Menu
Operation Una – Kampene i Dvor, september 1995
18-19 september, kampene i Dvor, Kostajnica og Dubica – Den kroatiske Operation Una. En voldsom oplevelse for alle involverede.
I dag kender jeg adskillige kroatiske og serbiske soldater, som deltog i kampene. Nogle af os sad ikke mere end 200-1500 meter fra hinanden under kampene. 15 år efter arbejdede jeg sammen med kroatiske, serbiske og bosnisk-muslimske soldater under udsendelse til Afghanistan. Flere af dem var veteraner fra borgerkrigene på Balkan i 90’erne.
Del fortællingen med dit netværk
Skrevet af Lars Hove-Olesen, veteran (fra bl.a. UNPROFOR hold 8 & ISAF), ansat i forsvaret fra 1994 – 2022, uddannet og udsendt som både konstabel og officer – i dag journalist.
Jeg var fra A-Coy, men gruppen jeg var i, var udlånt til hovedvagtstjeneste i Dvor.
Dagen startede meget tidligt for SR og mig. Vi havde runderingsvagt i Dvor-Campen fra kl.03.00 til 07.00. På meget ømme fødder gik vi vores første runderingsvagt kl. RØV.
SR havde været en del gange i Dvor før, så han viste mig rundt i lejren og forklarede, hvor man tændte de store lysmaster rundt omkring i lejren. Efter at have runderet camp’en, satte vi os ind i vagt FAB’en og så noget ligegyldigt fjernsyn, bare sådan for at holde os vågne, idet vi var hamrende trætte efter marchen (DANCON march, red). Ca. halvanden time inden vagten sluttede, skulle vi rundere en gang til og efter en kort tur slog vi et smut forbi messen, hvor vi organiserede noget morgenmad.
En stor del af personellet i Dvor-lejren var ude at gå DANBAT-march samme dag og derfor holdt der nogle folk i et par GD’er ude foran vagten, de kørte rundt ude på ruten og så til at deltagerne havde det godt. Omkring ved halv ni-tiden kom en af marchkontrollanterne over til vagten og sagde, at der blev skudt nede omkring Bosanski Novi;
“ja ja klart, det er bare den sædvanlige slivo-skydning”.
Kort tid efter kom de igen og sagde, at nu blev der altså skudt voldsomt og heftigt med en masse håndvåben ild og en smule TMG (tungt maskingevær). Efter selv at have hørt, at der blev skudt med håndvåben og TMG, kaldte vi ind til VO (vagthavende officer) og informerede ham om, hvad der skete – og vi begyndte selvfølgelig også at udfærdige “Shot-reps” (Skudrapporter).
Fra skud til artilleri
De spredte skyderier fortsatte i et stykke tid. Klokke. var vist nok omkring 08.30.
Til at starte med var det meget tåget i dalen ned mod Bos Novi, så det var lidt besværligt at lave en ordentlig “shot-rep”. Da der var gået en halv til en hel time, lød der lige pludselig et kæmpe brag, og det næste jeg husker var, at jeg lå nede på jorden med alle mine shot-rep papirer flagrende rundt omkring; “Hvad helvede var det” tænkte jeg.
Inde i vagtskuret stod SR og grinede “hvad fanden smider du dig ned for, det var et udgående”.
Skuddet kom fra en kroatisk kampvogn, der holdte på nogle bakker bag lejren og skød hen over lejren på de serbiske stillinger inde i Bosnien. Jeg fik samlet mine papirer sammen og gik ind i skuret til SR, og jeg var knapt nok kommet ind i skuret, før kampvognen bragede igen, denne gang blev vi begge forskrækket og stolene, der før stod foran os lå nu bag os, og vi lå på gulvet på stolenes plads. Det gik så hurtigt, at der egentlig ikke rigtig var nogen af os, der havde registreret, at vi smed stolene om bag os.
Efter at have sundet os et sekund, kiggede jeg på SR og sagde med et grin “var det også en udgående?”. Kort efter løb jeg ned til vagt-fabberne og hentede mit videokamera for at optage noget af “miljøet” i og omkring lejren.
