Menu
”Man føler, at man svigter, hvis man ikke deltager”
Nikolaj Frederiksen har været afsted på hårde missioner flere gange end gennemsnittet af danske udsendte. Som både frømand og politimand har han overkommet at dække to stillinger, hvor der også har været mere drama, end gennemsnittet oplever. Alligevel har han også evnet rollerne som familiefar, lokalpolitiker og hjælper for andre veteraner, inklusive tolken Omaid, som du kan læse om her.
Del fortællingen med dit netværk
Skrevet af Peter Skautrup, journalist
Den afghanske tolk Omaid har mange danske venner. En af dem, som har betydet meget for, at Omaid og hans familie nu er trygt anbragt i Danmark, er Nikolaj Frederiksen, hvis CV i Forsvarssammenhæng er mere end overvældende. Det var Nikolaj, der tog fat i Omaid via nettet, da Taleban begyndte at nærme sig Kabul i august 2021.
Men hvem er Omaids ven Nikolaj?
En nogenlunde dækkende beskrivelse ville fylde mange gange længden af en standardartikel på udsendtafdanmark.dk.
Familiefar, lokalpolitiker, frømand, politimand og dybt engageret i at hjælpe veteraner fra Forsvaret.
Han halter efter sin sidste mission i Afghanistan, hvor han fik adskillige skader på en skulder og knæet – det sidste er ikke kommet sig.
Nikolajs drengedrøm var at blive dykker, men da uddannelsen var dyr, fik han den ide, at vejen til dykkertilværelsen kunne gå via Forsvaret.
”Altså, egentlig ville jeg ikke have været soldat. Jeg kendte nogen, der havde et dykkerfirma, og de fortalte om, at dykkeruddannelsen kunne man jo tage gennem forsvaret. Så det kiggede jeg på, og så faldt jeg over Frømandskorpset, og så tænker jeg, at det lyder spændende. Hvad er det? Og så får jeg at vide, at det er meget udfordrende, og det kan jeg godt glemme. Det er ikke måden at blive dykker på,” fortæller Nikolaj.
”Men jeg var nysgerrig, hvad laver de egentlig? Så får jeg at vide, at de laver mange ting…løber, man marcherer, man skyder… det lød rigtig spændende.”
Så allerede som 17-årig fik han job i Statens Istjeneste og kom derfra ind i Søværnet, så snart 18-års fødselsdagen var overstået. Han begyndte som våbengast og søgte kort efter – i 1987 – ind i Frømandskorpset.
En meget ung ansøger, til en af de hårdeste optagelsesprøver i denne verden.
”Jo, absolut, ”siger han, ”men det var jo ikke noget, jeg tænkte så meget over.”
Han havde forberedt sig ved at løbe orienteringsløb og gå lange marcher, blandt andet deltaget i Nijmegen Marchen.
”Men da jeg kom til optagelsesprøven, var jeg slet ikke forberedt. Jeg vidste egentlig ikke, hvad det var, jeg gik ind til. Så jeg havde den filosofi, at jeg tog bare en dag ad gangen, og når der var gået et stykke tid, så tog jeg en uge ad gangen.”
Og han kom ind. Udstyret med frømands-kaldenavnet ”Blåøje”, fordi han på optagelsesprøvens dag ét mødte op med et sæbeøje, erhvervet på en bytur med holdkammeraterne nogle dage før.
Da han var optaget, var det blevet 1988.
”Det var et andet scenarie end nu. Det var koldkrigsscenariet, men kravene var ikke mindre end nu.”
Først, da han havde passeret nåleøjet og var optaget i korpset, opdagede instruktørerne, at han og en anden nyoptaget ikke havde kørekort. Det havde de ikke set før i korpset – men Nikolaj kunne korrekt påpege, at det ikke stod nogen steder, at kørekort var en forudsætning for at søge optagelse – så som noget nyt måtte korpset sende to unge frømænd på køreskole på kasernen i Vordingborg, før de kunne tage fat på korpsets dykkeruddannelse.
Drama på Olfert Fischer
Med afslutningen på den kolde krig begyndte Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Det afgørende øjeblik kom sommeren 1990, hvor Danmark sendte korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf efter Iraks besættelse af Kuwait.
