Menu
Tsunami 26.12 2004 – Vores første tsunami
Ingen af os viste hvad en Tsunami var, men der kom en og alle kameraer var rettet med Phuket i Thailand, al fortælling var omkring de danskere der var savnet eller dræbt.
På Alertnet kunne vi følge med i hvilken katastrofe det var, og området omkring Banda Ache på nord spidsen af Sumatra var særdeles hård ramt. Mange af os mødte ind af egen fri vilje i Hedehusene, for at se til vores stumper. Vi var og er nu så erfarne, at vi næsten ved, hvornår vi få et GO til en opgave – denne her var stor, meget stor.
Del fortællingen med dit netværk
Tekst af Thomas Nyberg, (in memorandum)
Det var præcist et år siden jordskælvet i Bam, men i Banda Ache var det ikke brug for et USAR team. Det ville ikke være muligt at komme frem hurtigt nok, og der var ikke nogle overlevende eller savnet, som kunne reddes. Men der var en del som havde brud på bevægeapparatet, her kunne vores ortopædhospital gøre stor nytte. Vi fik GO – Hospitalet skulle afsted, til Banda Ache, hvor det lokale hospital var oversvømmet af mudder.
Et Australsk militær hold var ved at grave det fri, men det ville tage tid meget lang tid. Plus at meget af sundhedspersonellet i landsdelen havde måtte lade livet til denne flodbølge, som udryddede flere landsbyer. Belært af indsatsen i Bam, bestilte vi vores fly direkte, og fik et IL 76 transportfly til vores udstyr, og en lille del af mandskabet, som skulle sætte op. Resten af mandskabet blev sendt med rute fly.
Alt blev pakket ned og sendt til lufthavnen, hurtigt ind i flyet og så af sted. Jeg var med i den del af gruppen der tog med fragtflyet. Det virker tænkte vi denne gang – det virker sku.
Transportflyet IL 76 mellemlandede i Ankara for at tanke, og kom hurtigt videre, for at lande på Sir Lanka Hvor vi strandede.
Amerikanerne havde overtaget kontrollen med luftrummet over Banda Ache, den Amerikanske præsident skulle flyve en tur over Banda Ache, så luftrummet blev lukket. Samtidig med at en vigtig mand fra Indonesien skulle besøge Ache.
Vi kom på hotel, og kunne nu sidde og se på CNN hvor man opererede børn uden bedøvelse og det rette udstyr. Det udstyr, som vi havde i vores fly.
Den anden gruppe af sygeplejersker og læger sad nu i Banda Ache, men uden det t udstyr. De kunne også kun se til.
Vi fik et SLUT: ”det er en start og landings tilladelse med en bestemt flyrute” over til Banda Ache.
Afsted igen, ind i flyet og klar til klar. Landingsbanen lukket….
Landingsbanen blev lukket, da der var en død ko på den, jamen så flyt da den ko, men det kunne man ikke, da denne var hellig, og skulle sørges over. Endelig blev den flyttet, det danske flyvevåben havde stillet en Herkules C130. til rådighed som skulle flyve luftbro mellem Kuala Lumpur og Banda Ache.
Det danske luftvåben har ikke de store fagforenings krav, og de har en holdning til at opgaven skal løses, så loadmasteren på flyet havde taget en læsser og skubbet koen væk, mens alle andre diskuteret, hvem der skulle skubbe den væk.
Endelig landede vi i Banda Ache, fik vores udstyr op på nogle lastbiler og kom afsted til det område hvor vi skulle opsætte hospitalet. Gennem byen kørte vi, vejene var der stadig, men husene var væk fra kysten og 8 km op i landet var alt skylle væk. Der lugtede af død og råddent vand.
Det var ambivalent at køre der – for kiggede man til den ene side var det paradis med palmer og kiggede man til den anden var der intet og hvis der var noget var det enkelte palmer hvor der hang fjernsyn, børnetøj osv. i 16-20 meters højde.
Lokale soldater var stadig i gang med at fjerne lig fra området, og lastbiler kørte i pendulfart mellem området og massegravene.
Efter en halv times kørsel ankom vi til vores område, et universitet som lå på en sådan måde at det ikke var skyllet væk, men havde dog taget en del skade af jordskælvet.
Her kunne vi sætte vores hospital op og her kunne de tilskadekommen blive transporteret til. Opsætningen bør tage små 12 timer før operationscontaineren kan tages i drift.
Vejret var dejligt kunne vores fortrop fortælle, men det regner hverdag kl. 11:05 til kl. 12:30 og det regner. ja ja den er god med jer, tænkte vi.
Vi læsset af lastbilerne og satte operationscontaineren op på et græsområde, hvor vi byggede hele hospitalet op omkring med lit generator, el generator, ledninger, vandledninger, klokken blev 10:30, vores fortrop mente at vi nu skulle gøre klar til regnen, ja ja det er godt med jer.
Vi satte op og det blev vi ved med, så kunne den byge jo bare komme. Vores fortrop rystede på hovedet. Klokken blev 11:00 – fortroppen som var ankomme med ruteflyet og havde været i Banda Ache i to dage før os, gik nu ind under et halvtag og lavede kaffe og forberedte sig på en lang pause. 11:05 kom regnen og det gjorde den. Det var som at stå under en bruser.