Efter et stykke tid var serberne ovre på den anden side vågnet op, og de begyndte nu at “hælde” alskens ting og sager i hovedet på kroaterne. Dette gik ikke ubemærket forbi os, idet skud og nedslag slog ned både indenfor og udenfor lejrens sandsækkemure. På et tidspunkt slog et eller andet ned i bakkerne, 100 meter bag lejren, og vi begyndte at fatte, at det ikke bare var et “lokalt opgør”. På det tidspunkt havde vagthavende officer lige været ude i hovedvagten og kigge.
Den vildeste "Shot-rep"
Vores gruppefører var også ude i hovedvagten. Han smuttede ned i vagtbunkeren med bemærkningen: “Jeg tror sgu, jeg smutter ned til de andre nu. Det kan ikke vare længe, før alarmering bunker kommer. I kravler bare i jeres bunker (hovedvagtsbunkeren). Vi ses.”
Da gruppeføreren var gået, fortsatte SR og jeg med at skrive “shot-reps”, men det var efterhånden ved at være umuligt. Der var skyderier overalt, og vi meldte kun, hvis der kom nedslag tæt på eller i lejren. Kort tid efter stoppede vi helt med at notere nedslagene; det var sidst på formiddagen.
Jeg udfyldte den sidste shot-rep med datotidsgruppe og under rubrikkerne:
– “Hvor skydes der fra?” 6400ts,
– “Hvor skydes der til?” 6400ts,
– “Hvad skydes der med?” ALT!!!,
– “Antal skud?” Mange!,
– “Jeg/vi fortsætter observation.”
Under “Andre bemærkninger” skrev jeg kort og godt: “KRIG!!”. Derefter smed jeg sedlen på bordet i skuret og tændte mit videokamera.
Mens jeg stod bag sandsækkene og filmede, kom en spejder-GD med tre mand blæsende ud gennem hovedvagten. De skulle hente nogle af de uheldige DANBAT-marchdeltagere, som befandt sig på vejen mellem Kostajnica og Dvor. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik, men da de kom tilbage, var der vist nok otte mand i GD’en. Det så noget vildt ud.
Marchdeltagerne var dog ikke de eneste, der var pressede. På et tidspunkt kom tre store containervogne med hængere ind i lejren. De var også kommet i krydsild på vejen mellem Kostajnica og Dvor. De tre civile chauffører “kastede” lastbilerne, hvor de kunne, og styrtede i bunker, da de kom ind i lejren. Dette resulterede i, at vejen ud til hovedvagten blev spærret, og Schneider måtte ud og fjerne en af lastbilerne. To af lastbilerne brændte senere på dagen. De stod for tæt på POL-depotet (benzin- og oliedepotet), da dette blev ramt.
Kort tid efter lastbilen var blevet flyttet, og den kroatiske kampvogn endnu en gang havde skudt, blev hovedvagten forstærket med en TOW-PMV. Det var rart at vide, at vi havde noget “tungere” end to M-75 og et LMG ude i hovedvagten.
Et stykke tid efter, at PMV’en var kommet ud i hovedvagten, kom en af de uheldige marchdeltagere løbende ind igennem hovedvagten. Han havde trukket sin pistol og så noget forpustet ud. Jeg råbte til ham: “Det er motivation for at gøre det hurtigt!”
Situationen var absurd.
Bunker GUL 2 ramt
Kl. 11.00 blev SR og jeg afløst ude i hovedvagten og kom ned til de andre i vagtbunkeren. Her havde de to rapportblade og en Nintendo Gameboy som underholdning, så vi afholdt de uofficielle bunkermesterskaber i Tetris. Senere fandt vi et billede af en pige, som en eller anden havde glemt. Billedet satte vi fast i en sandsæk med en gaffel, så havde vi noget at kigge på.
Kort tid efter, vi var kommet ned i vagtbunkeren, krydsede kroaterne over Una-floden i små gummibåde og stormede de serbiske stillinger tæt på floden. Dette affødte en ekstrem voldsom udveksling af håndvåbenild mellem kroaterne og serberne. Der blev også skudt med panserværnsraketter og kastet vildt med håndgranater. På den anden side af Una var der hårde kampe på klods hold.
