risikoen” siger Bundsgaard.
”Det var en hård opgave. Samtidig med, at vi skulle bygge lejren, så skulle vi også løse en operativ opgave, som gik ud på at skabe sikkerhed og sørge for befolkningen. Altså sørge for, at der kom gang i systemet, at der var vand og mad, og alt det øvrige, der skal til for at få et samfund til at fungere. Samtidig havde vi folk i ildkamp stort set hver dag.”
”Vi var kommet ned i et vakuum. Det normale styre var væk. Politiet havde fået lov at blive, men de var dårligt uddannede og turde eller gad ikke løse deres opgaver. De blev bare siddende inde på politistationen, og i starten havde de ingen biler. Stammerne havde mange interne regnskaber, der skulle gøre op. De var svært bevæbnede. Det er ikke småting, hvad de havde. Og så var der de mange lokale, som om natten var rundt og stjæle alt, hvad der kunne stjæles.”
”Når vi kørte rundt for at opretholde sikkerhed, så opstod der ofte spontane ildkampe.”
De mange skyderier var i enkelte tilfælde interne opgør, som danskerne kom til at lægge sig imellem.
”Men oftest var det de lokale, som skød efter os, når vi var ude at køre patruljer. Der var folk, der ikke ville os det godt, fordi vi sørgede for lov og orden.”
Sheiker og beslutningstagere
Vejen til lov og orden gik også gennem mange møder med lokale beslutningstagere og de mange ”sheiker”, stammernes overhoveder. Niels Henrik Bundsgaard satte det i system. I den nærliggende by Al Qurnah havde danskerne oprettet ”Cimic House” i Baath-partiets gamle hovedkvarter, og det var en perfekt kombination med den sikre placering af Camp Eden.
”Så vi havde en lille styrke og vores Cimic-folk derinde, og det brugte vi så til at holde alle vores møder.”
Møderne var med lokale ”beslutningstagere,” dem, der havde indflydelse.
”Vi havde et råd, vi kaldte det Northern Basra Regional Council. Og der sad jeg hver lørdag formiddag inde i Cimichuset i fire timer sammen med alle dem, der var noget ved musikken, alle de ansvarlige irakere. Der var en fra det gamle byråd, der var elektricitetsmanden, der var politichefen, der var sygehusdirektøren og alle dem, der nu havde en funktion i området. Og så var der de ledende sheiker.”
”Og det var hele tiden med udgangspunkt i: Hvad kan I selv gøre, hvad kan jeg gøre og hvad kan vi sammen gøre. Og nogle gange var det faktisk meget virkningsfuldt, når vi sammen gjorde noget.”
”Vi levede jo nord for Basra, og det var vigtigt at have elektricitet eksempelvis. Men de lukkede ned for os hele tiden. Så hjalp det altså, hvis jeg sendte en Cimic-officer ned til elektricitetsværket sammen med den lokalt ansvarlige og sagde til dem, ”nu skal vi altså også have noget mere strøm heroppe.” Så kom der lidt mere strøm i en periode.”
Benzin og petroleum var der også mangel på.
”Vi fik samlet alle tankbiler, der var i området, og så kørte vi eskorte med dem ned til Basra
og fik dem tanket op og så kørte de rundt og fik fyldt op på tankstationerne i vores område. Udlevering blev koordineret med de lokale, så alle fik gavn af det. Så det var ofte meget værdifuldt, når vi havde de her fællesaktioner.”
Danskerne begyndte også uddannelsen af lokale sikkerhedsstyrker, og det lokale politi blev hjulpet i gang igen.
”Vi havde ansvaret for syv politistationer i området, og militærpolitiet var rundt og uddanne dem og kontrollere dem. Ofte måtte de beordre dem ud og løse deres opgave.”
Hør Jespers vilde historie om at stå midt i en ildkamp i Irak.
