I al den tid Danmark har haft soldater i landet, har Felix og Mathias kendt hinanden. Da de som unge teenagere blev venner, var krigen et fjernt bagtæppe, som de af og til blev mindet om, når en soldat kom hjem i en kiste, eller når en bekendt fra gymnasiet indskrev sig i hæren for senere at havne i Helmand. Selv valgte Felix, ligesom Mathias, at studere journalistik.

Det var efter studierne, at Felix tog en sprogofficersuddannelse i dari – et af hovedsprogene i Afghanistan. Og sådan gik det altså til, at han senere blev udsendt på mission til det krigshærgede land.

Kort før Felix’ afrejse mødtes de på en café i Københavns Nordvestkvarter. Det var her, de blev enige om at sende breve til hinanden, mens Felix var i krig. Brevkorrespondancen er smuk, fordi den tilsyneladende er den mest enkle og umiddelbare måde at kommunikere med et andet menneske på. Men også kun tilsyneladende. For bag breves spontane refleksioner og hverdagsbetragtninger findes af og til glimt af, hvad det vil sige at være et menneske.

I Kabul/København skriver Felix og Mathias om de liv, de hver især lever. Han fra krigen i Afghanistan, hvor han møder rapkæftede officerer i cigarklubber, desillusionerede soldater, der fordriver tiden med bordtennisturneringer, håbefulde afghanske generaler ude af trit med situationen ved fronten og Mahboob fra it-forretningen, der drømmer om at finde kærligheden – helst i Danmark. Selv befinder Mathias sig i København indhyllet i en hverdag af freelancejob, fertilitetsbehandling, bryllupsplanlægning og tømmermænd.

Kabul/København handler om venskab, krig og kærlighed, liv og død og om ubemærket at træde ind i en ny livsfase med en gammel kammerat. Samtidig handler brevene selvfølgelig om Afghanistan. De 26 breve blev sendt under Felix’ to udsendelser i 2019 og i 2020. De er med andre ord skrevet i krigens sidste tid, hvor et forsigtigt håb om en fredsaftale endnu levede. Og hvor tanken om, at Taleban skulle generobre regeringspaladset og på ny undertrykke millioner af især kvinder, endnu var umulig at forestille sig.

I dag er det som bekendt en realitet, og af den grund kan man fristes til at spørge, hvorfor vi skal rode op i en krig, som vi i Vesten måske helst vil glemme. Svaret er simpelt: fordi Afghanistankrigen fandt sted og endte, som den gjorde. Brevene er et beskedent vidnesbyrd om en krig, der kostede tusinder af soldater og civile livet, og som endte i det rene kaos.