Henover middag fortsatte kampene med ind- og udgående granater i hele området. Det er senere blevet gjort op, at der faldt omkring 350 granater af varierende kaliber i og omkring lejren i Dvor. Det var et godt incitament for at holde hovedet nede.
Kl. 14.33 kom meldingen, der vendte hele situationen: Bunker Gul 2 kaldte op til VO: “Vi er blevet ramt, vi er alle sårede, to dødeligt.”
FUCK! Vi kiggede alle på hinanden i vores bunker og tænkte eller mumlede “PIS!” Herefter fulgte en heftig radiokorrespondance på KMP- og BTN-niveau for at iværksætte evakuering af de sårede ud af kampområdet. Imens foregik der behandling af de sårede i bunkeren og i en nærliggende bygning.
Se også videoen
Brians personlige beretning om at være under artilleriangreb
I vagtbunkeren havde vi en ekstra radio. Den blev indstillet på BTN-nettet, hvor vi kunne følge med i, hvordan det gik med de sårede og forsøgene på at dæmme op for den farlige situation, vi befandt os i – Dvor, Kostajnica og Dubica.
Senere på eftermiddagen kunne vi på radioen fornemme, at vi desværre havde mistet en kollega, og der var udsigt til, at vi kunne miste en til. Det satte en lidt dæmpet stemning i bunkeren, der dog forsøgtes blødt op med sort humor (situationen var som en stor lortesandwich, og vi skulle alle tage en bid).
Situationen virkede uoverskuelig, så det hjalp, da vi i vagtbunkeren hørte en af vores kammerater, Svenne, fra vores egen deling over BTN-nettet. Hvad korrespondancen gik på, kan jeg ikke huske, men det gav os indtrykket af, at nogen udefra lejren tænkte på os.
Serberne indsatte en Gazelle-helikopter med Sagger-missiler om mandagen. Helikopteren beskød mål i området, givetvis nogle af de kroatiske kampvogne, der holdt på bakkedragene bag Dvor-lejren.
Under denne beskydning ramte helikopteren også en dansk bemandet OP og sårede tre soldater, dog ingen alvorligt.
Radiokorrespondancen umiddelbart efter træfferen var temmelig kølig og velovervejet:
- – “09, her er 07A. Vi er blevet ramt og har to sårede, nej rettelse, tre sårede, skift.”
- – “Her er 09. Hvem er såret, skift?”
- – “GF, NK/GRP samt en GV-skytte, skift.”
- Derefter blev der iværksat evakuering af de sårede, så de kunne komme under behandling. Under evakueringen blev der kaldt op igen fra 09:
- – “07A, her er 09. Hvem har kommandoen nu?”
- Der var en kort pause, hvorefter 07A svarede:
- – “Det er jeg ikke helt klar over, men det kan jo lige så godt være mig, nu hvor jeg sidder ved radioen, skift.”
Herefter ønskede 09 dem held og lykke, og krigen fortsatte.
Som eftermiddagen skiftede til aften, dæmpedes kampniveauet også. Det gav os en smule ro, og vi kunne slappe lidt af. Vi fik noget at spise og forsøgte at sove lidt, men det var nærmest umuligt. Vi var alle høje af adrenalin. Hist og her fik man 5-10 minutters søvn, men der var heldigvis det allestedsnærværende Tetris-spil og rapportbladene. Det er første og eneste gang, jeg har læst de samme to “slam-blade” så mange gange.
I løbet af aftenen blev der heller ikke skudt så meget med artilleri. Det var nærmest reduceret til en slags “chikaneskydning”. Cirka hver halve time blev der skudt en granat i den ene eller den anden retning. Man kunne næsten stille sit ur efter det. Sidst på aftenen blev det meget nødvendigt at komme på toilettet. Chikaneskydningen måtte være, hvad den var – jeg skulle på tønden. Det føltes dog lidt åndssvagt at gå på toilettet med fragvest på. Glæden blev dog kortvarig, da der pludselig faldt flere granater i lejren, og så var det bare med at afslutte ASAP og komme i bunkeren.