Utålmodighed trods fremgang
” Vi oplevede konstant fremgang, mens vi var der. Vi vandt deres tillid. Vi var de eneste til at sørge for, at genopbygningen kom i gang. Vi sørgede for vand, og vi hjalp dem med at komme af med deres afgrøder. Vi fik åbnet bankerne og bevogtede dem. Fik bygget et kø-system op. Så kom der gang i pensionsudbetalinger, hvilket ikke havde fundet sted i meget lang tid. Pensionen skulle vi jo have ud og flyde i samfundet, så de fik penge igen. Det betød, at ting begyndte at virke dernede. Så vi var populære mange steder, men der var altså også nogen, der skød efter os, fordi nu kunne de jo ikke stjæle og gøre, som de havde lyst til.”
Stammeoverhovederne – sheikerne – var vigtige medspillere, så dem blev der holdt særlige møder med hver anden uge. De fleste var højt uddannede, blandt andet som jurister, for Irak havde ifølge Niels Henrik Bundsgaard et godt skolesystem.
”Og så var de meget humoristiske.”
Han oplevede også stor utålmodighed blandt irakerne, som var ivrige efter en genindførelse af demokratiet.
”I starten der gik det jo fremad, men det blev værre for de efterfølgende hold, kan man sige, fordi irakerne troede jo, at de ville få demokrati og alle goder på ingen tid, men så hurtigt gik udviklingen ikke.”
”Vi blev også ramt af, at FN kom til vores område, og de lovede arbejdspladser, kyllingefarme og alle mulige investeringer, men så sprang der en bombe i FNs hovedkvarter i Bagdad, og så trak de sig ud igen, og så sad vi tilbage med vildt mange utålmodige irakere, som FN havde lovet guld og grønne skove.”
”Folkekirkens Nødhjælp derimod, de susede rundt nede i vores område lige meget, hvor slem situationen var, og dem og deres projekter havde vi meget glæde af. Vi fik også gennemført mange projekter, hvor midlerne kom fra koalitionen, altså via det engelske system.”
Preben Petersen
Hold 1’s tragedie var tabet af overkonstabel Preben Petersen, den første danske soldat, som omkom i Irak.
Han blev ramt af et vådeskud en bælgmørk nat, hvor hans patrulje afsøgte et mistænkeligt irakisk køretøj. En nat, som det var svært for holdet at komme videre fra.
”Det var et hårdt slag for os, som understregede, at det var et farligt miljø,” siger Niels Henrik Bundsgaard.
Tilfældigvis havde han havde haft en lang samtale med Preben Petersen et par uger før.
”En nat, hvor han var kommet tilbage fra en patrulje, hvor der blev skudt ret meget, hvor de var kommet imellem to stammer, der beskød hinanden. Men de kom sikkert hjem den aften, og jeg sad og talte med ham. Han var en veteran fra Sarajevo, så jeg hørte om hans udsendelser, og fik ham lært at kende”.
Gruppen om den dræbte soldat blev debriefet og støttet, og de holdt sammen om at løse den resterende del af opgaverne i Irak.
”Det var selvfølgelig en tung tid, ” siger Niels Bundsgaard.
”Men jeg vil sige, at det kom de igennem, og de løste deres opgave med den indstilling, at det her arbejde skal vi gøre færdigt, og ikke mindst også for Prebens skyld.”
Delingen holdt også sammen efter tiden i Irak og mødtes årligt for at markere dagen, hvor han blev ramt.
Niels Henrik Bundsgaard har haft adskillige topposter i Forsvaret og sluttede med flere år som generalløjtnant.
Men i dag er han ikke i tvivl om, at det er ledelsen af Irak Hold 1 i 2003, der står som højdepunktet:
”Det er den periode, jeg ser tilbage på som highlight i min karriere. At være der med så mange folk, som arbejder så dedikeret trods de anstrengelser, vi havde, og at vi så den fremdrift, der var dernede. Der er noget særligt over et Hold 1.”
”Det er klart, at kulturen og varmen slog mig også helt vildt, men folk arbejdede bare og gik på med krum hals. Vi så vi jo den her fremgang. Mere og mere kom til at virke, og der kom elektricitet, benzin og gas og afgrøder, og samfundet begyndte så småt at fungere. Samtidig blev sikkerheden også bedre. Vi syntes selv, at det var gået rigtig godt, og at det havde været en kæmpe oplevelse – dog med den ikke ubetydelige bagside, at vi mistede Preben.”
Oplev flere FN fortællinger
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.