Menu
Irak fortjener en lysere fremtid
Før Saddam Hussein gik i krig med sine nabolande var Irak et populært sted at blive udstationeret for diplomater. Smukt, imødekommende og sikkert. Det var slut, da den unge diplomat Stig Piras kom dertil i 2003.
Han genså Irak som dansk ambassadør i 2020 – og trods fortsatte vanskeligheder for den hærgede nation kalder han den ”et mellemøstligt mirakel.”
Del fortællingen med dit netværk
Tekst af Peter Skautrup – artiklen er udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2023
Stig Piras blev ansat i Udenrigsministeriet ti dage før flyangrebene i USA 11. september 2001. Så starten på hans liv i diplomatiet kastede ham direkte ind i den udenrigspolitik, der også fik Danmark med, da syv nationer ledet af USA i 2003 besluttede at gå ind i Irak for at få fjernet Saddam Hussein og hans regime.
Så snart de største af krigshandlingerne var slut, blev det besluttet at sende folk fra Udenrigsministeriet afsted til landet.
” Og jeg blev så spurgt, om jeg havde lyst til at tage derned som dansk diplomat. Og det sagde jeg altså ja tak til. Det var jo ikke en normal udsendelse. Vi var virkelig … vi var i epicenteret af global politik i det øjeblik. Al den globale opmærksomhed var på Irak. Og vi fra dansk side var en vigtig aktør i det som en del af koalitionen. Og så var det jo også Irak, jeg havde siddet med i tiden op til invasionen. Og jeg synes sådan set, det kunne være spændende at følge op, ikke bare forlade det og gå videre til noget nyt.”
”Så jeg kommer ind i Irak den 3. maj 2003, som er to dage efter, at krigshandlingerne er overstået. De store af dem.”
Vejen til Irak lige efter kamphandlingerne gik først til en stor militær base i Kuwait, og derfra typisk med bil op gennem ørkenen til Basra. Eller med militære luftfartøjer som C-130, C-5 og Chinook.
Stig Piras begyndte som rådgiver for den danske ambassadør Ole Wøhlers Olsen. Irak var delt op i fire regioner med henblik på genopbygning, og danskerne ledede den sydlige region med Basra som regionshovedstad.
Opgaverne var først og fremmest at få skabt rammerne om genopbygningen og tiden efter diktatur og krigshandlinger.
”At tilvejebringe fornødenheder og genopbygning,” fortæller Stig Piras.
” Hvordan gør vi? Hvordan finansierer vi det? Irak har altid været ret rig på olie. Så det var sådan set ikke penge, som man umiddelbart manglede. Det var viden og evner – og viden om, hvilken retning, man skulle tage”. Hvordan bygger man et nedslidt samfund op, der har levet under et stærkt, repressivt diktatur?”
Den første tid var fredelig, husker han:
”Landet var lidt som bedøvet. Altså mere eller mindre i chok over, at diktatoren er væk.”
Uden langsigtet plan
Men det var ikke bare diktatoren, der var væk, det var den gamle administration også. Den amerikansk ledede koalition havde besluttet, at man ikke ville samarbejde med Saddam Husseins Baath-parti. Så alle medlemmer af partiet blev udelukket af deres gamle funktioner, og det var rigtig mange. Under Saddam var man tvunget til at være medlem af partiet, hvis man ville have en chance for et godt offentligt job – eller, Som Stig Piras formulerer det:
” Du kunne ikke lave en statslig karriere noget sted uden at være medlem. Og det vil sige, at hvis du var en ung, ambitiøs og dygtig kaptajn i hæren to dage før invasionen, så var du medlem.”
”Altså det gamle styre blev jo mere eller mindre forkastet. Også af irakerne, men også selvfølgelig af den amerikansk ledede koalition.”
At hele det gamle myndighedsapparat var væk, skulle senere betyde store vanskeligheder for genopbygningen af nationen. Og der var ikke tænkt ret langt frem. Den pensionerede amerikanske general Jay Garner, som fra starten var chef for genopbygningsmyndigheden kaldet ORHA, fortalte Stig Piras, at man kun havde konkrete planer for de første 6 uger.
”Så havde man ikke tænkt meget længere. Okay, tænkte jeg. Og det er jo ret vildt, altså, det er noget, jeg skal have nævnt i mine memoirer.”
Sikkerheden skrumpede
Efter nogen tid i Basra blev Stig Piras flyttet til Bagdad som forbindelsesled til det amerikanske styre, der var rykket ind i det gamle præsidentpalads. Herefter havde han et par måneder hjemme i Danmark, men stadig med opgaver relateret til Irak.
Da han kommer tilbage til Bagdad tidlig 2004, har Danmark nu en ”diplomatisk repræsentation”, hvor Piras bliver souschef under ambassadør Torben Gettermann. Af folkeretlige grunde kan man endnu ikke kalde sig en ambassade, når landet ikke har en regering og stadig er under besættelse.
Det er ikke kun soldater, der skal passe på sig selv eller passes på i nye missioner – det gælder også diplomater. Sikkerheden i Basra og Bagdad var spinkel i starten da han var i Irak i 2003 – og man kunne faktisk gå i basaren for at handle, og køreturen til og fra lufthavnen i Kuwait foregik i civile ikke pansrede biler.
Men voksende uro øgede behovet for sikkerhed. Der opstod oprørsgrupperinger bl.a. via tidligere Baath-officerer, som blev ”mere eller mindre religiøse” og via anti-amerikanske influenter som bl.a. Iran.
”Fra 2004 begyndte det at blive slemt. Der er ret meget vold og krig. Og det bliver værre og værre”, siger Stig Piras.