I løbet af natten gik SR og jeg en tur rundt i lejren. Vi gik ned forbi Rub-hall og POL-depotet for at kigge på skaderne. De var omfangsrige. Forsyningsteltet var brændt af, og alt det grej, der normalt skulle ligge derinde, plus cirka 100 køjesække fra folk, der skulle hjem på leave, var væk. Rundt om Rub-hall lå dele af POL-depotet og småbrændte, og ikke så langt derfra stod resterne af nogle lastvogne og deres hængere og røg. Vi fortsatte rundt i lejren og kom forbi bunkeren, der var blevet ramt. Den var nu tom. Folk var ved at pille sandsækkene af taget og bruge dem til at forstærke nogle af de andre bunkere. Jeg faldt i snak med en seniorsergent, som var i gang med at forstærke sin bunker. Jeg kan i dag ikke huske, hvad vi snakkede om, men det har givetvis været om vores situation og, hvordan det gik ham og hans folk.
Senere slog det mig, hvor stærk en samhørighed der havde hersket i lejren midt om natten – en ganske fantastisk oplevelse midt i det sindssyge rod, vi befandt os i.
19. september 1995
Natten fortabte sig, og på et eller andet tidspunkt blev det morgen. Vi “nød” en “fyrstelig” morgenmad bestående af franske kiks fra feltrationerne og brikvand. Hvad der ellers skete op ad formiddagen, kan jeg ikke rigtig huske, bortset fra at kampene tog til. Serberne indsatte flere heftige bombardementer af de kroatiske stillinger og i væsentlig grad også os (FN). Der kom mange træffere inde i og lige omkring lejren, så der var ingen tvivl om, at vi blev bevidst beskudt af serberne.
Flere gange havde vi nedslag (tung mortér og artilleri) rigtig tæt på vores bunker – under 10 meter. Det gav et sindssygt drøn, og i et splitsekund føltes det som om, luften blev suget ud af bunkeren. Jeg husker specielt et nedslag, der forskrækkede os alle. Som alle de andre kom det pludseligt og uden varsel, men det var så tæt på, at hele bunkeren rystede, og ledningen udenfor med strøm til vores bunker blev flået over. Efter det nedslag fandt vi ud af, at fire soldater sagtens kan ligge ned på 1,5 m² gulv samtidig.
Senere på dagen indsatte serberne fly mod de kroatiske soldater. En stemme brød pludselig igennem på lejrnettet, lettere ophidset og råbte:
“9-0! 9-0! Der kommer fly! Der kommer fly!!”
Kort efter hørte vi hvinene fra to serbiske Super-Galeb-jagerfly og derefter lyden af maskinkanoner. Jeg så ikke selv flyene, da jeg sad i bunkeren, men det var lidt vildt at være “vidne” til et flyangreb ca. 800 meter fra bunkeren. Et stykke tid senere kom endnu et flyangreb. SR sad ude foran bunkeren og sagde, han så en MIG-29, der fløj ind og beskød kroatiske enheder på serbersiden af Una. Igen kunne vi høre maskinkanoner. SR fortalte, at flyet trak lodret op efter angrebet, og at der blev affyret noget, der lignede to jord-til-luft-missiler, men de ramte ikke flyet.
I løbet af kampene havde begge parter også indsat helikoptere til støtte for deres respektive enheder. På et tidspunkt hørte vi lyden af en (kroatisk) helikopter over Dvor. Hvad den lavede, har jeg ingen idé om, da vi ikke kunne se den fra vores bunker.
I Dvor fortsatte kampene hen over eftermiddagen. Kroaterne neutraliserede en serbisk luftværnskanon og forsøgte også at skyde en stor serbisk antenne/radiomast omkuld. Det lykkedes aldrig, på trods af at de sendte alt mellem 7.62 og 120 mm efter den. Radiomasten blev dog lidt flosset i skelettet.