Nikolaj var med som en del det boardinghold, som skulle kontrollere skibstrafikken i området.
”Det kan man sige, var vores debut. Altså, det var bløde opgaver, vi var med på de boardinghold, som var en kombination af specialister, tolke og officerer, som skulle ombord på handelsskibene for at kontrollere, og vi skulle sikre, at folk kom sikkert frem og tilbage, at der ikke var nogen, der blev kidnappet eller spærret inde i en container.”
Den slag hændelser var der ingen af, men der opstod alligevel drama, da der udbrød brand i Olfert Fischers skorsten, og det blev Nikolaj og en frømandskollega, der i al hast måtte ind i røg og flammer i skorstensrummet, for her havde man valgt at opbevare et antal Stinger missiler.
”Det var aluminium i skorstenen, der brændte, og det er ikke sådan lige at slukke, Så mig og min makker, vi måtte rende lidt rundt inde i den skorsten, inden de missiler eksploderede.”
Missilerne, Nikolaj og hans kollega kom sikkert ud – men Olfert Fischer måtte i dok.
”Altså efter Olfert Fischer så stod den på dagligdags opgaver hjemme i Danmark, som korpset nu tager sig af. Der var mange assistanceopgaver til politiet, hvor man kigger efter narkosmuglere og våbensmuglere. Der var også opgaver med miljøaktivister som Greenpeace.”
Siden skulle Nikolaj få flere skarpe opgaver end han kan tælle, og det blev ved, da han formelt, men ikke reelt forlod Frømandskorpset for at begynde på Politiskolen i 1995. Noget af den optjente civile uddannelse fra Forsvaret brugte han på forberedelse til optagelsen hos politiet. Han kunne højst blive i Frømandskorpset, til han fyldte 35, så inden da vidste han, at han skulle videre til noget andet.
” Det var meget få, der fik en langtidskontrakt, og jeg fik så muligheden for at søge politiet, og det gjorde jeg så.”
Og så var familiens førstefødte også kommet til verden i 93.
Så Nikolaj blev politimand og hundefører og kørte natlige patruljer på jagt efter stort og småt.
Tilbage til korpset
Men Frømandskorpset og han ville ikke slippe hinanden. Han fortsatte på en rådighedskontrakt med Forsvaret, mens karrieren i politiet blev bygget op.
Efter 11. september 2001 blev han bedt om at indtræde i Frømandskorpset igen. Her skulle han tage del i opgaver, der var til særlig hjælp fra politiet.
Han skiftede politijobbet som hundefører ud med ”almindelig” politipatruljering fra Station City i København for at få vagtplanerne i de to job til at gå op.
”Det lykkedes det første halve år. Så et år mere. ”
Da der var gået to år med to fuldtidsstillinger, søgte han orlov fra politiet og koncentrerede sig om jobbet som frømand. Men efter to års orlov fra politiet ville de gerne have ham tilbage igen, og da familien nu var rykket til Hillerød, lykkedes det ham at få en stilling hos Nordsjællands Politi, men kun halvtids, så i yderligere ti år var han samtidig frømand på fuld tid.
Hans første udsendelse efter Olfert Fischer var som uddannet livvagt for den danske ambassade i Irak i 2004-2005. Efter to ture i Bagdad kom den tredje Irak-tur til Basra i 2007.
På udsendelserne til Bagdad var det Jægerkorpset og Frømandskorpset, der var livvagter. Så Nikolaj har været med til at beskytte ambassadør Torben Gettermann, men også for Anders Fogh, Søren Gade og Ulla Tørnæs når de var på ministerbesøg i Bagdad.
”- Det var meget specielt at køre rundt i Bagdad by og særligt farligt at køre på ”Route Irish” som strækningen hedder mellem ”Green Zone” og BIAP (Baghdad International Airport). Vel nok verdens farligste vej på det tidspunkt.”
Missionen i Basra fulgte – efter de to ture til Bagdad.
”Det var lige før, det ikke blev til noget på grund af Muhammed-tegningerne, som skabte en masse polemik. Det var ikke populært at være dansker lige der, hvor vi eller havde været velsete, når vi kørte rundt med det danske flag.”
