Det, vi ikke fik lært i tide før Afghanistan

Hans beretning om denne første mission, kan du høre i videoen.

Den 19. januar 2002 var han hjemme i Danmark igen. Men han skulle komme tilbage til Afghanistan flere gange, blandt andet som efterretningsofficer og senere Military Advisor, og sent i karrieren tog han via et amerikansk militæruniversitet en Master i efterretningsvirksomhed.

Kombinationen af erfaring fra udsendelserne og universitetsgraden fik hans øjne op for de fejl, han mener, man begik i Afghanistan.

En af de øjenåbnere, han stødte på efter sine udsendelser, fortæller om netop Sovjets besættelse. Materialet har været tilgængeligt i årtier. For snart 35 år siden udgav den russiske journalist Artyom Borovik en afslørende bog om Sovjets krig og fejltagelser. Bogen hedder ”Den skjulte krig.”

”Den ene bog kunne vi have lært en masse af,” siger Jes.

”Den burde have været obligatorisk læsning på Forsvarsakademiet længe før 9-11. Vi lavede alle de samme fejl, som russerne havde lavet. Der var ingen, der delte den formation, hvis den havde været der. Og det viser simpelthen hele vores svage punkt: efterretningstjenesten.”

”Nu er det efterhånden seks år siden, jeg forlod fabrikken, men stadigvæk: Efterretningsbilledet findes ikke. De dygtige efterretningsofficerer findes ikke.”

”Vi fortsatte jo i de spor, som alle de andre har gået i. Vi buldrede ud i området. Men sådan er Afghanistan ikke lavet.”

”Hvis jeg havde spurgt dig, om jeg må komme ud og besøge dig i dit hus, så havde du sagt ja, hvis du var afghaner. Men hvis jeg kommer, og bare går igennem din have, så vil du også blive sur. Og dernede, der drejer det sig om, at far skal løse opgaverne. Han er patriarken. Manden, der skal klare det hele. Men når han står og kigger på en kolonne, der er kommet forbi og kører et hjørne af hans mark, som han har formået at få vand til at løbe op ad for at få ørkenen til at gro, så kigger barnet på sin far, og han kan ikke gøre noget. Så der er en grund til, at børnene kaster sten efter os. Vi var ikke ønskede, og vi har ikke forstået, hvad det gik ud på.”

”Så vi sidder og gør det samme, som alle de andre har gjort. Egentlig uønsket. Og kommer med en masse midler. Vi forsøger at gøre nogle ting. Og ja, ændrer vi noget? Ja, det gjorde vi.

Vi skabte et pusterum. Men vi skabte også en frygt. Vi forsøgte at etablere nogle uddannelser med mere, og skabe et samfund. Og det var godt for pigerne, fordi de kunne komme i skole – ingen tvivl om det.”

”Så vi skaber et øjeblik. Og det øjeblik, det var i 20 år, før det gik galt.”

Men har det øjeblik – 20 år siger du – har det ikke en værdi?

Det håber jeg. Men når vi kigger på billederne fra Kabul, det amerikanske universitet i 1970’erne, hvor pigerne gik i hot pants, og alt var vestligt, mere eller mindre, og så til det tilbageskridt, der så skete i 2021 – det var så trist, som det kunne være.”

Hvad synes du, man skulle have gjort anderledes?

”For det første, så skal vi nok ansætte nogle antropologer i forsvaret, så vi forstår, hvilket miljø vi arbejder i. Og det skal være en integreret del af efterretningstjenesten. Og så skulle man tage at lytte til efterretningstjenesten.”

”Det er jo først bagefter, vi begynder at se alle de her ting. Jeg har jo læst meget mere om Afghanistan. Det skulle jeg have læst før. Men vi når ikke at forberede os til de her ting. Chefinstruksen til International Ops startede med at være 200 sider. Den var på 1100, da jeg forlod Forsvaret.”

Hvis vi går helt tilbage: Skulle vi helt have undladt at angribe i Afghanistan?

” Nej. Det skulle man ikke. Men der er selvfølgelig et problem, når man starter sådan en kampagne. Kunne specialstykkerne have klaret det alene? Måske. Fordi vi har jo ikke et stort fodaftryk.

Vi kan ikke beherske et land, det kunne den regulære styrke heller ikke, men det er jo heller ikke det, vi skal. Vi skal ud at sørge for, at det bliver stabilt. Så skal de selv tage den derfra.

Og vi havde sådan set i 2006 neutraliseret hele Al-Qaida. Og man havde en bevægelse.”

”Men når man starter en forhandling om at forlade Afghanistan med Taliban og USA, og man ikke har regeringen med for den nation, man skal forlade, så skal det jo gå galt. Det er jo det samme, som hvis vi herhjemme sagde: Vi forhandler kun med motorcykelbanderne, og så snakker vi ikke med regeringen ovre i København. Det giver jo ikke for fanden nogen værdi. Så det var dømt til at gå galt.”