Helbredende Grønland

Tekst: Peter Skautrup (udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2024)

Jan gik ned med flaget i 2014. 

På grund af oplevelser, der begyndte 22 år tidligere.

Han var med på Hold 1 i Kroatien. Som sanitetsmand, ”sygepasser”, udlånt fra Flyvevåbnet.

Mads og Gerth, begge Livgarden, var også på det hold. Og når vi møder de tre sammen, kan man ikke lige se, hvem, der blev bidt hvordan og af hvilke oplevelser. De udviklede sig i hvert fald vidt forskelligt. 

Mads og Gerth blev i hæren og var senere udsendt i forskellige, andre missioner. Jan var på rådighedskontrakt og blev også jævnligt udsendt. 

Mads blev officer, skiftede til Beredskabsstyrelsen og blev senere jurist, og Gerth er nu chefsergent, leder af en IT-afdeling baseret i Høvelte under Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbstjeneste (FMI). 

”Gerth og jeg er jo ikke skadede veteraner, men det kan jo godt være, der er nogen, der mener noget andet,” siger Mads.

Gerth: ”Hvorfor der nogen, der går fri af det, det skal man nok i virkeligheden spørge Veterancenteret om. Man har jo begyndt at lave nogle screeninger… man screener folk, der skal ansættes til forsvaret, og der er nogle profiler i de screeninger, som man ikke tager ind. Måske har jeg ikke haft den profil. Måske det også bare kommer om to eller tre år, det ved man jo ikke. Jeg hører jo ofte, at det er i forbindelse med en livskrise eller andet, at oplevelsen lige pludselig bryder ud.”

De tre har noget andet end Hold 1, Kroatien, tilfælles: En kærlighed til Grønland, hvor Gerth i øvrigt har halvdelen af sine rødder. Sammen med Mads har han startet Veteranprojekt Grønland.

Grønland har vist sig at byde på noget særligt til veteraner med problemer som Jans – Jan, der er ramt af svær PTSD.

I 90’erne, var der en meget begrænset opsamling, som måske kunne have gjort en forskel, da de kom hjem. 

Jo, de blev stillet op på rad og række, og der blev spurgt, om nogen havde problemer.

Ingen rakte hånden op.

”Der vidste de jo ikke, hvordan de skulle tackle sådan noget her. Overhovedet,” siger Jan.

Men problemer havde han. Den nat en fuld serber havde taget ladegreb og det bløde aftræk på sin riffel for at skyde ham, de scener han var vidne til, når civile havde begået massakrer mod andre civile, de sårede, han måtte håndtere – alt lagde sig tungt i et utæt lager i hans hoved.

”Ja, altså jeg følte det jo ikke selv, men min kæreste gjorde. Efter et halvt år, så sagde hun, at jeg havde forandret mig meget.”

”Men jeg havde jo min rådighedskontrakt i Forsvaret, så jeg ville ikke gå til psykolog. Jeg havde også et job som afløser inde i Kongehuset som chauffør. Så jeg var ikke interesseret i at gå til psykolog, så der blev skrevet noget om det.”

Det mente han heller ikke, da Forsvaret mange år efter hjemkomsten fra Kroatien begyndte at sende breve ud med tilbud om psykologbistand. Kæresten sagde, han skulle tage imod det, men nej – ”jeg havde jo stadigvæk den rådighedskontrakt. Altså, jeg var psykisk ustabil, men jeg gemte det.”

Hvilket han blev ved med, mens rådighedskontrakten med Forsvaret sendte ham på ture for at hente sårede hjem fra Irak og Afghanistan.

”Så først da jeg gik ned med flaget i 2014, måtte jeg erkende, at jeg måtte have hjælp.”

Han var helt ”nede i kulkælderen”, var blevet skilt, drak for meget og medicinerede sig selv. Så fik han kontakt med Veterancentret og kom i behandling.

I 2015 blev han førtidspensioneret fra sit job som brand- og ambulancemand i Københavns Brandvæsen.