Da dronen blev hittegods
Efter Irak kom deltagelse i indsatsen mod pirater, hvor Nikolaj sejlede med i de konvojer, der skulle beskytte handelsskibe på ruten fra Djibouti via Somalia til Kenya. Der var også skibstrafik med nødhjælp til Somalia, og ofte sejlede de danske frømænd med ombord.
Brugen af små overvågningsdroner var nyt i dansk forsvar, og Nikolaj var en af de første, der blev uddannet i brugen. Det var små fly af typen ”Raven” med faste vinger og en propel i snuden, og det kræver særlige evner at operere dem fra et skibsdæk rum sø, og ikke mindst at få dem sikkert retur til skibet.
”Når man kaster den i luften fra land, kan den flyve ti kilometer ud og selv finde hjem til det punkt, den blev sendt afsted fra. Det går ikke fra et skib, der skal den flyves manuelt retur.”
Nikolaj blev hovedperson i en omtalt sag om en af disse droner, som forsvandt inde på den afrikanske kyst.
Han var blevet bedt om at skaffe fotos til efterretningsbrug fra et kystområde i Somalia, men dronen forsvandt under en træningsflyvning fra et skib ud for Kenya – og den blev væk for en tid.
”En dag stod den inde på mit kontor i Frømandskorpset med en lille seddel på. Vi fik bare at vide, at den var blevet afleveret på en politistation i Kenya.”
Uddannelsen i Frømandskorpset blev alsidig, herunder med kurser i USA, blandt andet hos de amerikanske SEALs.
Hovedparten af Nikolajs udsendelser har været til Afghanistan. Men de hjemlige opgaver som Frømand i beredskabet har også ført meget forskelligt med sig. Deltagelse i jagt på hashsmuglere i de indre farvande, bevogtning og beskyttelse, når der var udenlandske statsoverhoveder på statsbesøg.
Når Greenpeace koster kræfter
En dag, hvor han var på skydeøvelse i Jægerspris, kom et opkald: Greenpeace ville muligvis lave aktion mod en olieefterforskning i Nordatlanten med risiko for at udløse en miljøkatastrofe.
”Så vi får at vide, at vi måske skal scramble til den her opgave. Den var helt ufarlig, men vi skulle assistere Aktionsstyrken som skulle op og måske anholde de her aktivister.
”Og vi siger at det kan vi godt, men hvad skal vi, og hvad skal vi have med? Og i og med, at vi var i skydelejr, havde vi stort set alt vores grej med. Vi har en bil, der er pakket med de ting, som vi skal bruge til boarding, hvis vi skal på en boardingopgave, så vi får at vide, at vi skal bare køre i Københavns Lufthavn med vores grej. Jeg kører derud i min privatbil med alt det, jeg nu selv skal have med, og jeg bliver dirigeret helt ud til flyveren med bilen og våben og det hele og kan bare stige ombord med det. Det er en chartret flyver og vi spørger, hvor vi skal hen? Jamen, Greenpeace er på vej fra Færøerne til Island. Okay, så flyver vi derop.”
”Men da vi når Island, har Greenpeace ændret kursen til Grønland, og så fortsætter vi dertil.”
Efter ophold i to grønlandske lufthavne fortsætter Aktionsstyrken og frømændene til søs.
Først med en politikutter, som skal sejle dem ud til et dansk inspektionsskib i havet vest for Grønland.
Politikutteren er bygget til sejlads ”inden fjords” – og der var politifolk med, som ikke var helt søstærke, husker Nikolaj.
Da de når inspektionsskibet, fortsætter turen ”ad Pommern til”, ud til den truede borerig, tæt på den canadiske sømilegrænse. Her får frømænd og aktionsstyrke ophold på en gigantisk slæbebåd tæt på boreriggen.
Andre slæbebåde ligger klar for at skubbe drivende isbjerge med kurs mod boreriggen til side, for et sammenstød kan føre til et knækket bor, så olie fra undergrunden slipper ud i havet. Hvis borehullet på havbunden blottes, skal det kunne forsegles med beton.