Til at begynde med stod amerikanske soldater for sikkerheden, i Basra var det britiske og skotske soldater. Senere kom også de danske soldater til.
”I Basra boede vi sammen med The Black Watch, som er et skotsk eliteregiment, de var i begyndelsen ansvarlig for vores fysiske sikkerhed.”
”Da jeg kom til Bagdad, var det amerikanske sikkerhedsstyrker, som passede på os, men fra efteråret 2003 kom Jægerkorpset, og senere også Frømandskorpset.”
Når man skulle rundt i Bagdad, var det nu i pansrede biler i kortege.
”Nogle gange kun en enkelt bil plus følgebil. Man valgte en lav profil, fordi når der kommer en stor Mercedes og otte andre biler med en pansret mandskabsvogn foran, så ved alle en halv time før, at nu kommer der altså en fra Vesten, nu kommer der et mål.”
I lang tid var forplejningen også ret soldateragtig.
”Vi levede af feltrationer den første måned, og hos the Black Watch var der et madtelt, men der tabte jeg mig pænt meget. De der skotter, de friturestegte nemlig alt – brød og æg og det hele, det var ret vildt – og man spiser ikke så meget af det, når det er morgen, middag og aften.”
"Bagdad var en smuk by"
I alt blev det til syv måneder i Basra og Bagdad for den unge diplomat. Så gik karrieren videre via Udenrigsministeriet med udstationeringer i Washington og Ankara. I dag er han souschef med rang af ambassadør på ambassaden i Washington, men inden da blev det til endnu et ophold i Bagdad, hvor han fra 2020 til sidste efterår var dansk ambassadør til Irak.
Nu er meget forandret. Der er holdt flere frie valg, der er, som Stig Piras siger, et regeringsapparat og embedsmænd, ”man kan snakke med”, modsat 2004 hvor der ikke var nogen i kontorerne.
Mens kontakten til de udsendte danske styrker i Basra i 2003-4 var begrænset til visitter af danske officerer i hovedkvarteret i Bagdad, var der langt mere samarbejde i 2020 med den danske ledelse af NATOs mission i Irak, ikke mindst ift. chefen af missionen, der først var generalløjtnant Per Pugholm Olsen og siden generalløjtnant Michael Lollesgaard og deres stabe.
Irak har lang vej igen til ro og fuldt fungerende demokrati, men Stig Piras har med tydelig veneration for landet fulgt med hele tiden, og fremhæver, hvad Irak var engang, før diktatoren Saddam Hussein begyndte sine ødelæggelser:
”Jeg havde jo talt med gamle diplomater, der har været udsendt til Bagdad i 70erne og 80erne. Det var en favoritpost i Mellemøsten. Det var god sikkerhed, de var vestligt-sindede, Bagdad var en smuk by med floden Tigris, der slangede sig igennem byen, de var imødekommende, det var professionelle folk. De havde et meget højt uddannelsesniveau, stor interesse for danske varer. Alle mulige danske aktører, Arla og sådan nogle var dernede og lavede alt muligt spændende.”
Krig efter krig, sanktioner…
”Og det var jo en saga blot, da Saddam blev væltet. Landet var ekstremt nedslidt. På trods af enorme værdier i olie og gas, så var landet jo kørt helt ned. Både på grund af en brutal diktator og hans styre, som jo ikke prioriterede sin egen befolkning så meget og blev mere og mere autoritært og repressivt. Som indså, at i virkeligheden var fattigdom en meget god måde at holde folk i skak på.”
”Og to: på grund af FN-sanktionerne, som var ekstremt effektive. Som jo gjorde, at Irak kun via Oil-for-food-programmet kunne købe ting internationalt.”
”Det er et land, der virkelig har været gennem kødkværnen. Fra Iran-Irak krigen 1980-88, som er enormt blodig og koster enorme ressourcer. Og det trækker jo nogle enorme lidelser blandt begge befolkninger. De har mistet mange soldater, mange penge, meget store dele af BNP’et røg til krigsudgifter. En otte år lang konflikt, som nærmest ikke bevægede sig. Den dag i dag ligger store områder landbrugsjord i det sydlige grænseland kolde, totalt minerede, et af verdenshistoriens mest granathærgede områder. Jeg har selv været der nede og besøge områderne. Det vil tage mange årtier før de er klar til at blive brugt som landbrugsland igen.”
Og efter den første Golfkrig, hvor irakerne besatte Kuwait og blev smidt ud igen, kom sanktionerne, som Stig Piras kalder voldsomme:
”Landet kunne kun bruge sine olieindtægter igennem Oil-for-food-mekanismen, som fører til et helt andet kapitel med korruption, giver regimet en mulighed for at stramme grebet om økonomien og bl.a. er med til at kvase al privat initiativ. Fordi alle forretningsfolk skulle igennem regimet for at komme med i Oil-for-food.”
Herefter kom ISIL, den militant sunni-muslimske dødkult, der med meget stor hastighed og kraft besatte store dele af landet. De stod faktisk kun 40 km fra hovedstadens bymure. Det blev hurtigt til en eksistentiel kamp for irakerne.
”Husk på at ca. 35-40 % af irakerne er shiamuslimer, hvilke ISIL så som kættere, i bedste fald en slags undermennesker.”
Det tog mange ressourcer og irakiske liv før ISIL blev besejret. I kampene blev bl.a. Mosul, der er en vigtig kulturel og historisk by, udsat for store ødelæggelser. Igen skulle irakerne til at genopbygge deres land.
Oplev flere fortællinger
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.