I løbet af eftermiddagen skulle vi have skiftet de to, der sad i hovedvagtsbunkeren. De havde siddet der i 11 timer på grund af kampene og trængte nok til lidt selskab…
Hovedvagten bliver ramt
Det var SR og min tur til at sidde i hovedvagten, så vi klargjorde det mest nødvendige grej at have med. Tidligere på eftermiddagen var der blevet snakket om evakuering af lejren, og hvis den pludseligt kom, skulle alle mand have pakket sådan, at de ASAP kunne evakueres uden at skulle pakke flere sager. Vi fik meldt til gutterne i hovedvagtsbunkeren, at vi var på vej, og de skulle gøre klar til skiftet. SR og jeg stod i løbegangen til vores bunker med vores grej (M/75, sovepose og taske).
Kampene var ikke så voldsomme på det tidspunkt. Der var “kun” lidt LMG- og mortérskydninger, men SR og jeg blev enige om, at det nok var en god idé, hvis vi løb en ad gangen ned til bunkeren. Vi skulle jo nødigt løbe i vejen for hinanden på de 60-70 meter. Jeg klappede SR på skulderen og råbte “GO!”, og han spænede ned til bunkeren. Da han var nået derned, vendte han sig om og råbte et eller andet, og jeg spurtede derned med M/75 i den ene hånd samt sovepose og taske i den anden.
Da jeg var kommet 2/3 ned til bunkeren, løb jeg ind i noget pigtråd, som en af PMV’erne havde fået viklet ind i bæltet tidligere på dagen og trukket ud på vejen. Pigtråden skar sig ind i lårene på mig, og jeg faldt og landede på ryggen i en rulle pigtråd. Det gjorde sindssygt ondt.
SR råbte til mig: “Hvad fanden laver du? Det var udgående!”. Jeg råbte tilbage: “Det ved jeg fandeme godt! Jeg hænger fast i noget pigtråd! Kom og hjælp for helvede!”. Han løb ud til mig, trådte på pigtråden, greb fast i min fragvest og hev mig fri. Jeg lå som en skildpadde på ryggen, fuldstændig hjælpeløs og ude af stand til at komme fri ved egen hjælp. Både mine arme og min ryg sad fast. Jeg kom på benene og samlede mine stumper sammen. De var fløjet ad helvede til, da jeg faldt, og forreste sigtemiddel på geværet var blevet smadret. Vi fik afløst de to andre, som var glade for lidt selskab, og de kom ned til den anden vagtbunker uden problemer.
Jeg bad SR om at kigge på mit venstre ben. Det havde fået en grim, cirka 9 cm lang og meget dyb flænge hen over baglåret, og der løb lidt blod ned, men der var ikke andet at gøre end at skylle såret og putte en enkeltmandsforbinding på. Det føltes dog lidt sært at forbinde et sår på sig selv midt under hårde kampe.
Sidst på eftermiddagen begyndte kroaterne at trække sig tilbage over Una. De havde ikke kunnet tage deres mål på serbisk område. Tilbagetrækningen startede med, at kroaterne lagde en voldsom støtteild ud i området. Luftværnskanonen fejede hen over landsbyen, som lå overfor vores lejr, og beskød adskillige af de serbiske stillinger. Det var som om, en der havde fået et hårdt slag i maven lige skulle samle sig. Efter den første heftige kroatiske byge kom svaret tilbage i form af serbisk maskingevær- og mortérild. Larmen fra de opblussende kampe var ekstrem høj, og det opslugende kaos gav et kæmpe adrenalinsus.
Kort efter den første ild råbte SR til mig: “Der kommer to kroatere herhen!”. Jeg smed mit kamera fra mig, og vi greb vores geværer. Vi kiggede op over sandsækkemuren og så to kroatiske soldater komme løbende i en grøftekant hen imod os. De løb rundt om bunkeren, hen til indgangen og satte sig ned bag sandsækkemuren ved siden af os. Begge soldater så ikke ud til at være mere end 18-19 år. De svedte, rystede og var bange. En af dem spurgte os på engelsk: “Can we come into your bunker, please? Our own is under heavy fire, very dangerous?”
SR og jeg kiggede på hinanden og svarede: “No, this is not possible. This is a UN area. We cannot take the responsibility of taking you into our bunker.”