Frygten er, at Greenpeace-aktivisterne kommer for tæt på boreriggen, og forårsager samme ulykke som et løbsk isbjerg.
Det forløb fredeligt. Greenpeace kom, demonstrerede og fik taget billeder af det.
Men hermed var endnu et eksempel på variationen i en frømands arbejdsliv.
Afghanistan
Afghanistan kom til at fylde mest. Indledningsvis tre missioner med efterretningsindhentning med udgangspunkt i Kabul og derefter en række udsendelser til Helmand-provinsen, blandt andet på ISAF 9 i 2010, en periode, hvor danske soldater led store tab.
På flere af Nikolajs ture til Afghanistan var han tilknyttet de britiske styrker i Helmand, primært som uddannet FAC – Forward Air Controller – som under en kamp på jorden kan styre bomber fra kampfly eller missiler og kanonild fra helikoptere og droner i mål. Han blev også uddannet og fungerede som ALO – Air Liaison Officer – en taktiker, som rådgiver styrkecheferne på jorden om det bedste valg af luftstøtte.
”Mens jeg var hos briterne, havde vi en masse kampe.”
”Der var forskellige typer af patruljer. Der var jo nogle gange, man enten røg baghold eller i kamp. Oftest var forward air controlleren med, men der var kun få af os, så enten var man med ude som gående i patruljen, eller også så sad man inde i lejren og fulgte patruljerne med en drone. Det kunne være de store, amerikanske og britiske droner eller også vores egen Raven-drone.
Men der var masser af kampe og masser af IED’er (vejsidebomber, red.) og masser af snigskytter og alt muligt.”
”Og masser af flybomber, som du skulle dirigere ind?”
”Ja, og vi havde blandt andet også Hellfiremissiler fra droner eller kamphelikoptere eller tunge maskingeværer på helikopterne.”
Som ALO skulle Nikolaj også være den, der havde styr på luftrummet, når almindelige helikoptertransporter skulle igennem, herunder medivac-helikoptere til transport af sårede.
Hans sidste mission i Afghanistan var sammen med Jægerkorpset i Task Force 7, hold 4, en mission, hvor de danske soldater skulle træne afghanske sikkerhedsstyrker. Det var på holdet før Nikolajs, Jægerkorpset for første gang mistede en mand, René Brink Jakobsen, der blev ramt af en eksplosion under en patrulje.
Task Force 7 blev Nikolajs sidste mission som soldat og samtidig hans farvel til Forsvaret.
”På det tidspunkt var jeg træt – træt af alle de missioner.”
”Den ene mission havde afløst den anden, det var min femte tur til Afghanistan plus at jeg havde været på et par rekognosceringsture, så jeg syntes, jeg kendte Afghanistan godt.”
”Men alligevel, hver gang jeg så kom tilbage til Danmark, så skulle man på ”MISU” – missionsorienteret uddannelse. Og så skulle man høre fra en eller anden, der aldrig havde været der, om do’s and don’ts. Om ting, man skulle kunne.”
”Når man så spurgte: Altså, den viden, du har, hvor har du den fra?”
”Jamen, det har de andre sagt.”
”Det er mig, du har den fra. Det er os, der har fortalt dig hvordan. Fordi det er jo det, vi har skrevet i vores end-of-tour-report, og vores lessons learned. Så kan vi ikke komme videre?”
Nikolaj Frederiksen fortsatte i politiet, hvor han i dag er i Nordsjællands Politis hovedsæde i Helsingør. Han indrømmer, at han fortsat ikke ”savner spænding”. Bl.a. var han med til at opklare den såkaldte ”Præstesag”.
– Jeg havde sagen de første tre uger, inden den blev overdraget til efterforskerne i ”Personfarlig”, og jeg var med til afhøringen, hvor han blev anholdt af de efterforskere, som endte med at opklare sagen.
Har gjort en forskel
– Efter alt det arbejde, du har lagt i Afghanistan: Hvordan er det at se Taleban til bage ved magten?
”Da jeg startede i Politiet, var det ikke med en forventning om, at al kriminalitet ville stoppe.