Så fulgte det første af flere ophold på KFUMs SoldaterRekreation uden for hegnet ved Høvelte Kaserne.

Her er der ro og her er personale ansat til at støtte op om de kampskadede veteraner.

”Nu er jeg i mit eget hus. Men jeg har boet heroppe et par gange i nogle år. Når jeg har haft det dårligt, kom jeg herop igen.”

På den måde fik Jan en chance for at komme med på Veteranprojekt Grønlands årlige udflugt nordpå. En lille gruppe af skadede og ikke-skadede veteraner tager en uges tid til Grønland, hvor man fejrer Flagdagen sammen med nogle af de grønlandsk bosiddende veteraner. 

Dem er der flere af, end man skulle tro, og de blev reelt ikke favnet af veteranpolitikken lige så hurtigt som deres kolleger i Danmark, en sag vi vender tilbage til, for den er Gerth og Mads også dybt involveret i.

Efter – eller før – fejring af Flagdagen i Nuuk, drager gruppen fra Veteranprojekt Grønland så ud på tre dages ophold i den uberørte natur. Ved en fjord, der er så stor, at ”Færøerne kunne ligge i den”. Gruppen består af medarbejdere fra KFUMs SoldaterRekreation, som regel både Gerth og Mads – ”Onkel Mads” – og så en halv snes veteraner. De er udvalgt dels af KFUM – dels blandt tjenstgørende veteraner ved Livgarden. 

Støtten fra en ”rask” veteran kan der være brug for lige pludselig, fremhæver Jan, som fik en hånd, da han var ved at blive overmandet af stress i lufthavnens sikkerhedskontrol.

Når de før eller efter Flagdagshøjtideligheden i Nuuk vender ryggen til civilisationen og tager på udflugt, sker der noget med de psykisk krigsskadede veteraner. Når Nuuk forsvinder i baggrunden, og 4G-signalet på mobilen pludselig er væk.

Gerth: ”Det, vi oplever helt konkret, når vi sejler ud i fjorden er, at lige pludselig så kan de været mere i nuet – deres stress hjemmefra aftager gradvist, og de fleste af dem bliver nærmest symptomfrie.” 

”Man skal ikke forholde sig til nogen ting, man slipper sine bekymringer, når man kun har naturen at forholde sig til. Den er så stor og overvældende, at man glemmer sig selv lidt – glemmer sine problemer og udfordringer. Det oplever vi hvert år.”

”Vi ved jo godt, at når man kommer tilbage, så kommer deres PTSD også tilbage, men den store forskel for nogen af dem, det er, at de oplevede, at de havde det godt de tre dage, at de sov godt de tre dage. Det giver noget livsgnist tilbage. Man har fået nogle venskaber og et netværk – det giver viljen til at sige, jeg VIL have det bedre.”

Mads og Gerth holder kontakt til de efterhånden over 30 tidligere deltagende veteraner, der har været afsted, og ”vi kan se, de flytter ud fra veteranhjemmene bagefter, kommer i fleksjob, kommer tilbage til deres familier.

Typisk tror de, at det kun er dem, der er noget at galt med, men i og med at de kan spejle sig i hinanden, gå sammen med andre der har det som dem selv, så begynder de at åbne op, tale sammen og ikke være bange for at sige, hvordan de har det. Naturoplevelser og netværk er specielt vigtigt for veteraner, og det er det eneste, vi laver på den tur.”

Tilfældig start

Det begyndte ved lidt af et tilfælde. En fiskeklub for psykisk skadede veteraner med tilknytning til KFUMs SoldaterRekreation i Høvelte drømte om at komme på fisketur i Grønland. 

Gerth og Mads hørte om deres drøm og fandt ud af at samle ind til en tur – blandt andet via koncerter. 

De kom afsted.

”Vi kunne ikke rigtig slippe tanken: Hvorfor skal de ikke det?” siger Gerth.

”Men omvendt så var det også meget at bede andre folk om at betale til. Det er først senere, vi finder ud af, det er en rigtig god ide at gøre det. ” 

Mens de planlægger, ”så siger Mads så lige pludselig, ”jamen der må da også være veteraner i Grønland.””