Vi sad et par minutter og snakkede med de to soldater fra Grom-brigaden (Tordenbrigaden, 2. Gardebrigade). De fortalte os lidt om, hvad der var sket, og vi gav dem en brik vand, som de drak. Ikke helt i tråd med at være upartisk, men hvad, man handler efter situationen, og så er der også den menneskelige faktor.
Efter de havde drukket vandet, sagde vi til dem: “Now you have to go”. De nikkede og sagde: “We will try to get back to some of our own positions”. Jeg klappede en af dem på ryggen og sagde: “Good luck”, og så løb de. Vi meldte ind til 09 og fortalte om det besøg, vi havde haft.
Senere kom jeg i kontakt med en kroatisk soldat fra samme enhed. Han var fuld af forståelse for vores handlemåde og syntes, det var en smuk gestus, vi havde vist de to kroatiske soldater. Denne tidligere soldat har i øvrigt kunnet bekræfte adskillige andre episoder, og vi har været i stand til at udvide hinandens opfattelser af, hvad der skete i disse dage. Han kender desværre ikke de to soldater, men det kunne være interessant at møde dem en dag. Overlevede de krigen, og hvad laver de i dag?
Inde i bunkeren sad vi på hver vores side af indgangen og småsludrede om situationen. August-krigen havde varet en 5-6 dage og lukket af for størstedelen af bevægelserne ind og ud af området. Vi skulle på “leave” den kommende mandag, så en af vores “største” bekymringer var, om krigen ville forhindre os i at komme på “leave” til rette tid.
På et tidspunkt begyndte serberne at bruge TOW-PMV’en som rettepind for deres morterer. Først faldt der lidt til højre for den, så lidt til venstre, og derefter lidt i lejren. Kort tid efter kunne vi høre knitren og bragen lige uden for bunkeren. SR stak hovedet ud for at se, hvad der skete. Samtidig kunne vi høre TOW-folkene på nettet sige: “Vi bliver beskudt, vi bliver beskudt, vi trækker os!”. Derefter var der en masse motorstøj fra en PMV, der blev pisket. SR fortalte, at der havde været en masse gnister og opsprøjt omkring PMV’en, da den trak sig.
Efter at PMV’en havde trukket sig, var SR og jeg de to eneste i hovedvagten, og bommen var oppe. SR kaldte ind til VO og spurgte, om han ikke skulle lukke bommen. Det fik han go på. Han kravlede ud af bunkeren og hen til bommen. Mens han var ude, lød der et enormt brag og lyden af glas, der blev smadret. Det var lige uden for bunkeren!
Jeg råbte inde fra bunkeren: “Stefan, er du okay!?” Et par sekunder senere kom han kravlende ind på maven, og jeg råbte: “Er du ramt, er du ramt!?” “Det tror jeg ikke, nej, men træsplinterne peb om ørene på mig!”, svarede han.
Jeg tændte en lygte i den mørke bunker for at se, om jeg kunne finde nogle skader. Det var der heldigvis ikke. Derefter meldte jeg til vagthavende officer: “Her er hovedvagten. Vi er blevet ramt, men vi har ingen sårede. Jeg gentager: ingen sårede. Skift.” “Her er VO. Saml jeres stumper og gør jer klar til at blive trukket ind i lejren.”
Jeg har senere snakket med VO om, hvordan jeg/vi lød på radioen, da det skete, og han sagde, at vi lød, som om vi var helt klar på situationen, nærmest lettere opstemte.
Evakueringen startede for vores vedkommende omkring kl. 23. Da der ikke var klarhed over, hvordan serberne ville reagere, foregik det med slukkede lygter på køretøjerne og natkikkert hos køreren og vognkommandøren.
Omkring 5 kilometers kørsel fra Dvor holdt kolonnen ind til siden, og vi sad op i en række lastbiler, som kom fra B-Coy (Petrinja). Lastbilerne var bløde køretøjer og kunne af gode grunde ikke køre helt ind til lejren og hente os. Det tog ikke så lang tid at komme op i de ventende lastbiler, og samtidig var der blevet stillet en kasse dåsecolaer op i lastbilerne, hvilket var yderligere et stort hit.
