Med feltpræsten på mission

I modsætning til de tidligere årtiers konflikter med hårde udsendelser og ildkampe, beskriver Kristoffer sin mission i Bagdad som en “blød mission”, hvor dagens operationer for soldaterne afhænger helt af  de daglige sikkerhedsanalyser. Missionen adskiller sig fra de mange tidligere års missioner, hvor det i en årrække var hårde kampe og forhøjet sikkerhedsniveau, der var dagligdagen. 

Et af de store spørgsmål for Kristoffer var, hvorvidt han skulle bære pistol. Det er valgfrit for feltpræsten at bære våben, så hos Kristoffer rejste det en række indre diskussioner om sin rolle som feltpræst – og våben; nogle vælger at bære våben ud fra et solidaritetsprincip, mens andre, herunder Kristoffer, vælger det fra for at vise soldaterne og andre, at han er for at støtte og ikke for at kæmpe.

“Så går jeg her uden pistol og kommer til at blive en klods om benet på de andre soldater. Det bliver mere besværligt for dem, fordi jeg er her. Og det fik jeg dårlig samvittighed over. Og det triggede mig til; ej måske skal jeg have en pistol.”

Men under udsendelsen er han med på skydebanen og har fået udleveret en pistol for at kunne deltage i skydningen. På skydebanen er der ligeledes en gruppe irakiske soldater og her tager han sig selv i at tænke; “ej what man, nu jeg vildt glad for at have en pistol, fordi det giver mig tryghed”.

Kristoffer er meget opmærksom på sin rolle i forhold til at være feltpræst. Han er ikke psykolog eller læg, men han har mulighed for at skabe nogle helt andre rum for soldaterne – han arbejder med tre rum i sin dagligdag:  gudstjeneste- eller kulturrummet, frirummet og samtalerummet. 

Her forsøger han at skabe både et åndeligt og kulturelt fællesskab langt hjemmefra og give soldaterne et trygt sted for refleksion og samtale.