Det regnede så jeg ikke kunne se fra den ene side til den anden side af lejren, som var omkring 100 gange 100 meter.
Det regnet ned i værktøjskasser, el generatoren, ledninger og alt andet, vi fik lukket det hele ned, gik ind under halvtaget og fik en lang kaffepause, ingen sagde noget, men det var vel en stemning af ”hvad sagde vi”
Det regnede så meget på denne korte tid, som det gør i lille Danmark på et år.
Kl. 12:30 kunne vi så begynde at hælde vand ud af vores udstyr og fortsætte med at opsætningen, til langt ud på natten, kl. 03:00 var vi så skeløjet at vi gik i seng, for at stå op igen kl. 07:00….
Hurtig morgenmad og så i gang, kl. 10:30 regn sikrede vi så vores udstyr og gik til frokost.
Jeg havde ikke rigtigt fået skiftet T-shirt, da jeg jo var lidt våd dagen før syntes jeg, jeg trængte til et bad, kl 11:05 kom regnen.
Jeg sad med min kaffe og så på et knækket nedløbsrør, hvor vandet fossede ud. Jeg ville i bad, så jeg tog min sæbe og et håndklæde, gik over til nedløbsrøret og tog mig et brusebad, kun iført boksershorts. Det føltes dejligt at blive ren, og til stor morskab for dem som så på, jeg havde ikke lige beregnet at området kunne ses fra vejen, fra den del af vejen hvor der før var et busstoppested, og hvor busstoppestedets lætag stadig havde lætags funktion. Vores fotograf fra beredskabsstyrelsens mediecenter filmede, og det hele blev en meget morsom situation, som gav en god stemning i lejren.
Beredskabsstyrelsens mediecenter fik lov til at bruge optagelserne, hvis jeg fik lov til at fortælle, hvad der skete bagefter.
Da regnen hold op kl. 12:30. Kunne vi begynde at tage hospitalet i brug, men vi skulle havde et lokalt hold ansat, det var mange som gerne ville arbejde for os og de var velkommen, de skulle introduceres til hinanden, og det blev de af mediacentermanden, som samlet dem, hold en peptalk og lavet så BØLGEN men dem…… Der blev meget stille, hele byen havde for 4 døgn siden oplevet en BØLGE, alle på holdet havde mistet familie i BØLGEN.
Mediecentermanden undskyldte meget, og fik forklaret at den havde han ikke lige gennem tænkt… Det må jeg gerne fortælle om hvis han må vise mig i bad.
En anden udfordring var varmen, for når vi ikke blev sat tilbage i arbejdet af regnen, så blev vi det af varmen. Vi kunne ikke sætte hospitalet op i samme hastighed som i Europæisk miljø. Hospitalets jern var glohedt og vi skulle hele tiden sørge for at drikke vand.
Vi var nu i drift, og færdige med opsætningen. Vi kørte ind til det lokale hospital, for at hente de patienter som vi kunne gøre en forskel for.
Da vi ankom så vi det Australske militær som grave hospitalet frem. Dele af hospitalet var ikke skadet og her var stadig patienter, selv om at andre dele var oversvømmet af mudder. Man forsøgte at drive hospitalet, mens Australierne gravede, mudder og hist og her fandt døde læger, sygeplejesker og patienter i mudderet. Det virkede som en surrealistisk film.
Vi fik hentet en del ortopædiske patienter, som blev indlagt på vores hospital, hvor vi så kunne rette deres brud op, eller på anden vis hjælpe dem tilbage til livet.
Thorbjørn er en af de første, der tager telefonen den 26. december 2004 og er klar til at rejse afsted.
Hvordan bidrog Danmark
Det danske beredskab ydede en betydelig indsats i kølvandet på tsunamien i 2004, som var en af de værste naturkatastrofer i nyere tid. Her er nogle af de nøgleaktioner, de foretog:
Udsendelse af Eksperter og Redningspersonale: Danmark sendte specialister, herunder læger, sygeplejersker, og redningspersonale til de ramte områder. Disse fagfolk arbejdede under ekstreme forhold for at yde medicinsk hjælp, nødhjælp og støtte til genopbygningsarbejdet.
Humanitær Hjælp og Støtte: Der blev ydet betydelig humanitær støtte, herunder forsyninger som mad, rent vand, tøj og lægeudstyr. Dette var afgørende for overlevelsen af de mange tusinde mennesker, der havde mistet deres hjem og ejendele.
Finansiel Støtte og Indsamlinger: Der blev indsamlet og doneret betydelige midler fra både den danske regering, private organisationer og borgere. Disse midler gik til nødhjælpsarbejde og senere til genopbygningsindsatsen i de berørte områder.
Psykologisk Støtte: Udover den fysiske hjælp var der også fokus på den psykologiske støtte til ofrene, hvilket omfattede både de lokale befolkninger og turister, herunder danskere, der var blevet ramt af katastrofen.
Genopbygningsarbejde: I tiden efter den umiddelbare krise var det danske beredskab involveret i genopbygningsarbejdet. Dette omfattede genopbygning af infrastruktur og boliger samt støtte til at genetablere lokalsamfundene.
Udvikling af Beredskabsplaner: Efterfølgende har Danmark, ligesom mange andre lande, arbejdet på at forbedre beredskabsplanerne for at kunne reagere mere effektivt på lignende katastrofer i fremtiden.
Oplev flere fortællinger
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.