Jeg havde en forventning om, at jeg kunne hjælpe nogle mennesker med deres problem eller anmeldelse. Og når jeg gentagne gange, så at en forbryder fik en nedsat straf eller blev løsladt før tid, så var det ikke fordi jeg tænkte, at mit arbejde ikke nytter eller at det har været spildt – men så kunne jeg se, at en forurettet, et offer eller et vidne havde fået den hjælp, som jeg kunne give dem.”
”På samme måde har jeg haft det med mine internationale udsendelser. Jeg har aldrig haft en forventning om, at der ville blive fred og ingen konflikt i de lande som jeg har været udsendt til. Jeg har hele tiden haft en tro på, at min lille indsats har hjulpet nogle få mennesker. Enten mine kollegaer eller de borgere som vi har skullet assistere eller hjælpe. Jeg glæder mig over, at jeg på tæt hold har oplevet og kunne følge udviklingen i landet – netop fordi jeg har været udsendt flere gange og flere år. Her har jeg oplevet en positiv udvikling af et mere frit forretningsliv, kvinder og børn på gaden, aktive skoler, bedre infrastruktur og en lavere børnedødelighed. Ting som vi kun kan glæde os over. ”
”Men jeg er selvfølgelig ked af at se, hvordan Taliban har overtaget landet og genindført en meget streng tolkning af islam og de muslimske traditioner.”
Udsendt for Frontex
Og det blev lige til en udsendelse mere: Frontex, den europæiske grænse- og kystvagt.
Som politimand har Nikolaj haft et hav af forskellige opgavetyper, og en af dem var knyttet til Sandholmlejren, hvor han som led i en turnusordning arbejdede et halvt år med afviste asylansøgere fra Nordafrika.
Det vakte hans interesse for Frontex, da der kom opslag om en særlig politiopgave: deltagelse i et maritimt, dansk bidrag i øhavet mellem Grækenland og Tyrkiet. Søværnet stillede med to ombyggede, danske lodsbåde, og dansk politi skulle stå for myndighedsudøvelsen på sejladserne, så Nikolaj søgte og kom med hen over jul og nytår 2019-20, tre måneder i alt.
”Opgaven var at hindre migranter i at komme over vandet fra Tyrkiet til Grækenland. Hvis først de var kommet ud på vandet, måtte vi ikke prøve at presse dem retur, så skulle de tages med i land, hvor de blev registreret. Når først man er sluppet ind i Europa, skal man have sin sag som asylansøger behandlet, og det kan tage lang tid. Derfor forsøgte nogen af immigranterne at slippe gennem Grækenland til et andet EU-land for at få deres sag behandlet der, derfor var det vigtigt, at vi fik fat i dem, så de kunne blive registreret med det samme.”
”Det var ikke os, der stod for registreringen, vi bragte dem i land, hvor andre tog sig af det, og så blev de kørt til flygtningelejre med busser.”
”Farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet var som Øresund, det vil sige, man kunne stå på den græske side og se en båd sejle ud fra tyrkiske, og så forsøgte vi at få Tyrkiet til at stoppe dem. Nogle gange gjorde de det, andre gange ikke. Hvis Frontex skal blive mere effektiv, skal man have nogen til at arbejde på den tyrkiske side.”
En del af opgaven var også SAR – Search and rescue. Immigranternes gummibåde var af tarvelig kvalitet, og af og til var der forlis, hvor den danske båd måtte søge efter overlevende, og af og til kom de for sent. De havde infrarødt søgeudstyr på de danske både, men på grund af de højere vandtemperaturer var det ikke så effektivt som i de koldere, danske farvande.
En særlig type hændelse, der gjorde indtryk:
”Vi sejlede med et gråt skib, og den tyrkiske kystvagts skibe var også grå, og da vi nærmede os en båd med migranter, troede de, at vi var tyrkiske og ville tvinge dem retur. Vi havde Dannebrog hejst, men de kunne kun se et rødt flag, og det tyrkiske flag er også rødt, så en af mændene ombord holdt et lille barn ud over rælingen for at få os til at trække os. Vi valgte at eskortere dem og måtte råbe, at de var i EU, mens vi holdt Dannebrog tydeligt frem, til de lettede indså, at de var sluppet ud af Tyrkiet og ind i Grækenland.”
