Brian Mark Sørensen, 39 år, vendte hjem med hold 6 fra Irak med ar på sjælen. Først mange år senere fandt han et værdifuldt fællesskab af ligesindede på veteranhjemmet i Fredericia.
Tekst og foto af Thomas Kvist Christiansen, udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2024.
Brian Mark Sørensen er 39 år og veteran fra Irak. Han er også én af 15 frivillige på Veteranhjem Trekantområdet i Fredericia. Hjemmet betyder rigtig meget for ham. Her møder han ligesindede, som han kan tale med og dele tanker, oplevelser og erfaringer med.
Hver onsdag er han med til at servere morgenmad for de andre veteraner, som kommer i huset – i gennemsnit mellem fem og tolv om dagen.
Endelig er han en del af lokalbestyrelsen, og så er Brian Mark Sørensen meget aktivt involveret i at lave honning. På taget af veteranhjemmet er der nemlig opstillet et antal bistader, som giver den fineste honning. Dette projekt hygger han sig meget med, som han selv udtrykker det. Honningen er en måde at gøre lidt reklame for hjemmet på, fordi alle, der er interesseret, kan købe et glas og dermed støtte driften af veteranhjemmet.
Når man møder Brian Mark Sørensen til en snak om det liv, han lever i dag, er det meget tydeligt, at netop veteranhjemmet, og det at være en del af det, betyder rigtig meget for ham.
Han fortæller med stor begejstring og glæde om den stemning og de mange aktiviteter, der er i huset. Han lægger ikke skjul på, at han er meget glad for, at han fandt ud af at komme på hjemmet. De rammer, som veteranhjemmet tilbyder, var lige netop dem, som Brian Mark Sørensen havde brug for – et frirum og et sted at møde ligesindede.
Det var først mange år efter, at han vendte hjem fra international mission i Irak, han blev klar over, at han var en veteran med PTSD. Han blev på et tidspunkt gjort opmærksom på sin lidt aggressive adfærd og fik på veteranhjemmet et møde med en person på Livslinjen.
Efterfølgende begyndte han at få hjælp til praktiske udfordringer i hans liv. Han fik et flexjob, som betyder, at han kan gå på arbejde og samtidig have plads og overskud til hverdagen med kæresten Monica, hans store støtte i hverdagen. Netop den situation førte ham til Veteranhjem Trekantområdet.
– Jeg havde fri fra arbejde og kørte herind. Det var jeg glad for. Jeg fandt ud af, at det er godt sted at være, der er mange ligesindede, og jeg fandt ud af, at dét, som jeg fejler i hovedet, det er det samme som hos de andre. Jeg er ikke alene. Stedet her er blevet en støtte for mig, her får jeg mange gode samtaler.
Det er 19 år siden, at Brian Mark Sørensen blev værnepligtig og gennemgik hærens fire-en-halv måned lange basisuddannelse (HBU) på Varde kaserne. Og, da han var interesseret i at blive udsendt som professionel soldat, fortsatte han på hærens otte måneder lange reaktionsuddannelse (HRU) og sagde i 2005 ja til en udsendelse.
I august samme år, 21 år gammel, rejste han med hold 6 til Camp Danevang, der var en del af den store britiske militærlejr Shaiba Log Base i Basra i den sydlige del af Irak.
– Det var en god oplevelse at være der, men der var situationer, som jeg gerne havde været foruden. Jeg oplevede dog ikke, at det var noget, der satte præg på mig, da jeg kom hjem. Først mange år efter.
Og sådan er det med mange af de veteraner, der kommer på veteranhjemmet. Missionerne har ofte budt på situationer og oplevelser, der ikke har været behagelige, der har fremkaldt megen stress, og som først er begyndt at rumstere mange år efter.
Derfor er frirummet på veteranhjemmet så unik og værdifuld for veteranerne – de behøver ikke at udveksle oplevelser, for de ved, hvad hinanden bærer rundt på. Og derfor skal man også spørge Brian Mark Sørensen meget konkret, hvad det var, han gerne ville have været foruden i Irak. Og når han sætter ord på den dag i oktober 2005, hvor han sammen med sine soldaterkammerater skulle agere i en meget anspændt situation med mere end tusinde aggressive irakere, der skubbede, råbte og smed med sten, forstår man godt, at sådan en oplevelse sætter sig.
Netop denne oplevelse og flere andre satte sig i Brian Mark Sørensen. De skrev sig ind i en række af oplevelser, som først efter mange år begyndte at præge Brian Mark Sørensens liv.
Symptomer og tegn på, at han var påvirket meget mere end hvad godt var, blev dulmet med det hektiske arbejdsliv, som han fik, da han vendte hjem. Og han er i dag glad for, at en konstabel, der selv havde været igennem et behandlingsforløb med PTSD, tog fat i ham og sagde, at den aggressive adfærd, han havde udviklet, den måtte der gøres noget ved.
I løbet af de 14 år, Veteranhjem Trekantområdet har eksisteret i, har mange veteraner haft deres gang og ophold i huset. De har fundet ro og nye fællesskaber med ligesindede, de er blevet rådgivet, hjulpet og har støttet hinanden, og mange er kommet godt videre i livet med de udfordringer, som PTSD har givet dem.
Brian Mark Sørensen kæmper i dag med at få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade, men det er svært. Indtil videre har han fået syv-otte afslag. Men han kæmper videre.
Det samme gør han sammen med sin kæreste Monica i forhold til at blive gravid og blive en familie. Af forskellige årsager har de brug for hjælp til kunstig befrugtning, men det er i dag ikke muligt at få som PTSD-ramt.
Brian Mark Sørensen lægger derfor ikke skjul på, at han føler sig forskelsbehandlet, fordi han valgte at rejse ud og kæmpe for Danmark som Nato-soldat. Men intet kan i dag tage den glæde fra ham, som han oplever som frivillig på veteranhjemmet – når han hver onsdag er med til at servere morgenmad og være sammen med ligesindede.
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept