Da Jes gik på container-rov hos naboerne 

Tekst: Peter Skautrup

”Kendetegnende for specialoperationsstyrker er, at når man efterlader sin kage på bordet, så kan man være sikker på, at der er mærker efter et tandsæt i den, når man kommer tilbage. Hvis man ikke observerer på det, så er der ingen der ejer det – det er sådan, vi nok tolker tingene.” 

Ordene kommer fra Jes Kaa Kristophersen, pensioneret major fra Jægerkorpset, og de falder sidst i hans beretning om den gang han huggede 23 beboelsescontainere fra en fransk lejr i Sarajevo.  

Containerne var klappet sammen, lige til at folde ud til beboelse, og Jes havde brug for dem. 

Det var i Sarajevo i 1994, hvor den eksjugoslaviske borgerkrig mellem bosniere, serbere og kroater hærgede. Jes var sendt afsted som næstkommanderende i et dansk bidrag til FN-missionen UNPROFOR, og den aktuelle opgave var at bygge en ny lejr til de danske soldater inde i Sarajevo. 

Der var et problem. Udstyret til lejren var strandet i Kroatien, og her herskede et andet FN-mandat, så at få det frem over grænsen lod sig ikke lige gøre.   

Men Jes havde set, at der lå mere end 100 beboelsescontainere i den franske sektor ved Sarajevos lufthavn. Her holdt tre franske bataljoner til, og her havde danskerne ikke noget at komme efter, men hvad gør en jægersoldat så?  

Han handler. 

”For vi har fokus på løsning og opgave. Det er jo nok det, der kendetegner os mest. Og hvis løsningen på opgaven er, at vi bøjer nogle regler, og det ikke går ud over nogen, så gør vi nok det,” som han siger, mens han genfortæller historien her 30 år senere. 

Uden at spørge franskmændene om lov, hentede Jes og hans folk 4-5 containere ad gangen. Det gik godt.  

Lige til det sidste læs skulle hjem.  

Jes havde sendt et hold afsted efter det, de havde en gummiged med til at løfte rovet.  

”Den tøffer man ned gennem Sarajevo med for at hente de der ting. Og de bliver så beskudt. Og der er råben og en skrigen over radioen. Så mig ind i en PMV og derned, for at se, hvad fanden foregår.” 

Det var formentlig serbere, der skød ind mod den franske lejr, ”for at få gang i gaden,” gætter Jes.  

”Så jeg kører derud og stopper, og kører kontrolleret gennem vagten, med honnør og ”Vive la France,” og kører så videre ud mod drengene.” 

”Så kommer der en fransk kaptajn. Jeg må ikke køre videre. Så siger jeg: Dig! Flyt dig! Det skal jeg nok styre.” 

Folkene, der var kommet under beskydning, havde besvaret ilden, så længe de kunne.  

”De er alle sammen skudt tomt. Der er ikke en, der har noget som helst tilbage i magasinerne.” 

En toiletcontainer hænger på gummigedens løftegrej, den har fået nogle skudhuller, men – ”vi satser på, den dur.” 

Jes og hans folk får sig trukket væk fra beskydningen med deres køretøjer, og de sidste containere triller mod den danske lejr, efter at Jes har sagt ”dig, flyt dig!” til endnu en fransk officer. Men selv står han tilbage og må følge med ind i franskmændenes hovedkvarter.  

Her ser franskmændene det som det alvorligste, at danskerne har bevæget sig ind på fransk område uden at spørge om lov. 

”Så spiller jeg bare våd hund,” siger Jes. ”Enden på det bliver, at vi skal udfylde nogle blanketter. Så er det fint, så er vi sluppet af krogen.” 

Men så mangler de lige en kran til at løfte containerne på plads- og en septiktank. Der er kun et sted at spørge: Hos franskmændene. 

”Så mig ned til franskmændene og låne det. En fransk major sidder og kigger ind i sin computer. Så siger han bare: 

”Tsk-tsk-tsk. Først stjæler du fra os, og så kommer du og beder om hjælp bagefter. Du ved, hvor septiktanken står.” 

Kranen måtte de spørge efter hos en anden fransk bataljon.  Her siger en fransk officer, som de nærmer sig: ”Oh you’re the Danish captain.”  

Men kranen fik de lov at låne.  

At ”låne” er også det udtryk, Jes foretrækker om sit lille tyvetogt i den franske sektor. Men blev ”lånet” så betalt tilbage? 

”De kom senere og gjorde krav på det”. 

Men da var Jes rejst hjem til Danmark og havde overladt sit job til en kollega. 

”Og jeg sagde til ham: Når de nu kommer og vil have de her ting tilbage. Så siger du bare, ”det er næstkommanderende, der ved alt om det, og han er rejst hjem, så jeg ved bare, at det her er min lejr.” Og de kom og bad ham om det, men de fik ikke en klejne fra os. Det gjorde de ikke. Vi havde en fin lejr.”