Når kontrasterne fylder
I de mange år, hvor han vekslede mellem hårde missioner i Afghanistan og patruljekørsel i det nordsjællandske natteliv, kunne kontrasterne slide på ham.
” Jeg kan huske en gang, jeg kommer hjem fra en af missionerne, vi har haft nogle grimme oplevelser i Afghanistan, og så skal jeg køre nattevagt nogle få dage efter og køre patruljer nede på torvet i Hillerød, og hvor vi kommer ned til en, der ikke kan få udleveret sin jakke på et diskotek, fordi han har smidt billetten væk. Altså, så har du lyst til at sige: Gå dog hjem, og hent den jakke i morgen. Hvor er proportionerne?”
Han erkender, at han også har oplevet ”voldsomme ting” i politiet, men når han bagefter skulle samles med kollegerne til ”psykologisk debriefing”, sad han for sig selv og tænkte, ”det var da ikke noget særligt”.
”Og i Afghanistan trækker vi vores våben og bruger dem på to sekunder uden at tænke over det, men hvis du som politimand trækker din stav eller pistol eller peberspray, skal du skrive en indberetning, og den uafhængige politiklagemyndighed skal sagsbehandle på det i månedsvis.”
Der har været andre kontraster, der skulle sluges. Som når frømanden, der nærmest har levet i og på havet, bliver sendt på en hel dags kursus i, hvordan man tager en redningsvest på i vandet og kravler op i en gummibåd – før han må sejle ud i den for at kontrollere fritidssejlere.
”Med alle de udsendelser, alle de missioner – hvordan overkommer man det, du har familie, hvordan har det hele kunnet hænge sammen?”
”Det har heller ikke været helt nemt.”
”Det har jo været væsentligt mere afsted end de fleste andre udsendte?”
”Ja, man bliver også lidt en missionsbums af alle de her udsendelser, fordi man føler lidt, at alt er vigtigt, at man er afsted og at man svigter nogen, hvis ikke man deltager. Den del kan man godt have, men det er også bare spændende, fordi nu startede det jo med Olfert Fischer, og så tænkte man, den skulle man lige prøve. Den næste mission for mig på det tidspunkt, det kunne lige så godt have været Balkan, men jeg var jo på vej ind i politiet, og for mig var det enten eller – Balkan eller politiet. Og der tænkte jeg altså politiet, fordi jeg blev nødt til at tænke på, hvad skulle der ske efter det. Og i 1993 havde jeg min første søn, så der tænkte jeg, at jeg også må passe på det. Det er jo derfor, jeg startede i politiet.”
”Og da jeg så var i politiet, så skete der jo også en masse ting der. Hundeafdelingen i København og Station City på Halmtorvet, det var jo der, hvor der skete noget. Så man havde jo noget med i rygsækken og havde set både det ene og det andet. Og da jeg så blev spurgt – fordi jeg havde den her rådighedskontrakt med Forsvaret – om jeg kunne deltage i det daglige arbejde i Frømandskorpset, så tænkte jeg, at det kunne jeg godt. Det ville give god mening, og politiet ville sige ja, hvilket de jo også gjorde.”
”Derfor kommer jeg jo så afsted, og så tager det næste det næste. Man får en rimelig grundig uddannelse i Frømandskorpset, så jeg er blandt andet på kurser i USA, – JTAC – og ALO, som indgår i noget der hedder Joint Firepower Course. Jeg får træning i at arbejde sammen med Gunships, er hos amerikanske SEALS og Air Force Special Operations – så man får en rigtig lang og grundig uddannelse.”
”Det er for spændende til, at man kan sige nej til det?
”Det er for spændende, men man tænker også, hvad er alternativet? Det er jo, at jeg så skal køre almindelige patruljer herhjemme i Danmark. Og her var der noget, jeg kunne lave, der gav mening.”
”Den ene uddannelse tager så den anden. Og så udvikler det sig så til, at de kompetencer, man får ved det, dem er der også andre, der efterspørger.”
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