Jeg ved ikke, hvis idé det var med colaerne, men et lyst hoved i B-Coy skal have en stor tak. Kombinationen af cola, god plads og visheden om, at vi var på vej væk, hævede humøret ufatteligt meget.
——
Jeg gengældte denne gestus under en senere udsendelse til Afghanistan, hvor vi havde en særdeles blodig episode med egne tab og mange sårede civile. I en pause mellem mine opgaver skaffede jeg nogle sodavand fra PX’en og delte dem ud til nogle af de steder, hvor de behandlede folk eller vaskede blod ud af køretøjer. Fortiden rakte ind i nutiden med 13 års forsinkelse.
——
Resten af turen til Petrinja forløb uden gnidninger. Der var en masse snak, cola og en lille lur blev det også til. Vi var trætte, men glade. Under køreturen fra Dvor lyttede jeg lidt på min walkman, og en af de første sange, jeg hørte, var ”I’m Alive” med Cut n’ Move. Jeg syntes, det var lidt absurd. Har i øvrigt stadig det bånd i dag, men har ikke lyttet til det siden. Måske skulle man gøre det en dag.
Vi vågnede ved, at en sagde, vi var kommet til Petrinja. Udenfor regnede det stadig, og inde i B-Coy’s lejr vrimlede det med soldater og køretøjer. Noget smadrede sad vi af lastbilerne og hankede op i grejet. Alle os fra Dvor blev samlet, og en officer informerede os om, hvad der nu skulle ske. Først skulle vi indskrives, så man kunne skabe sig et overblik over, hvor bataljonens folk befandt sig. Dernæst ville vi blive anvist et sted at sove, og slutteligt ville vi få noget at spise.
Indskrivningen tog et stykke tid, men vi var jo også mange mennesker. Set udefra må vi have været et studie i træthed og stress værd. Mange af os befandt os i en mærkværdig blandet tilstand af træthed og glæde.
Som så mange andre slæbte jeg på en masse grej. Over min kampuniform og fragvest havde jeg mit basis og rygsæk, på brystet havde jeg mit gevær, i venstre hånd min sovepose, og hen over mine skuldre havde jeg LMG’et. Vi må have mindet om tilbagetoget fra Stalingrad, og vi lugtede af en ”skøn” blanding af støv, pis og sved.
20. september 1995
En gang i løbet af formiddagen fik vi noget morgenmad, og der kom flere meldinger om situationen i Dvor. Kampene var stilnet af, og kroaterne havde trukket deres styrker væk fra Una-floden. Det var nu muligt at komme tilbage til A-Coy, og et par PMV’er ville køre os dertil. Jeg faldt i snak med en af gutterne fra 07A, og det endte med, at de kørte med os til Camp Valhalla, hvor de blev afhentet af folk fra deres eget kompagni.
Inden vi kørte, snakkede jeg med en befalingsmand, som også havde været i Dvor. Han havde mistet alle sine stumper under kampene og havde kun den kampuniform, han stod og gik i. Det passede ham ikke, for den lugtede rigtig grimt, men vi kunne dog begge grine af det.
Turen tilbage til A-Coy foregik uden problemer. Vi nød solen og vinden mod vores ansigter og følte os egentlig ganske okay.
Da vi ankom til A-Coy, blev vi modtaget af vores delingsfører (PL T. Reimar) og kompagnichef (Kaptajn K. Schmidt). De var ivrige efter at høre, om vi havde det godt.
Som jeg husker det, blev vores gruppe bænket af vores delingsfører. Vi fik måske en øl – jeg kan ikke rigtig huske det. Herefter snakkede vi vores oplevelser igennem og fik “defuset” vores indtryk, så vi forhåbentlig kunne få lidt (midlertidig) ro i hovedet.
Kaptajn Schmidt sagde, at hvis vi fik brug for at snakke, vidste vi, hvor vi kunne finde ham, men at vi nok mere havde brug for at snakke med vores kammerater. Herefter blev vi beordret til at ringe hjem til vores familier og sende et livstegn – vi havde to satellittelefoner i lejren.
Jeg fik en oplevelse af, at der var opbakning fra vores nærmeste foresatte, og at de gjorde, hvad de kunne for vores velbefindende.
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