Det undersøgte de via Veterancentret, og ja, mere end 100 veteraner var da bosiddende, spredt rundt om på Grønland. Der er også nogen på Færøerne. Det skulle vise sig, at de trods Rigsfællesskabet ikke har – eller havde – helt de samme muligheder som veteraner i Danmark.

”Så tænker vi, kan vi slå de to ting sammen? Kan man lave et netværk eller understøtte et netværk, og samtidig med, at vi går i gang, er der også tre gutter, der har startet en veterancafé oppe i Nuuk – en kaffeklub nede på politistationen. Dem får vi så kontakt med.”

Grundlaget for et samarbejde tegnede sig, og det samme gjorde en kombination af rekreationsrejse for veteraner fra Danmark og et arbejde for bedre vilkår for veteraner i Grønland.

Gerth: ”Så vi rejser op på den første tur, og det var egentlig kun meningen, at vi ville lave det én gang.”

Mads: ”Når vi skal være helt ærlige, så vidste vi ikke, hvad det var, vi havde gang i. Men vi vidste godt, at vi havde fat i noget rigtigt, ikke?”

Gerth: ”Det kommer vi så op og erfarer. Vi finder ud af, at der er rent faktisk nogen i Grønland, der er glade for, at vi kommer, for der var ingenting for dem. Vi opdager også, at de svende, vi havde med herfra, de finder en værdi i, at nu skal vi op og gøre noget for andre.”

Men den helt store opdagelse var, hvad en tredages tur ud i ødemarken gjorde for deltagerne. Det var ”vilde erfaringer med, hvordan man nærmest kan fjerne symptomer på PTSD.  Med folk, der ikke kan sove ellers, lige pludselig sover igennem mig og ikke har mareridt. De finder ud af, de kan dele tingene med hinanden.”

Nøjagtig som den oplevelse, Jan selv fik, da han kom med nogle år senere. En hel dag ude ved fjorden sad han og en ligesindet veteran og fandt ud af, hvor meget de havde af fælles gods at kæmpe med og tale om.

Jan: ”I starten vidste jeg jo ikke, om det var noget for mig. Men jeg har været på Grønland før i tjenesten og synes godt om det. Men det her rykkede mig virkelig. At komme ud og være med ligesindede. Og så komme ud – væk fra Danmark og fokusere på noget andet. Fiskeri og natur. Storslået natur.”

”Når vi kommer hjem her efter sådan en tur, jamen, så har vi stadig det netværk, og det bliver jo stærkere, det netværk. Det har fået mig mere ud i det sociale. Jeg kommer ud til nogle arrangementer nu. Engage og andre ting inde på Kastellet, hvor vi er sammen. Nu har jeg den gruppe. Det er ligesom en lille grønlandsk familie, ikke?”

Jan havde været med til flere Flagdage i Danmark men først i Nuuk oplevede han noget særligt: ”Der havde vi været ude på den der tur, som havde rykket os sammen, og der stod vi så sammen med Grønlands Veteraner på Flagdagen, og der følte jeg et broderskab og for første gang, at det var for os, de gjorde det, at vi blev anerkendt. Det gav mig rigtig meget.”

Hans fysik er også blevet væsentligt bedre – på den første tur var der en etape, hvor han måtte sidde over. Det gav ham så noget andet, for han fik den dag til at snakke med en god kollega, og på næste tur går han med hele vejen.

De fremskridt, han psykisk og fysisk fik af at deltage i den første tur, er årsagen, til at Mads og Gerth kalder ham ”årets gazelle”.

På vej for 7. gang

Allerede efter første tur vidste Mads og Gerth altså, at der var grundlag for at tage afsted igen til den næste flagdag.

”Vi måtte lave den svære 2’er og den konsoliderende 3’er og de gik også godt,” siger Mads.

”Og så har det været svært at slå bremsen i. Vi synes, vi havde noget overskud, og at vi godt ville give noget tilbage til dem, der har betalt den næsthøjeste pris.”

Så til sommer skal de afsted med endnu et hold, for syvende år i træk.

Økonomien har været udfordrende hvert eneste år. 

Gerth husker, hvordan han efter en af de første ture havde sit eget kreditkort fremme for at dække et midlertidigt hul i kassen på 30.000, før en fondsbevilling i sidste øjeblik dukkede op.

”Vi hutler os igennem,” siger han.

Men det går alligevel hvert år med fondansøgninger, sponsorer, tilskud fra Veterancentret, private donationer, indsamlinger, koncerter. 

De hedder Foreningen Veteranprojekt Grønland, men den er bare en blandt et væld af små initiativer for veteraner, der fra gang til gang må slås for at få del i de midler, der kan søges og skaffes.

Dyrt at være veteran i Nord

Vilkårene for de godt 100 veteraner bosiddende i Grønland er den anden af Veteranprojekt Grønlands mærkesager. Først fra 2016 blev det understreget, at Danmarks veteranpolitik er gældende for hele Rigsfællesskabet, men er man veteran bosiddende i Grønland er rettighederne stadig de samme, men mulighederne er meget forringede.

Blandt andet takket være Veteranprojekt Grønlands benarbejde er det nu blevet gratis at ringe til Veterancentrets døgnbemandede akuttelefon fra Grønland. Det var det ikke indtil for kort tid siden. Telefonnummeret var gratis at ringe til fra Danmark, siden De Blå Baretter grundlagde det som privat initiativ, Kammeratstøtteordningen, i 2001, men i mange år derefter var det lige så dyrt at ringe til det fra f.eks. Grønland som al anden udlandstelefoni.

For en veteran i Grønland er der stadig noget, der kan være dyrt. Det grønlandske sundhedsvæsen har ikke de samme muligheder for at hjælpe veteraner som det danske, og skal man visiteres til en eller anden form for støtte, skal man principielt til Veterancentret i Ringsted, og den rejse kan koste mellem 10.000 og 25.000 kr. afhængigt af, hvor man starter fra i Grønland. 

”Vi har hele tiden sagt, at der bør sendes nogen til Grønland for at finde ud af, hvem er de veteraner og hvordan er deres livsbetingelser, for det er klart, at er der nogen på Grønland, der har problemer, så skal de i princippet til Danmark for at blive visiteret. Og hvis man sidder på Grønland og har PTSD – og vi har fundet nogen deroppe – så får de jo ikke den hjælp, de bør have,” siger Gerth.

”En netværkspsykolog kan man blive visiteret til, og der har været en i Grønland, men han blev ikke brugt, fordi man skal visiteres først – så vi har foreslået, at der bliver ansat en ny med beføjelser til at visitere – eller send nogen op fra Danmark for at visitere, så man kan sørge for, at de får hjælp.”

Mads: Det er jo hårdt nok bare et blive visiteret.”

Jan: ”Jo – bestemt.”

Mads: ” – og skal du ovenikøbet rejse ned fra Grønland. Med risiko for at blive afvist.”

Men Veteranprojekt Grønland har samarbejdet med politikere, og det har givet resultat. En af dem, der er gået med ind kampen, er den grønlandske MF’er Aaja Chemnitz Larsen, og et resultat kom med seneste finanslov. Her er der sat en halv million kroner af til et rejsehold, der skal rundt i Grønland.

”Det er faktisk os, der har lavet projektbeskrivelsen og den har Aaja båret frem, så nu er der en langsom proces på vej, så det bliver gennemført fra 2025,” siger Gerth.

Også erstatningsmulighederne har de påvirket: ”Med Mads som jurist fandt vi ud af, at ændringerne i Lov om Forsvarets Personel – de seneste ændringer – herunder det, der står om erstatning, det gjaldt ikke i Grønland, for man kan ikke lovgive ind over selvstyret. Men de kan tiltræde det, og det har vi med hjælp af Aaja fået dem til for halvandet år siden – det er et bevis for, man godt kan påvirke ting. Og det er jo fedt.”